Dustborn

Jeg har altid haft en stor forkærlighed for The Longest Journey, det legendariske eventyrspil om den fortabte April Ryan, som skulle forene to vidt forskellige verdener. Det er et spil, der har efterladt et varigt indtryk på mig, både på grund af dets dybe fortælling og de komplekse karakterer. Siden da har jeg fulgt spillets skaber, Ragnar Törnquist, nøje. Han har stået bag en række efterfølgere til The Longest Journey, og senest har hans nye studie, Red Thread Games, udgivet spillet Draugen. Efter Draugen mistede jeg dog lidt overblikket over, hvad hans studie arbejdede på, men for nylig fik jeg chancen for at spille deres nyeste spil, Dustborn.

Red Thread Games er kendt for deres stærke fokus på historiefortælling, og det er heller ikke anderledes i Dustborn. I spillet træder man ind i rollen som Pax, en lidt snu og manipulerende karakter, der er på flugt med sine tre venner. Spillet kaster dig direkte ind i handlingen, hvor man møder Pax og hendes slæng midt i en biljagt. Det sker uden nogen form for introduktion til handlingen eller karaktererne, hvilket kan være lidt desorienterende i starten. De fire venner er i besiddelse af en meget forbudt USB-pind, som de har stjålet, og det står hurtigt klart, at denne lille genstand er af stor betydning for nogen, der ikke ønsker, at dens indhold kommer ud i offentligheden.

Denne indledning til historien og karaktererne er dog ikke foruden problemer. Spillet tager sin tid om at afsløre, hvad der egentlig foregår, og fokus skifter hurtigt fra plottet til forholdet mellem de fire venner. Det er først langt senere i spillet, at USB-pindens betydning igen kommer i centrum. Dette narrative valg fra Red Thread Games' side kan virke frustrerende, da det får plottet til at føles en smule ufokuseret til tider. Jeg må indrømme, at jeg ikke er den største fan af denne form for historiefortælling, hvor det centrale plot træder i baggrunden for at give plads til karakterinteraktioner, som ikke altid føles lige relevante for den overordnede historie.

Når det er sagt, er det, Dustborn virkelig gør godt, karaktererne og den måde, de udvikler sig på gennem spillet. Dustborn foregår i 2030 i en kontrafaktisk verden, hvor historien har taget en helt anden drejning. I denne version af verden overlevede John F. Kennedy attentatet i 1963, men hans kone Jacqueline døde i stedet. Denne tragedie gjorde Kennedy mere autoritær, og det samfund, man møder i spillet, er præget af overvågning, undertrykkelse og en hårdhændet statsmagt, der ikke tolererer afvigelser fra normen. Pax og hendes tre venner er netop sådanne afvigere. De tilhører befolkningsgrupper, som i dag også kæmper for deres rettigheder, og udover deres livsstil har de også overnaturlige evner, der minder om dem, man finder i X-Men-universet.

Pax, som er spillets hovedperson, har evnen til at påvirke andre menneskers sind med sin stemme. Hun kan angribe folks hjerner med sine ord og få dem til at skændes, lamme dem eller få dem til at gøre, hvad hun ønsker. Hendes venner har lignende evner, som alle kan bruges til at løse gåder og manipulere samtaler med de mange karakterer, man møder undervejs. Denne del af spillet fungerer ganske godt, og den måde, hvorpå Pax' venners evner integreres i gameplayet, er imponerende. Disse evner passer perfekt til deres respektive personligheder, og man får rig mulighed for at udforske og forstå disse karakterer, efterhånden som spillet skrider frem.

Rejsen i Dustborn er en roadtrip gennem USA's bagland, hvor de fire venner, under dække af at være et band ved navn Dustborn, forsøger at nå til Nova Scotia for at aflevere den mystiske USB-pind. Dette setup giver spillet mulighed for at udforske forskellige amerikanske lokalsamfund, som alle har deres unikke karakteristika og beboere. Undervejs møder Pax og hendes venner en række forskellige karakterer, som de enten kan tage med på rejsen eller efterlade, alt efter hvordan man vælger at interagere med dem. Dialogerne mellem Pax og hendes venner er detaljerede og ofte ganske underholdende, men jeg må indrømme, at de til tider også kan blive lidt tunge. Især når man skal lytte til karakterer, man ikke bryder sig så meget om.

