Dungeon Siege II

Da Dungeon Siege blev lanceret for tre år siden, blev det rost for den imponerende grafik og for flydende og lettilgængeligt kampsystem. Til gengæld var der måske ikke præcist den nære føling med udviklingen af figurerne, som rollespils-entusiaster forventer. Gas Powered Games har forsøgt at tage denne kritik til sig, så II’eren både skulle appellere til de spillere, der er til rendyrket hack’n’slash og dem, der går mere op i at fifle med karakterudviklingen.

Den indledende filmsekvens indeholder de sædvanlige elementer af dommedagstrusler og magi, så tykt skåret efter temaer fra Ringenes Herre, at det sine steder nærmer sig plagiat. Den tyranniske Zaramoth hersker uindskrænket over landet Aranna. Med hjælp fra dunkle magiske kræfter har han opnået uindskrænket magt over landets magiske ressourcer. Zaramoths regime kom dog til en brat ende som følge af, at undersåtterne gør oprør, ledet af Azunai. Den fæle undertrykker er væk og Aranna kan nu igen trække på sin magi, indtil prins Valdis sætter sig for at tilegne sig de samme vældige kræfter, som Zaramoth besad.

Og det er så her du som spiller kommer ind i billedet. Din figur starter historien i Dungeon Siege II som lejesoldat for Valdis og mon ikke du lige så godt kan se i øjnene, at du ender med at få til opgave at stå i vejen for Valdis? Til at starte med står du temmelig alene om din mission, men efterhånden som handlingen skrider frem, kan flere figurer slutte sig til dig, ligesom du også kan købe dig til ekstra ledsagelse med lige præcis de evner og egenskaber, som du har brug for i de dramatiske begivenheder, som lurer forude.

Til at starte med er det ganske spændende og medrivende at taste og klikke for at komme modstanderne til livs. Længere inde i spillet begynder kampene dog at blive en smule ensformige. Det er nemlig i grove træk de samme væsener, der dukker op, blot skal der flere slag og udfald til for at gøre kål på dem. Til gengæld man frit zoome ind og ud på spilarealet, lige som man kan rotere kameraet for at få et bedre udsyn over kampene. Zoomer man helt ind på figurerne, ser man hurtigt, hvor grove og kantede figurerne fremtræder, så man zoomer hurtigt ud igen. Så ser man til gengæld også lettere, hvor flotte omgivelserne er.

Historien rummerer med andre ord solid portion svulstige klichéer. Det skygger dog ikke afgørende for et gedigent hack’n’slash-eventyr, hvor du ikke skal gøre meget andet end at højreklikke på en modstander, før din figur kaster sig frygtløst ud i kamp. Holder du højre musetast nede fastholder din figur sit fokus, indtil modstanderen ligger livløs for hans - eller hendes - fødder. Et udvalg af hotkeys giver hurtig adgang til at kaste formularer eller skifte kamp-mode.

Det er f.eks. særdeles nyttigt at gå i rampage - bersærk - mode for at gøre kål på alle modstandere i allernærmeste omegn. Det tærer selvfølgelig på kræfterne, så bagefter er det tid at vente på at dit health er genopbygget til fuld styrke, inden du kaster dig ud i nye kampe. Samtidig er det en ualmindeligt god ide at lade en mage i din gruppe af eventyrere sætte en healing spell til autocast. Det betyder i praksis, at du kan blive healet hurtigere under en kamp end din modstander overhovedet overhovedet kan gøre skade på dig.

I Dungeon Siege II har du nu fuld kontrol over dine figurer udvikler sig. Det sker ganske enkelt ved at fordele skill points, så de kan specialisere sig inden for én af de fire tilgængelige klasser: ranger, fighter, combat mage og nature mage. Valget af klasse foretages ved at bruge figuren på en bestemt måde, der knytter sig til klassen. Hvis du først og fremmest lader din figur benytte sig af fysiske angreb, så vil han - eller hun - naturligt udvikle sig som fighter. Hvis du derimod fordeler din figurs skills på tværs af klasser, så ender den med at være svag og ikke meget værd i kamp mod modstandere på et højere level.

Gas Powered Games har rettet op på mange ting, men Dungeon Siege II er alligevel ikke nogen epokegørende udgivelse. Som spiller er man dog ganske hæderligt underholdt. Så længe det varer, i hvert fald, for der bliver trukket lidt vel rigeligt på klicheer fra film og ikke mindst fra andre spiltitler.