Efter næsten 30 års samarbejde, gik EA og FIFA for halvandet år hver til sit, da det internationale fodboldforbund ønskede en lidt for stor andel af, hvad der har udviklet sig til en regulær pengemaskine. EA har derfor valgt at kalde det seneste udspil i deres populære fodboldspilserie for EA Sports FC 24, men hvis man håbede, at navneskiftet ville betyde en frisk start, bliver man desværre skuffet. EA praler af masser af nyere funktioner, men læser man nærmere efter, virker det mere som patch notes, end som reelle forbedringer.
Den mest markante af de nye funktioner er vel sagtens den opdaterede version af HyperMotion. Teknologien blev introduceret tilbage i FIFA 22 og var med til gøre spillets animationer mere virkelighedstro, da alle bevægelser blev modelleret på et omfattende arkiv af videooptagelser. Sidste års HyperMotion2 raffinerede oplevelsen yderligere, og nu hopper EA så et par cifre over og introducerer HyperMotionV.
Det numeriske kvantespring afspejler sig desværre ikke på banen, for man mærker hurtigt, at EA Sports FC 24 på mange måder er en mindre poleret udgave af FIFA 23. Lad os dog starte med det positive. Spillerne har en ganske tilfredsstillende tyngde, og det mærkes både, når man angriber og forsvarer. Samtidig er tacklinger og hovedstødsdueller ikke længere blot sammenstød af bagvedliggende stats, og deres udfald afhænger i lige så høj grad med, hvor godt du timer dit indgreb. Momentum er, ligesom i virkelighedens verden, nøglen, og takket være forbedrede animationer kan spillerne blive sendt på nogle gevaldige flyveture, hvis de rammes af tacklinger eller en fremadstormende målmand.
Du har nu også mere kontrol over dine indlæg takket være AI True Flight Ball Physics. Det lyder en kende mere revolutionerende, end det her, men EA har arbejdet på at gøre boldens svæv mere naturligt, og det mærker særligt, når du forsøger at slå hårde, skruede indlæg. Det er næsten som at gå fra mortergranater til målsøgende missiller, men det kræver så også, at dine spillere har den fornødne kvalitet.
Om dine spillere evner at slå præcise indlæg eller sætte modspillerne af gennem driblinger afhænger ikke kun af stats, men også af de nye PlayStyles - en slags arketyper, der giver ekstra evner indenfor eksempelvis teknik, blokeringer, tacklinger eller hovedstød. Spillets største stjerner som Haaland, Mbappé og Rúben Dias har endda endnu mere effektive evner kaldet PlayStyles+, men du skal ikke forvente superkræfter, som dem du kan aktivere i gadefodbold-spildelen Volta. Faktisk er det så svært at få øje på PlayStyles i kamp, at spillet ser sig nødsaget til med et lille ikon at markere, hver gang en spiller anvender et signaturtræk.
På papiret lyder det meget godt, men, som den klassiske FIFA-kommentator John Motson forfalte os helt tilbage i FIFA 2001, så vindes fodboldkampe ikke på papiret. På den måde minder EA Sports FC 24 en hel del om virkelighedens Chelsea FC. For godt nok indeholder spillet masser af systemer, der isoleret set enten allerede imponerer eller udviser stort potentiale. Men der mangler tydeligvis en overordnet plan og vision. Det er derfor det dyre Chelsea-mandskab roder rundt i bunden af Premier League, og det er også derfor, EA Sports FC 24 ganske enkelt ikke er særlig sjovt at spille.
De overordnede problemer har været de samme lige siden skiftet fra Ignite- til Frostbite-spilmotoren i FIFA 17: Alt for tæt boldkontrol og ultrapræcise afleveringer, der fjerner enhver realisme. Men udover dette overordende problem, er vi nu også endt ud i, at spillets forskellige systemer begynder at modarbejde hinanden. Jeg er personlig stor fan af den ekstra tyngde, som AcceleRATE 2.0 tilføjer til spurt og driblinger. Men systemet betyder også, at man som forsvarer ofte skøjter forbi den spiller, man forsøger at stoppe, og problemet bliver kun større, når bolden er som klistret til angribernes fødder. Jeg kunne næsten høre bremselyden fra Sonic the Hedgehog, de gange hvor jeg febrilsk forsøgte at stande min forsvarer.
Samtidig udviser de nye systemer og tilføjelser en del børnefejl. Flere gange førte selv små sammenstød til overdrevne faldeanimationer, og AI for både dine egne og modstanderens spiller har nogle gange en tendens til at løbe i cirkler om hinanden og glemme alt om bolden. Målmændene, der ellers er blevet kraftigt forbedret de sidste par spil, forsøger nu alle at overgå Emiliano Martínez' heltebedrifter fra VM-finalen og kaster sig ud af målet som sprællemænd. Det ser spektakulært ud, men er sjældent særlig effektivt, og generelt har de ofte svært ved at finde den rette position mellem stængerne, hvilket resulterer i alt for mange nemme scoringer. Det hele virker ubalanceret, rodet og usammenhængende, bedst illustreres ved spillets sværhedsgrad, hvor de rutinerede fleste nok vil blive fanget i den bundløse kløft mellem Verdensklasse og Legendarisk.
