Dungeons & Dragons: Heroes

Atter findes de sort-hvide nuancer frem, og river en strid strøm af vold med sig. Inspirationens dråber er tydeligvis en kombination af firsernes arcadehit Gauntlet og Baldur’s Gate: Dark Alliance, der rullede sig i succes i 2001. Denne gang er det Atari, der blander sig i legen - allieret med 3. udgave af de legendariske regler til Dungeons & Dragons. Verden er atter blevet et usikkert sted at færdes, og kun helte af den rette støbning kan rette op på den implicitte ubalance.

Modsat eksempelvis Dark Alliance, så er det narrative aspekt ikke i højsædet i D&D Heroes. Forhistorien vælter sig rundt i alverden klicheer, og pensler lidt ond troldmand og modige stereotype helte på lærredet. Dette følges op i spillets forløb, hvor heltene aldrig bliver andet end stumme slagtere. Man får ligeledes aldrig noget reelt forhold til fjenden, der må ende under betegnelsen slagtekød. I stedet for at have en overordnet historie, der bærer fundamentet, så har Atari i stedet valgt sporadiske mellemsekvenser. Disse er reelt set uden større sammenhæng, og optræder mest af alt, som små missioner der skal hærde truppen inden mødet med den ensidigt, nedrige troldkarl Kaedin.

De små iltre drabanter bevæger sig nu igennem grotter, sletter og borge i deres færd mod det endelige opgør. Op til fire kan samle sig om skærmen, og hælde lidt aggressioner ud af ærmet. Det burde naturligvis betyde, at der derved kommer mere vægt på det taktiske niveau, hvor de enkelte figurer supplerer hinanden. Historien er dog lidt en anden - mest af alt grundet at karakterne er utroligt ens. Troldkvinden kan eksempelvis sagtens gå ind i nærkamp, selv med lav erfaring. Når der så tikker levels ind under huden, så bliver forskellen endnu mindre udtrykt - og alle fire figurer ender som de rene tanks. Dette skyldes i nogen grad den let tilgængelige 360 graders manøvre, som omdanner figurerne til hvirvlende dræbere. Skærmen bliver hurtigt et inferno af dansende helte, der med stor overlegenhed nedlægger de stakkels umælende monstre.

Et andet problem, der blander sig med de taktiske overvejelser, er kameraets noget flagrende natur. Samtlige deltagere har mulighed for at kontrollere kameravinklen, hvilket lynhurtigt kan give genstridige makkere. Man ender med det simple kompromis, at skærmen konstant er zoomet helt ud. Dette giver selvsagt det bedste overblik, men er samtidigt blottet for de finere detaljer. Faktisk flyver den sidste snært af sjæl ud af de generiske figurer. I stedet så styrer man blot en farvet cirkel rundt, der udøver ekstrem vold på tilfældig forbipasserende. Når nu samarbejdet ikke er i højsædet, så ville lidt Gauntlet inspireret konkurrence jo være et gunstigt alternativ. Dette møder dog også bump på vejen, da man hurtigt får et væld af portioner, der både restituerer energi såvel som magi. Derfor ender det hele som lidt tomme kalorier, hvor man tankeløst drøner rundt, og udøver et fyrværkeri af bevægelser.

Det er dog ikke helt skidt, og titlen har helt sikkert den heldige egenskab, at man gerne lige vil en smule længere. Der er altid lige endnu et kammer der venter, eller en nøgle man skal finde. Dette suppleres med den enkle glæde, som erfaringens udvikling bibringer. Positivt så stiger man relativt ofte i level, så man får løbende point, som man kan benytte til nye egenskaber. Negativt er det, at den hurtige udvikling i levels medfører, at man hurtigt bliver meget kraftfuld. Dette er en naturlig medfølge af, at scenarierne har en tendens til at være kraftigt overbefolket af savlende bæster, der målrettet styrer mod éns lille flok. Der kunne godt have været skåret lidt ned på antallet af modstandere, og lidt op for deres respektive intelligens. Det giver dog et herligt trip, hvor tankerne låses væk i baghovedet. Små ting som at åbne døre og kister foregår sågar automatisk, hvilket blot efterlader bekymringer om at svinge våbnet og fremsige formularer.

De grafiske aspekter er også en lidt tvetydig oplevelse. Det er funktionelt nok, og der diskes op med enkelte glimrende CG-sekvenser. Dertil så er der nogle af de senere baggrunde, der er såvel opfindsomme som farverige. Hovedparten er dog noget tilplastret med grå, grynede og lidt uopfindsomme teksturer. Dertil så er figurernes animationer noget grove og kluntede. Et stemningsfuldt soundtrack formår dog at hive nogle point tilbage på kontoen, og assisteres af gode effekter med en vis tyngde. Man ender dog alligevel en kende skuffet over, at konceptet reelt set er en tilbagegang fra et to år gammelt spil. Ganske underholdende i en periode - dog uden at sætte det store aftryk i bevidstheden.