Der er ikke meget uendeligt over Dungeon of the Endless, og vores første prøvetur med Amplitude Studios nyeste varer faktisk blot et par minutter. Spillet er en hybrid af dungeon crawler-genren kombineret med lidt roguelike og Tower Defense-elementer. Ens nødlandede rumskib er startpunktet, og missionen for hvert niveau er at finde en nødudgang, og sørge for at transportere en kraftkrystal fra rumskibet hen til udgangen.
Vores første time med spillet blev brugt på at lære de forskellige mekanikker, samt at lære hvordan man opbygger en nogenlunde økonomi. I den nuværende beta-version er der ikke noget tech-tree, og man starter hver gang forfra med en ny helt, ingen objekter og kun de mest basale bygninger. Det udgør et stærkt nok fundament til altid at komme videre, men siden muligheden for at bygge de stærkere tårne afhænger af hvorvidt man finde de rigtige plantegninger (som eksempelvis kan heale dine helte), har man endnu ikke mulighed for at implementere sine egne taktikker.
Der er fire basale ressourcer i spillet. En af disse, Science, er endnu ikke blevet implementeret i spillet, og Food, Industry og Power er derfor de tre man bør have i tankerne. Man øger sin indtjening af dem alle ved at åbne døre til nye rum, men skal indtjeningen maksimeres, skal der bygges maskiner i hvert af de rum, som har specielle moduler til det. Mindre moduler giver mulighed for at bygge defensive eller offensive tårne. Inden man kan bygge noget, skal man dog have Power nok til at kunne installere dem.
Efter noget lignende en times spilletid, hvor vi intetanende havde ledt efter en vindende taktik, konkluderede vi at det godt kunne betale sig at spærre sig inde en smule, for at kunne bygge sig op. Byg et stærkt forsvar i et rum, og gør derefter brug af en karakter til at åbne døre og lokke fjenderne hen til dit befæstede rum. Når udgangen er blevet fundet og du har udforsket banen, opgraderet dine karakterer og bygget så stærkt et forsvar som muligt gennem hele din rute, giver man en karakter til opgave at bære kraftkrystallen til udgangen. Han eller hun er naturligvis utrolig sårbar, og for os virkede det derfor bedst at løbe alt hvad spilkoden tillod mod udgangen - specielt fordi fjenderne blev ved med at dukke op. Forsøg ikke at bekæmp dem, løb blot mod udgangen.

Food er en interessant ressource, fordi det kan bruges til flere forskellige ting - opgradere dine karakterer, heale deres helbred og overtale nye personligheder til at tilslutte sig ens hold. Et større hold kan naturligvis gøre kampen lettere, men omvendt betyder det også at der er mindre Food til alle. Power kan også bruges til flere ting, og skal et rums moduler tændes, er det med denne ressource det foregår. Samtidigt fungerer ressourcen også som valuta, hvis man støder på en af de handelsmænd som gemmer sig rundt omkring. Både ekstra enheder og handelsmænd kan dog blive udraderet af de fjendtlige enheder, hvis de ikke tages i brug, og derfor skal man altid have overblikket i orden.
En historie er der også i Dungeon of the Endless, og et fængselsrumskib blev sendt til planeten, hvor den såkaldte Endless-race tidligere havde regeret, for at slå sig ned. Til stor overraskelse viste det sig dog at planetens selvstyrende forsvar ikke var slået fra, og efter at være blevet skudt ned og nødlandet, står den nu på overlevelse. Historien har ingen stor indflydelse på den nuværende version af spillet, og det er meget muligt at den også kun kommer til at fungere som baggrundsstøj i den færdige version.
Der er ingen justerende balance i Dungeon of the Endless, og så snart fjenden begynder at få has på din økonomi, er det om at løbe mod udgangen og håbe på at flest mulige af ens helte overlever turen. Det næste niveau er altid mere udfordrende, men i det mindste får man mulighed for at genstarte ens økonomi.

Amplitude Studios har allerede skabt fundamentet for et fantastisk spil. Det er allerede afsindigt fængende, selv i dets tidlige form. Samtidigt er det smukt at kigge på, og så er blandingen af de forskellige genrer vellykket. Derfor er vi også meget interesserede i af finde ud af hvad at tilføjelsen af Science og et tech tree vil gøre ved spillet. Forhåbentlig vil en bedre pacing udligne sværhedsgraden en smule, samt tillade længere kampagner (i vores to første timer har vi haft svært nok ved at nå til niveau to). At have mulighed for at vælge ens start-karakterer ville også være lækkert, da det i højere grad ville lade spilleren bestemme sin egen strategi.

