Duke Nukem: Manhattan Project

Det er ved at udvikle sig til abstinenser. 3DRealms har i flere år arbejdet på Duke Nukem, en 3D-udgave af vor hårdkogte og karseklippede helt. Adskillige gange er færdiggørelse og udgivelse udskudt, men nu er der en vis kompensation på vej. 3DRealms tager et skridt tilbage i tiden - med hensyn til gameplay, i hvert fald - og henter inspiration til et nostalgisk gensyn med side-scrolling platform adventures.

Vi er tilbage i New Yorks gader, hvor solbriller ved nattetid er naturlig påklædning for vor helt med de kraftige overarme og de saftige one-liners. Kameraet panorerer ind over hustagene, en dør bliver sparket ind, og mens støvet lægger sig, træder vor helt ind - og med Jon St. John’s dybe røst hører vi Duke udtale den dybere mening med spillet: Let’s rock!

Ikke ligefrem dybt

Højpandede litterater vil rende skrigende bort, når de læser et rids af spillets handling. Det er noget med en ondsindet skurk, Mech Morphix, der har en hær af muterede svin - jo, de er skam med igen! - og storbarmede babes i ryggen. De sidste er typisk klædt i stramt læderdress og bevæbnet med en pisk. Det kan derfor kraftigt anbefales at holde et vindue i nærheden af computeren åbent - for at lade den værste mandehørm sive ud, inden det bliver for meget for kæresten. Nå, tilbage til New York. Vi er tilbage i platform-stilen fra de 2 første Duke Nukem-spil, bortset fra, at Manhattan Project nu er baseret på en engine - Prism3D - som på den ene side fastholder den klassiske styring og samtidig placerer løjerne i en 3D-verden, hvor man kan zoome ind og ud, hvor Duke kan gå ’ind i billedet’, osv. Faktisk skal der ikke mere end retningstaster - op, ned, højre og venstre - samt et par action-taster til for at styre spillet.

Skæg og ballade

Der vil nok være dem, der vil efterlyse en mere åben 3D-verden, en mere fleksibel kamerastyring osv. I den beta-version, som det lykkedes GameReactor at få op under neglene, oplevede vi imidlertid, at det faktisk er lykkedes folkene hos Sunstorm Interactive at holde fast i to meget centrale aspekter ved et godt computerspil - skæg og ballade - selv om spillet rent teknisk og grafisk ikke placerer sig i forreste række med hensyn til nytænkning.

Manhattan Project vil når det er færdigt bestå af 8 missioner, der hver for sig er opdelt i sublevels, alle sammen med den anløbne, dunkle stemning, kendetegner et godt Duke Nukem-spil. Vi har haft lejlighed til at spille en foreløbig udgave af de 3 første missioner igennem: Manhattan Rooftops, Chinatown Chiller og Metro Madness. Vi har - som navnene antyder - været rundt på hustage, været på en halsbrækkende tur med New Yorks subway og meget andet. Undervejs fik vi en forsmag på det galleri af fjender, som gør livet surt for Duke - om end der med stor sandsynligvis vil være en Cola-automat inden for rækkevide, så han kan tanke health igen.

Åhhh, reptil hjerner

Nu nøjes Duke selvfølgelig ikke med sweet talk, når han står over for Gator-Oids, Fem-Mechs, PigCops osv. Hans våbenarsenal vil strække fra en den velkendte Golden Eagle-pistol, over haglgevær, rifler og granatkastere til de mere end solide støvler, som får selv murværk og pansrede døre til at falde ind. Der er selvfølgelig også GLOPP -Gluon Liquid Omega Phased Plasma, som det gu’ hjælpe mig hedder - en slimet, radioaktiv substans, som Morphix benytter til at mutere sine modstandere - og dermed vende dem mod Duke. Heldigvis kan Duke også ét og andet med GLOPP. I hvert fald kan han undervejs samle ting op, som gør at han kan kontrollere GLOPP og vende det mod Mech Morphix og hans mutanter. Vores indtryk af de første tre missioner er faktisk så godt, at vi må erkende at være under the influence og har udviklet helt nye abstinenser - som først kan tøjles, når vi kommer i nærheden af den færdige udgave.