Når dagen er omme, holder gruppen pause på forskellige rastepladser, hvor man kan snakke med sine venner og udforske deres tanker og følelser yderligere. Disse samtaler giver et dybere indblik i karakterernes personligheder og forhold, men de kan også trække ud, især hvis man ikke er investeret i alle karaktererne. For dem, der ikke er så begejstrede for lange samtaler, tilbyder spillet også muligheden for at skrive ny musik i et minispil, hvor man matcher knapper på skærmen med knaptryk på sin controller. Det samme gælder, når man skal spille livekoncerter med bandet. Desværre er denne type minispil ikke min stærke side, og selvom man kan sætte sværhedsgraden ned til det absolut minimum, havde jeg svært ved at få det til at fungere. Jeg må indrømme, at jeg ikke er den største fan af denne mekanik.

En af de største udfordringer i Dustborn er dog de mange forskellige spilmekanikker, som ikke alle rammer plet. Mens historiefortællingen og karakterudviklingen er spillets stærke sider, falder det lidt igennem på andre områder. Kampsekvenserne er nok det største problem. Pax er bevæbnet med et bat, og hun er ikke bange for at bruge det, men kampene føles simple og utilfredsstillende. Fjenderne, der består af alt fra bikere til ordensmagten, skal have nogen på hatten, men kampmekanikkerne er meget simple og mangler dybde. Man svinger vildt om sig uden nogen egentlig strategi, og det hele føles hurtigt monotont og uden den tilfredsstillelse, man forventer af et kampsystem.

Selvom man også kan bruge Pax' og hendes venners overnaturlige evner i kampene, som for eksempel at få fjenderne til at slås indbyrdes ved at råbe ad dem, eller bruge deres særlige evner til at udføre kombinationsangreb, føles det hele alligevel fladt og uden den nødvendige dybde. Men hvor Dustborn virkelig skinner, er i sin historiefortælling. Spillet låner mekanikker fra Telltale-spillene og Quantic Dream, hvilket ikke er overraskende, da Quantic Dream også er udgiver af spillet. Dette betyder, at de valg, man træffer, har en stor indflydelse på historien og relationerne mellem karaktererne. Hvis man for eksempel er hård over for en af sine venner, vil denne karakter huske det, og det vil påvirke deres interaktioner senere i spillet. Denne form for dynamisk storytelling er noget, jeg altid har været fan af, og Dustborn formår at bruge det på en måde, der virkelig gør en forskel for spiloplevelsen.

Pax kan være en temmelig vanskelig ven, og hendes handlinger har konsekvenser for, hvordan hendes venner opfatter hende. Det er en interessant mekanik, der tilføjer en ekstra dimension til karakterudviklingen, og som gør, at man kan have meget forskellige gennemspilninger, hvor de beslutninger, man tager, får historien til at ændre sig markant. Derudover bliver hver gennemgang af historien understøttet af en unik tegneserie, der reflekterer de valg, man har truffet. Efter hvert kapitel bliver der lavet en tegneserie, som opsummerer de beslutninger og handlinger, man har foretaget sig, hvilket er en rigtig god måde at binde historien sammen på og give spilleren en følelse af, at deres valg virkelig betyder noget.

Alt i alt er Dustborn en blandet oplevelse, men den har sine stærke sider. På den ene side er historien og den måde, den bliver fortalt på, yderst underholdende og engagerende. Pax og hendes venners rejse gennem et dystopisk USA er fyldt med interessante karakterer og komplekse relationer, og den måde, hvorpå spillet giver spilleren mulighed for at påvirke disse relationer gennem sine valg, er virkelig godt udført. På den anden side er der visse spilmekanikker, som Red Thread Games ikke helt har mestret. Kampene og de mange små minispil føles til tider som et påhæng, der ikke rigtig bidrager til spiloplevelsen, men snarere trækker den ned.

Hvis du er til stærke historier og spil, hvor dine valg har betydning, vil Dustborn være noget for dig. Det er et spil, der handler mere om rejsen og de mennesker, man møder på vejen, end om actionfyldte kampe eller komplekse spilmekanikker. Hvis du derimod leder efter et spil med dybtgående og tilfredsstillende kampmekanikker, er der bedre alternativer derude. Men hvis du er villig til at se bort fra disse mindre problemer, er Dustborn bestemt et spil, der er værd at opleve, især for dem, der sætter pris på en god historie og komplekse karakterer.