Dungeon Siege: Legends of Aranna

I starten af sidste år kæmpede Gas Powered Games, der er centreret omkring Chris Taylor, sig ind på det actionspækkede RPG-marked med Dungeon Siege. Med et ordentligt sugerør nede i Diablos læskende cocktail af eksplosivt gameplay, buldrede Dungeon Siege frem i et 3 dimensionelt inferno af sværdklang og magiske færdigheder. Modtagelsen var noget blandet, men havde dog alligevel en pæn overvægt af positive superlativer. Det ligefremme gameplay, lotteriet omkring indholdet af skattekisterne, holdelementet og den lækre grafiske flade var alt sammen med til at hive kritikerne op af stolen.

På den anden side stod et temmeligt monotomt forløb, med et temmeligt uinspirerende stykke kliché af en historie og et lidet variende kampsystem. Nu ryger Mad Doc Software så på gaden med en opdatering, hvor endnu en kampagne folder sig ud - med alle de forbehold som originalen havde.

I Legends of Aranna spindes der en ende over en frygteligt ond kraft, der pludseligt er vækket til dåd, og truer med at konsumere kongeriget Ehb i sit flammende gab. Midt i denne svovlpøl dukker man selv op, som en ung håbefuld gut, der ganske tilfældigt får smidt verdens skæbne i sine hænder. Grumme eksistenser oversvømmer grænserne, og man skal nu samle våben og venner i en kamp startende fra begyndelsens spæde spirer. I stedet for at kunne importere sin stærkt udrustede helt fra sidste ombæring, må man nemlig endnu en tur i døbefonden, og modellere sin ønskede avatar. Historien viser sig hurtigt at spille andenviolin, og byder ingenlunde på de store banebrydende twists. Tværtimod spilles der op til vals, på de mere primitive instrumenter, hvor morskaben skal suges fra det mere adrenalinomsuste gameplay.

Det er lidt ærgerligt, at Blizzard og BioWare ikke er kigget mere over skuldrene. Da stemning og fordybelse først og fremmest skabes gennem et opsugende historieflow med interessante figurer og spændende hændelser. I stedet ryger man fra første sekund direkte i ansigtet på en større flok gryntende primale væsner. Simpel bondeknøs som man er, samler man et nærtliggende stykke værktøj op, og smadrer skaftet direkte i fjæset på den første og bedste. En ven er sunket sammen foran éns hytte, i et mumlende virvar cirkulerende om ondskabsfulde fjender. Imens man nu alligevel er ved at redde verden, kan man også få kastet lidt lys på en dunkel barndom. Forladt af forældre der tilsyneladende ikke har været helt almindelige. Alt sammen meget ordinært og blot en grov skabelon for uhøjtidelig drab i hobetal.

Gameplay er en lineær gang dungeoncrawl dyppet i bøtten med blodig hack’em’up. Omkring 15 timers effektiv spilletid venter, og fører én igennem alle de scenarier som hører genren til. Mylrende metropoler, fornemme forskansninger og turbulente tunneller venter med deres bidrag til den boblende suppegryde. Undervejs kan nye bekendtskaber knyttes til truppen af revancherende hævnere. Her er dog ingen kærlige intermezzoer eller interpersonelle følelsesbrud, tværtimod er det en række skyggepersoner, som mest af alt bidrager med deres våbenmæssige færdigheder. Når den rette sammensætning af folk kombineres med en relativ stærk AI for sine følgesvende, så ender man ud med en nærmest uovervindelig symbiotisk enhed. Et hav af våben samt partikelomspundne magiske formularer venter på rejsen, hvor man langsomt opbygger en elitær personlighed. Kvantiteten er udvidet siden originalen, dog uden at føje væsentligt til kvaliteten.

De tekniske specifikationer var imponerende da originalen brød gennem lydmuren, men wow-barometeret er svundet lidt i efterdønningerne. Grafikken er stadig ganske flot zoomet ud, men når man ryger i nærkamp med polygonerne, viser de deres kantede ansigt. Små effekter hjælper til at holde en vis atmosfære kørende indpakket i tågedis og eksplosive formularer. Lydsiden består af et herligt bombastisk soundtrack, der er storladent uden at være helt overgearet. Overgearet er stemmerne til gengæld, der byder på amerikansk overdrev af værste skuffe. Gameplayet krydres af en lækker multiplayerdel, hvor såvel egoistiske brushoveder som samarbejdsvillige sociale elementer bydes velkommen.

Dungeon Siege er et actionpræget RPG, der forstår at spille på sine tangenter. Lyden bliver dog lidt skinger af manglende afveksling og udvikling siden originalen. Positivt er det, at pakken er stand-alone samt at originalen sågar inkluderes. Negativt er det at veteraner ikke tilbydes meget nyt. Hungrer man efter action er det ikke noget dårligt køb, ellers burde man måske vente på den officielle toer.