Duke Nukem Forever

Enkelte samtaler afbrydes midt i en sætning af et pludselig glimt af bar hud iført skoleuniform eller tjenestepigekostume, der hidsigt klippes sammen med gameplay-billeder, men ellers formår de fleste af de folk, der er stuvet sammen i baglokalet i denne lumre London-bar, at fokusere på skærmene umiddelbart foran dem. For det er her, de siddende deltagere hamrer gennem Duke Nukem Forevers multiplayer-del, og her (det meste af) opmærksomheden befinder sig.

2K fejrer den seneste udskydelse af udgivelsesdatoen ved at lade forsamlingen prøve et spil, som de oprigtigt talt burde have haft fingrene i for et årti siden, for slet ikke at tale om denne uge. Efter en kort ventetid i køen bag de siddende spillere tager vi hørebøfferne på, og tager et massivt støvlespark tilbage i tiden.

Vi er på en hurtig tur gennem to baner. Den første er en kløft, der har set den hårde ende af et jordskælv, hvilket har skabt en krigszone i to niveauer, i form af de kuperede terræn i bunden og en sønderrevet motorvej for oven, komplet med bilvrag der fungerer som dækning og sniper-gemmesteder. Den anden bane er et indelukket køkken, der i første omgav laver rod i vores perspektivsans, indtil det går op for os at Duke er blevet krympet til musestørrelse. Den første er en capture the flag-bane, hvor flagstangen er skiftet ud med en stripper (Capture the Babe), mens den anden er en alle-mod-alle-for-fuld-gas-bane.

Der er ingen overraskelser ved våbnene, der ligger spredt omkring hvert område og er badet i en lokkende gylden farvetone. Shotguns er lige så splatter-tastiske som altid, chaingun'en æder sig hurtig gennem ammunition (selvom et stabilt sigte er essentielt), og frysegeværet føles som at skyde fluer med elefantkugler. Kun startpistolen føles svag på kræfter, med et overdrevet rekyl der gør den ubrugelig til længere salver. Altså må du hurtigt lære våbnenes placeringer udenad, hvis du vil gøre dig håb om at overleve.

Selvom vi i Capture the Babe giver vores ufrivillige gidsel et smæk bagi, når hun gentagende gange lægger sine hænder over vores øjne, er det køkkenbanen der giver anledning til flest grin af de to, mens vi løber rundt mellem varekasser og op ad kosteskafter til hylder. Hop-boostere sender os op mod komfuret, hvor vi hopper på stegende bøffer for at undgå skade fra grillen, og løber ind i den åbne mikrobølgeovn for at samle rocket launcheren op. Gearbox har spredt små Duke-dukker rundt i banen, der får mere end én af deltagerne til at tømme sit våben og afsløre sin position.

Vi får ikke lov at grave rundt i menuerne mellem kampene, og 2K's repræsentanter hænger over de lysende grønne PC-tårne som forsigtige forældre i en porcelænsforretning. Vi får at vide, at der kun er et område, som vi på kigge rundt i, nemlig omklædningsrummet, hvor du kan udstyre din Duke med oplåste hatte, briller og veste. Da det er tidligt i sessionen, er der kun låst op for et par John Lennon-agtige briller, og silhouetterne af de låste kostumer viser ikke nogen videre bizarre ting - hvilket overrasker, resten af spillet taget i betragtning.

Men mens kostumerne måske ikke overrasker, byder multiplayer på et glas af det gamle og velkendte. I en uge, hvor Splash Damage prøver at samle fremskridtene i moderne multiplayer til noget strømlinet og spændende, føles Duke som et kig tilbage mod de glade Doom-dage på alle måder.

Det kan selvfølgelig fungere til Gearboxs fordel. Nostalgien kan være den krog, som publikums interesse i Dukes genkomst bliver fanget i, snarere end det kors hvor han bliver hængt op på i sammenligning med vores forventninger til moderne skydespil.

Der er ikke nogen perks, intet progressionssystem, ingen attachments, men heller ikke noget pis. Selv for fem år siden ville et multiplayer-spil uden sine egne små særheder (som for eksempel Preys portaler) have det svært mod den fremadstormende Call of Duty-klasse af oplevelser. Duke ignorerer sumpen af opsvulmede perk-overdrivelser, og holder sig i stedet til en simpel filosofi: find og dræb. I verden som den er i dag, har Duke en flygtighed og lettilgængelighed, der gør det mere til NBA Jam end NBA Live. Eller, for at sige det på en anden måde, uanset hvor meget du elsker din Quarter Pounder med Ost, har man nogle gange bare lyst til en simpel klassisk hamburger.