Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Dungeon Siege

Dungeon Siege

Gas Powered Games viser hvordan et rigtigt RPG skal skrues sammen på PC.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

En garvet spiller kaster sig sjældent over et nyt spil med julelys i øjnene og med entusiasme, som var det et lille barn ved juletid. Det hører også til sjældenhederne, at billeder og handling fra spillet bliver siddende på nethinden, længe efter man har slukket for sin computer for nødtvungent at give sig i lag mere trivielle ting i tilværelsen - så som arbejde. Når undtagelsen fra dette så heldigvis dukker op - er det til gengæld en herlig oplevelse at mærke julelysene og den barnlige spilleglæde igen. Det er i hvert fald den oplevelse, som undertegnede sidder med nu - efter at have haft Dungeon Siege i computeren en god uges tid.

HQ

Titlen lægger stemningen
Som titlen tydeligt signalerer, så er handling, stemning og figurgalleri henlagt til fantasygenren. Man starter spillet som en bonde, der dyrker sine afgrøder, passer sine dyr - og i det hele taget passer sig selv i det fredelige rige Ehb. Freden bliver dog lynhurtigt spoleret af de dødbringende monstre. Derefter går det slag i slag. Din figur er fra starten sparsomt udstyret, både hvad angår våben og beklædning. De første monstre skal derfor overvindes med en gedigen gang knofedt - ikke mindst for spilleren på musetasterne. Men man får snart samlet guldstykker, våben, formularer, potions og meget andet, så man er rustet til at møde de sværme af modstandere, der konstant vælter én i møde.

Spillet starter med den enkle opgave at finde en person, der kan fortælle mere om de ondskabsfulde horder, der har invaderet Ehb, men snart vil andre spilfigurer slutte sig til dig. Det kan være f.eks. krigere eller troldmænd, ligesom man kan søge hjælp og informationer hos non player characters undervejs. Handlingen udvikler sig strengt lineært, og til tider bliver spændingen overskygget af lidt vel meget hack’n’slash. Til gengæld afvikles kampene både flot, dramatisk og ikke mindst medrivende. Endelig går det langsomt op for spilleren, at man i virkeligheden er oppe mod langt større og mere magtfulde kræfter end ’bare’ en flok monstre. - og så er det, at man lige må tage ét slagsmål mere, lige må runde én bakkekam mere - inden man ud på den sene morgen modvilligt lukker pc’en ned for at redde sig en smule nattesøvn.

Der skal så i øvrigt noget af en kraftig pc til for at få den fulde oplevelse af Dungeon Siege. Nok er minimumskravene beherskede, men man skal til gengæld slå et væld af detaljer fra, der reducerer den visuelle oplevelse betydeligt, mens spillet alligevel afvikles trægt.

Suveræn grafik
Grafikken i Dungeon udmærker sig ved en utroligt detaljeret 3D-verden og tilsvarende detaljerede figurer. Såvel ansigtstræk og kropssprog som spilfigurens våben er gengivet med stor akkuratesse og de nydeligste textures. Dertil skal lægges, at man som spiller fuldstændigt slipper for de evindelige indlæsningspauser for når man bevæger sig ind i nye områder, som man er plaget af i andre spil. Begivenhederne udvikler sig simpelt hen med flydende overgang, også når man bevæger sig fra fri natur ind i en skummel dungeon og straks er ved at snuble over afpillede skeletrester.

Dette er en annonce:

Desuden må man konstant trække på smilebåndene af pudsige detaljer som høns, der flakser forvirrede af sted foran én. Ved klippekanter får man næsten sug i maven over dybden i billedet, f.eks. over de små dyr, monstre og andet godtfolk, der myldrer rundt ved klippens fod. På samme måde bliver man næsten svimmel over de dybe afgrunde og frådende floder under den skrøbelige hængebro, som man er nødt til at krydse for at komme videre. Alt sammen afviklet med fri mulighed for at rotere kameravinklen 360 grader rundt om samt op og ned i forhold til begivenhedernes centrum.

Det visuelle overflødighedshorn bliver fornemt understreget af en lydside, der leder tankerne hen på både underlægningsmusikken og lyden af sværd, der krydser klinger i Ringenes Herre. De bølgende bække og de føromtalte flaksende høns giver også lyd fra sig osv. Et diskret minus er, at man taler med de figurer man møder undervejs ud fra et fast handlingsforløb. Samtalerne bliver således ikke påvirket af begivenhedernes udvikling i øvrigt, men det har i virkeligheden mere med den underliggende game engine at gøre.

