Dungeons & Dragons Online: Stormreach

Da jeg åbner døren til kroen, bliver jeg omhyllet af en intens musik og varme. I et fjernt hjørne sidder et par tykke dværge og klasker deres overdimensionerede ølkopper mod hinanden. Begge har de taget deres kampbrynjer af, og de ligger nu henkastet over det ridsede bord. Da jeg går igennem lokalet, sender kroejeren mig et mistænksomt blik, men jeg skænker ham ikke en tanke. I stedet for bestiller jeg et glas af det fineste risvin, og sætter mig til rette foran den blussende kamin. Da jeg finder min lut frem fra min gamle lædertaske, bliver der pludselig helt stille i kroen. Et par børn stopper deres leg, og begynder at gå hen mod mig. De sætter sig på det vildsvineskind, der omhylder den varme niche omkring kaminen, og jeg spiller en sang for dem - en sang om svundne tider, helte og legender.

Det er et stykke tid siden, at jeg har siddet rundt om et bord med mine venner og kastet terninger i alle mulige former og afskygninger. Jeg har udforsket mystiske villaer i H.P. Lovecrafts univers, slået mine rødder i fantasiverdener fulde af drager og dæmoner, og blevet kronet til ridder efter jeg havde konfronteret selveste Medusa. Alt dette fandt sted hos min bagbo, blot tyve meter fra mit hjem, men i min fantasi er det lysår borte i parallele utopiske dimensioner.

Nu har folkene bag Asheron’s Call-serien forsøgt at omdanne det evigt populære Dungeons & Dragons-rollespil til Pc, og det er delvist lykkes for de hærdede MMO-udviklere fra Turbine. Dungeons & Dragons Online: Stormreach er nemlig D&D på godt og ondt. Her kastes der stadig terninger, om end i en virtuel form, og der er stadig karakterskemaer, dungeon masters og niveauer man kan stige i. Faktisk er regelsættet bevaret ned til mindste detalje, så hvis man ikke har spillet rollespil før, så kan det hele godt virke en smule overvældende.

Lige fra det øjeblik, jeg skabte min syngende halfling bard, vidste jeg, at jeg befandt mig i et univers, der var tro mod D&D reglerne. Da jeg kværkede min første kobold med de bare næver, blev der sågar rullet et par terninger oppe i hjørnet af skærmen, så jeg kunne følge med i, om jeg rent faktisk ramte eller ej. Da jeg på min troldmand skulle lære min første formular, skulle jeg også indlære den, og hvile, før end jeg kunne bruge den. Jeg var lykkelig, for det her kunne da ikke blive mere tro mod sjælen i Dungeons & Dragons.

Magien ved Dungeons & Dragons har altid bestået i at få et historie fortalt, og sandelig om der ikke er en Dungeon Master, der i hver mission fortæller, hvad der sker. Da jeg for første gang begav mig ned i en mørk kælder, fortalte han mig derfor med en rolig og medrivende stemme, at jeg kunne høre knogle-agtige fingre skrabe mod muren bag mig. Tak, Turbine!

Da min bard efterhånden var blevet en smule hærdet, besluttede jeg mig for, at det måtte være på tide at finde en eventyrgruppe. Samtlige eventyr i Stormreach foregår i såkaldte instances, hvor det kun er ens gruppe, der kan bevæge sig rundt. Faktisk, så tjener byen Stormreach udelukkende som et handelsmekka og træfpunkt for ivrige eventyrere, og det er også det eneste sted, hvor jeg havde muligheden for at møde andre eventyrere.

Det var her, jeg for alvor blev skuffet. Nu har jeg efterhånden spillet samtlige online-rollespil på markedet, og en del af charmen ved genren er, at man kan bevæge sig rundt i en gigantisk dynamisk verden, og til hver en tid træffe andre spillere. Det lader sig simpelthen ikke gøre i Dungeons & Dragons Online: Stormreach, hvor man altså er begrænset til blot at kunne stifte bekendtskaber i byen. Dette koncept fungerede glimrende i Guild Wars, men Stormreachs mure føles nærmest klaustrofobiske. Ligeledes føles spillets community fladt, da der ikke er andet end den lokale kro til at binde folk sammen - ude på byens gader er folk spredt for vinden.

Jeg blev sørgeligt skuffet, da jeg fandt ud af, at det er umuligt at gøre noget på egen hånd. Ud over de første par missioner, skal man bruge en gruppe eventyrere for at klare samtlige missioner og opgaver, som man får i Stormreach. Med andre ord er man fuldt ud afhængig af, at andre spillere er engagerede, modne og tilstedeværende, når de spiller. Gang på gang måtte jeg tage til takke med spillere, der løb ind i fælder, forlod gruppen på de underligste tidspunkter, eller kom til at lave den ene fatale brøler efter den anden - hårene i min hovedbund er efterhånden blevet trukket ud i uendelige mængder, og jeg er endda kun nået til niveau tre på min lille syngende halfling. Mange missioner er lange og krævende, og selvom der er integreret et glimrende voicechat system i selve spillet, så er det langt fra alle der er lige flittige til at bruge det. Bedre bliver det heller ikke af, at lydkvaliteten er halvskidt - jeg ville foretrække at bruge andre metoder til stemmekommunikation i stedet, for kommunikation er en vigtig faktor, hvis man ønsker at klare mange af missionerne i Stormreach.

Dungeons & Dragons Online: Stormreach en blandet oplevelse. Ville jeg betale den månedlige sum af 100 rigsdaler, for at gå på eventyr i universet? Nok ikke, da der efter min mening findes masser af andre glimrende alternativer på markedet. Jeg vil dog på ingen måde afskrive spillet, og jeg er vis på, at mange D&D-fans vil ligge deres terninger og notesblokke på hylden, så snart de har besøgt Stormreach - for når man først har en god gruppe, og det hele kører som det skal, så er Dungeons & Dragons Online: Stormreach et rimelig fornuftigt spil. Men hvis Turbine ikke adresserer det altafgørende problem og lader mig gå på eventyr alene når jeg har lyst, så bliver min konto nok ikke fornyet i slutningen af marts. Og ja, så er jeg for så vidt ligeglad med, om Dungeons & Dragons handler om at gå på eventyr med andre - for det er ikke sjov at gå på eventyr, når det for det meste er med paphoveder.