Spillets puls - illusionen om du spiller den virkelige vare - er desværre ganske svag, og flere gange går den helt i stå, når spillets mange fejl viser deres grimme ansigt. Det er da meget sjovt, at man nu kan se replays, når spillet er på pause, eller se dommere uddele advarsler i førsteperson. Men lige lidt hjælper det, når scoretavlen og grafikelementer går på strejke, spillermodellerne klipper ind og ud af hinanden, og kameraet tager på skovtur. Normalt kan jeg acceptere den slags fejl, når der er tale om et tidligt anmeldereksemplar, men for et spil, der bygger videre på FIFA 23, FIFA 22, FIFA 21 og så videre, er det simpelt ikke acceptabelt.
Det er dog ofte sådan, at de FIFA-spil, der ikke gør de store fremskridt på banen, introducerer en del nye spildele eller opgraderinger uden for kridtstregerne. Desværre skuffer EA Sports FC 24 også fælt på dette punkt, og forbedringerne er så få og ubetydelige, at man skulle tro, der var tale om en Legacy Edition til forrige konsolgeneration, og ikke udviklerens flagskibstitel til PC, Xbox Series X og PlayStation 5.
Karrieredelen er nok stadig, hvor de fleste vil bruge deres tid offline. EA har denne gang forsøgt at skære fedtet af nogle af de systemer, der er blevet introduceret i løbet af de seneste par år, og du skal nu (heldigvis) ikke træne manuelt hver anden dag. I stedet kan du hyre et hold af trænere, der allerede er specialister i en såkaldt Vision - en overordnet taktisk tilgang såsom Tiki-Taka, Gegenpressing eller, strategien over dem alle, Parker Bussen. Det gør spildelen mere flydende end før, men ligesom næsten alle andre nyere systemer - hvad enten vi snakker simulering af kampe eller individuelle træningsprogrammer for spillerene - er det lige akkurat tidskrævende nok til at være irriterende, uden at være dybt nok til rent faktisk at tilstedstilende.
Vil du selv snøre støvlerne, kan du vælge spildelen Spillerkarriere, der sidste år fik en gevaldig overhaling. Det er stadig ret sjovt, men den eneste meningsfulde tilføjelse er en agentfunktion, hvor du kan udse dig en fremtidig klub og ved at opnå målsætninger arbejde dig tættere på drømmeskiftet. Og hvor PlayStyles nu lader dig forme din spiller yderligere, så går du næsten for hurtigt fra at være bænkevarmer til verdensstjerne.
Tager vi spillet online, har Clubs og Volta Football fået så små forbedringer, at du skal lede efter dem med en femstjernet chefscout. Derimod har pengemaskinen Ultimate Team fået flere ændringer. Evolutions lader dig udvikle dine kort og kan i princippet skabe en større forbindelse til dit hold af lejesvend. Netop tilnytteten til dine spillere og din fiktive klub har ofte haltet lidt, så det er en velkommen forbedring.
Den mest omdiskuterede ændring har været, at du nu kan spille med både mænd og kvinder på samme hold i Ultimate Team. Nogle vil (med rette) sige, at det ikke er realistisk, at kvindelige spillere har samme niveau og egenskaber som deres mandlige pendanter. Men i en spildel hvor Messi og Ronaldo kan spille side om side med afdøde legender som Lev Jasjin og Diego Maradona, hvor 7-5 er end mere hyppig score end 0-0, og hvor spiller hentes til din klub via kortpakker, virker det næsten fjollet at tale om realisme. Selvom jeg ikke vil kritisere EA for deres indragelse af kvindelige spillere i Ultimate Team, vil jeg heller ikke rose dem, da der kun er fem kvindelige ligaer og en håndfuld landshold. Da rettighederne til kvindesport alt andet lige må koste en slik, sammenlignet med, hvad EA betaler for herrefodbold, er det simpelthen for sløvt, og man kan nemt få en mistanke om, at satsningen på kvindefodhold er mere et PR-stunt end et helhjertet initiativ, som det virker til at være tilfældet med det fremtidige Football Manager 25.
Modellen med årlige opdateringer til sportsspil har længe været til debat, men EA og andre udviklere har ofte kunne forsvare sig med, at man trods alt fik et bedre produkt med flere funktioner. Det er simpelthen ikke tilfældet i år. Spillet på banen er, trods flottere animationer og et par gode tilføjelser, mere rodet end tidligere, og udenfor banen mangler vi de klassiske musiknumre og VM-spildele for både mænd og kvinder, der var med til at gøre FIFA 23 til en forholdsvis imponerende samlet pakke. EA har tilsyneladende brugt flere ressourcer på at markedsføre det nye navn, end forbedre formularen, og det er derfor meget svært at anbefale EA Sports FC 24 til andre end de mest dedikerede fans.