Dying Light: The Beast

Parkour, zombier og skræmmende stemning. Når man koger det ned, har Dying Light-serien et stærkt kernekoncept, og det er nok en stor grund til, at serien fortsat trives og forbliver en favorit blandt fans.

Efter det seneste spil, Dying Light 2: Stay Human, fungerer det næste kapitel mere som en mellemstation, da Dying Light: The Beast hverken er et nummereret tredje spil eller et fuldskala-eventyr. Det følger derimod den oprindelige hovedperson, Kyle Crane, der i dette spil formår at undslippe den fangenskab og tortur, han har overlevet de sidste 13 år, hvilket knytter historien fra Dying Light: The Following sammen og udvider tidslinjen ud over Dying Light 2: Stay Human.

Techland havde oprindeligt tænkt spillet som en udvidelse til Dying Light 2, men besluttede til sidst, at det kunne blive noget større og stå på egne ben. I fortællingsmæssig henseende giver det mening, men gameplay-mæssigt føles det til tider lidt rudimentært og begrænset.

Handlingen begynder, efter Crane undslipper den grusomme skurk Baron, og han ender i det smukke europæiske område Castor Woods med en arkitektonisk flot gammel by, camp-sites, glitrende floder og tætte skove, der står i kontrast til de urbane elementer. Men alt dette undermineres af horder af voldsomme og mordiske inficerede. Crane må først overleve og derefter søge hævn mod manden, der har plaget ham i over et årti.

For at besejre en mand med en lille hær allierer Crane sig med andre mennesker og lærer snart, at hans egen overlevelse er knyttet til at bekæmpe stærke inficerede varianter kaldet Chimeras. Når de overvinder dem, kan Crane tage prøver af deres blod og injicere sig selv for at blive farligere og låse nye evner op. Barons eksperimenter har gjort Crane til et slags halv-menneske, halv-inficeret skabning, der både kan opføre sig som et almindeligt menneske og "Hulk-out" og blive et ustoppeligt monster drevet af raseri.

Gameplayet er klassisk Dying Light. Parkour og bevægelse er fremragende og giver en følelse af frihed og belønning, når man mestrer det. Kampene er udfordrende og kræver strategi, men byder også på knogleknusende nærkamp, som man ønsker i et zombie-spil. Der er crafting- og overlevelsesmekanikker, men de er ikke overvældende. Frygten er konstant til stede, især når solen går ned, eller man bevæger sig ind i mørke tunneler.

Progressionen er enkel: Crane har to skill trees - ét for hans menneskelige side, hvor erfaring fra missioner og aktiviteter låser evner op, og ét for Beast-siden, hvor man optjener points ved at slå Chimeras og kan bruge dem til at forbedre evner eller aktivere Beast Mode efter behov. Gearforbedringer er ligeledes ligetil, med ressourcer, der bruges til crafting eller opgradering.

Beast Mode er et næsten sikkerhedsnet for overlevelse - når tingene bliver svære, bliver Crane et uovervindeligt monster. Veteraner kunne ønske et pro/contra-system, fx at Crane mister menneskelighed, jo mere han bruger Beast Mode, men det fungerer stadig glimrende til boss-kampe og hurtig rydning af områder.

Den åbne verden imponerer ikke helt; Castor Woods er smuk, men temmelig ensformig. Udover historie- og sidequests er der hideouts, Dark Zones med ressourcer, tilfældige møder og militærkonvojer. Efter et stykke tid indser man, at spillet bedst opleves ved at følge hovedmissionen rimelig slavisk.

Alt i alt er Dying Light: The Beast stadig sjovt at spille. At lære mappet at kende, finde parkour-ruter, frygte Volatiles om natten, slå zombier ihjel og "Hulk-out" på Chimeras holder spillet engagerende. Det er ikke et stort skridt fremad fra Dying Light 2: Stay Human, men det er et let tilgængeligt spil med nok dybde til at få spilleren til at vende tilbage. Dying Light-formlen holder stadig, selvom innovationen nærmer sig et punkt, hvor det snart vil være påkrævet.