Sig DuckTales til ethvert barn af 80'erne, og deres øjne vil straks få et nostalgisk blik. Både af minder om en aldeles suveræn tv-serie, som Disney ikke har overgået hverken før eller siden, men også over Capcoms helt fænomenale NES-spil fra slut-80'erne. Dengang blev Disney-spil lavet af spilverdenens giganter som Capcom og Sega - og resultatet blev ofte også derefter.
Mens alle NES-spil af rang efterhånden er blevet genudgivet på blandt andet Virtual Console, forsvandt DuckTales på grund af rettighedsproblemer. Disney ejede en del og Capcom en anden, mens retten til at lave Disney-spil flytter rundt. Derfor havnede det i samme limbo som andre superspil med licenser, herunder Michael Jacksons Moonwalker, Coolspot eller Robocop vs Terminator.
Men nu har man altså endelige genoplivet klassikeren, og det noget så eftertrykkeligt. Wayforward har taget originalen, remixet musikken, tegnet al grafikken om, og indkaldt hele originalholdet fra tv-serien for at lægge stemmer til. Sidstnævnte er særligt bemærkelsesværdigt med tanke på, at manden bag Onkel Joakims stemme, Alan Young, er 93 år gammel. Der er altså en overhængende risiko for, at det bliver den sidste Disney-rolle, vi hører ham i.
Resultatet er en nostalgikavalkade, der har sendt kuldegysninger af velbehag op ad rygradden utallige gange undervejs. For mig, der så DuckTales i fjernsynet som barn, er det en fest i sig selv endelig at høre de originale stemmer. Ikke mindst fordi man nu tydeligt kan høre Onkel Joakims skotske ophav, hvilket giver ham en dimension ekstra.
At hoppe mellem bjerggeder i Himalaya, mens man leder efter flydele, er præcis lige så underholdende som jeg husker, og opfindsomheden der skal til for at finde alle de skjulte mønter i Amazonas er en udfordring udover det sædvanlige. Seriøst, hvordan klarede man det her spil, da man var lille? Heldigvis er styringen blevet forenklet for dem, der ønsker det, og det på en måde der ikke går ud over gameplayet. Det drejer sig blot om at man ikke længere behøver trykke ned på d-pad'et for at hoppe på Joakims stok.
Dermed bliver eventyret lettere at nyde, og det mindsker risikoen for at man rammer forkert fordi d-pad'et på den ældre Xbox 360-controller (som jeg bruger) er noget bras. Til dem, der ikke er bekendte med DuckTales, er det et af de mest hemmelighedspakkede spil, jeg har været med til. Over alt er der hemmelige veje og det handler om bogstaveligt talt at være over det hele. Der er nemlig rigeligt med skjulte ædelsten, der kun dukker op når man passerer nøjagtigt det sted på skærmen, de er gemt.
Ædelstenene gør Onkel Joakims allerede ganske velfyldte pung lidt mere velfyldt, og de skal nok blive brugt, da der er rigeligt af kuriositeter, man kan kan låse op med de indsamlede penge. Jeg har låst rigeligt op og svælget i minder om Onkel Joakims hus, Guldiver Flintesten og Gizmo And. Normalt synes jeg det er en ret skrabet måde at skabe genspilningsværdi, men her fungerer det.
Også musikken er gennemarbejdet. I starten troede jeg næsten at Wayforward ikke havde rørt ved tonerne. Sandheden er dog, at de har piftet det hele op på smagfuld vis, så der er lidt mere tryk på, uden musikken overhovedet har ændret karakter. Og at stille sig på månebanen og bare lytte føles lige så oplagt i dag som for 20 år siden, da jeg spillede DuckTales for første gang.
Faktum er, at DuckTales har klaret tidens tand næsten usandsynligt godt. Variationen, musikken, alle hemmeligheder og styringen gør, at det næsten er lige så godt i dag. Mange af nutidens spillere vil nok ikke sætte pris på det ret nådesløse gameplay, og selvom den er charmerende trækker den talte dialog ned i tempoet, især for mindre børn som ikke forstår engelsk. I sidste ende er det dog præcis sådan her, et remake af en klassiker skal se ud.
