Dungeon Siege III

Den 10. Legion var Kongeriget Ehbs stolthed, men efter kongens død ændrede det sig pludseligt. Der begyndte at gå rygter om at Legionen havde dræbt ham, og den blev efterfølgende hængt ud og forfulgt. Nu, næsten 30 år senere, er der næsten intet tilbage af dens tidligere storhed. Det er op til dig at genskabe Legionen med fornyet kraft, og det må du gøre som en af fire figurer, der har hvert sit perspektiv på historien, på hver deres måde er forbundet til Legionen, og har individuelle evner, talenter og spillestile.

Der er Lucas Montbaron, søn af den tidligere Grand Master for Legionen. Han er dygtig med sværd og skjold, en rigtig nærkampsudøver, der kan dele ordentlige øretæver ud. Anjali er en af de mystiske Archons, der engang tjente guderne. Hun mestrer både kraftfuld ildmagi, og holder fjenderne væk med spyd. Reinhart Manx er en ægte magiker fra Legionen. Han mestrer kraftfulde område-effekter og kan lave dobbeltgængere af sig selv, men er ikke meget for direkte konfrontation. Det sidste gælder også Katarina, der bruger rifler og andre skydevåben til at udrydde fjenderne.

Vores helte kan forbedre deres evner gennem passive talenter. Der er ti af disse til hver figur, og udover standardangrebet er der også tre typer evner. To, der hver bruger magic points, og en tredje til forsvar, der bruger særlige action points.

Der hvor Obsidians arbejde med Dungeon Siege III virkelig stråler, er i selve historien. Uanset hvilken figur du vælger, vil du altid starte samme sted og begive dig gennem de samme områder. Det, der derimod ændrer sig, er den baggrundshistorie, vi får fortalt, samt spillets slutning. Visse steder er vores handlinger også afgørende for om senere passager bliver lettere eller sværere. Det er ting, der gør spiloplevelsen mere personlig, omend det ikke nødvendigvis forbedrer genspilningsværdien.

Historiens fleksibilitet går ikke ud over selve kvaliteten. Den tager godt nok et lille dyk mod slutningen, men det føles mere som et spørgsmål om udviklingstid end et fundamentalt problem. Det virker som om udviklerne er nået til et slutpunkt, men havde meget mere at fortælle. Det store klimaks kommer overraskende hurtigt, passer ikke rigtig til den ellers velkonstruerede spændingskurve. Det betyder dog ikke nødvendigvis at spillet er kort, og går du efter alle de valgfrie sidequests, kan man mageligt få femten timers underholdning ud af Dungeon Siege III, hvilket slet ikke er dårligt efter dagens standard.

Teknisk ligger Dungeon Siege III i den højere ende af middel. Omgivelserne hængr godt sammen, og der er nogle smukke lyseffekter til tider. Men der er ikke noget, der rigtigt stikker ud, hvilket til dels skyldes den lidt mærkelig afstand, kameraet har. Når man går gennem visse områder, føles de som om de bygget efter en skabelon. Til gengæld er figurene i dialogsekvenserne nydelig, selvom deres ansigtsanimationer er lidt mangelfulde. Det understreges af den til tide ujævne læbesynkronisation.

Dungeon Siege III's største problem er, at det tydeligvis ikke kan finde ud af om det skal læne sig mere mod hack'n'slash eller traditionelt rollespil, og derfor nok vil skuffe en smule i begge lejre. For action-fans kommer der nok til at mangle variation, især mod slutningen. Her kunne nogle gode puzzles bestemt have hjulpet. Det mest lokkende ved spillet er uden tvivl co-op. Der er bestemt ikke noget i vejen med den computerstyrede makkers kunstige intelligens, men coop udgør virkelig spillets hjerte. Ens progression gennem spillet gemmes dog kun for den ene spiller i stedet for begge, hvilket nærmest fjerner enhver mening i at spille sammen online.

Rollespillerne vil derimod være irriteret af spillet linearitet, og alle forsøg på at bryde den er rent kosmetiske. Det bedste eksempel er de svar, man vælger gennem spillets samtaler. Konsekvenserne af disse ses primært i spillets slutsekvens, hvor fortællerstemmen forklarer begivenhedernes gang efter det sidste slag, og det er ikke særlig tilfredsstillende. Dertil er udvalget af evner og talenter ret begrænset. Dungeon Siege III har forsøgt noget stort, men i sidste ende mangler det dybde. Vi går ind i spillets verden fyldt med eufori, men forlader den igen med et indtryk af spildt potentiale.