Vanedannende gameplay
Man kunne måske frygte, at de traditionelle rollespilselementer, som karakterudvikling, valg og skift af våben samt ikke mindst brug af potions og formularer ville føre til afbrydelser af flowet i spillet. Frygten er dog aldeles ubegrundet i Dungeon Siege. Det nødvendige inventory er foldet sammen i øverste venstre hjørne. Når man folder det ud, kan man trække og slippe beklædning, våben og andre genstande til og fra sin vadsæk. En mindre hage ved systemet er, at man er begrænset til fire aktive våben, hvor de to er forudbestemt til henholdsvis nærkamp og længere rækkende våben som bue og pil.

Det er endelig en både nyttig og morsom detalje, at man bør sørge for at få fat i et pakæsel til at slæbe sit grej. Spilfiguren udvikler sig igennem spillet, alt efter hvilke våben, herunder også magiske formularer, der bliver taget i anvendelse. Dermed kan man desværre ende med at udvikle egenskaber, der senere i spillet gør f.eks. nærkampsvåben uanvendelige, hvorved man i virkeligheden har begrænset sine valgmuligheder mht. våben.

Dette er en annonce:

Overordnet set fungerer brugerfladen dog i langt højere grad som med- end som modspiller. Våbenskift foretages under kampen, uden at man behøver at sætte løjerne på pause. Indtagelse af potions kræver nok en pause, men det tager typisk kun ganske få sekunder at klikke på pause, indtage en potion og derefter at forsætte den igangværende kamp med fornyede kræfter.

Multiplayer-guf
Som single player nærmer Dungeon Siege sig kraftigt den perfekte blanding af action, spænding, mystik og ikke mindst stemning. Man kontrollerer op til otte spilfigurer, enten meget detaljeret og håndfast eller ved at sætte dem til at handle på egen hånd. Den enkelte figur kan sættes til at handle aggressivt eller defensivt, lige som man tildele dem individuelle mål og forudsætninger for at indlade sig på kamp. Dertil kommer muligheden for at opstille sit følge i forskellige formationer, hvilket dog ikke har den store effekt, ikke mindst for man ikke kan rammes af ’sine egne’.

Spillets singleplayer-kampagne kan spilles i cooperative multiplayer mode. Det betyder dog, at man nu kun kontrollerer én figur, og at man ikke længere har mulighed for at benytte et pakæsel. Derudover rummer Dungeon Siege en separat multiplayer-kampagne, Utraean Peninsula, med en endnu større verden, en ny storyline og en mission, der basalt set går ud på at samle 8 sten. (Var der nogen, der tænkte på noget med nogle ringe og en herre?) Ved udgivelsen er Dungeon Siege ikke udstyret med en selvstændig mission-editor, men udviklerne hos Gas Powered Games forventer at have en sådan parat i løbet af maj, så er man først bidt af spillet, vil man kunne udvikle sine egne missioner og udveksle dem med andre entusiaster.

I sin tid hos Cavedog Entertainment stod Chris Taylor bag bl.a. stortitlen Total Annihilation, et 3D-realtime-strategispil i stil med Command & Conquer. Jeg takker ham i mit stille sind for at have prøvet kræfter med fantasy-rollespilsgenren. Dungeon Siege er i hvert fald blevet en sjældent fuldendt perle af et spil. Storyline, lyd, gameplay og brugerflade går op i en velfungerende og usædvanligt medrivende helhed. Man behøver med andre ikke vente på EA’s Lord of the Rings for at få afløb for sin indre hang til hekseri. Dungeon Siege placerer sig seriøst i forreste række til prædikatet Årets spil.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Stort, flot og med en spændende historie. Det her må man ikke misse.
-
Der er egentlig meget få fejl at finde i spillet. Virkelig få.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Dungeon Siege film på vej

Dungeon Siege film på vej

NYHED. Skrevet af Rasmus Berg

Så får endnu et spil chancen for at blive til en biograffilm. Tyske Boll KG og Gas Powered Games, har netop underskrevet en aftale om at filmatisere Pc-spillet Dungeon Siege. Vi har det hele indenfor.

Dungeon Siege Editor ude!

Dungeon Siege Editor ude!

NYHED. Skrevet af Jon Andreas Bjerk

Microsoft har sendt os en pressemeddelelse, som fortæller, at man har sendt den længe ventede Editor til det populære RPG spil Dungeon Siege i omløb.

Dungeon Siege demo klar

Dungeon Siege demo klar

NYHED. Skrevet af Jon Andreas Bjerk

Microsoft uddeler godbidder denne fredag, med udgivelsen af Dungeon Siege i demo form. Det længe ventede RPG kan hentes på et væld af steder, og vi har dem indenfor.



Indlæser mere indhold