Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Eat Lead: The Return of Matt Hazard

Eat Lead: The Return of Matt Hazard

Kan man lave satire uden selv at falde i klichehavet? Vicarious Circle har i hvert fald svært ved det og leverer en noget tam oplevelse, der ender meget usjov...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

It's Hazard Time!

Mød Matt Hazard, en mand der kombinerer Marios evne til at være med i dusinvis af spil med Duke Nukems attitude og Dooms Space Marines uoriginale udseende. Før i tiden var han helt i alt fra 2D platformsspil til Doom-kloner. Efter at have forsøgt sig med en kartracer, endte han som sofakartoffel uden job. Indtil han blev tilbudt et comeback i et nyt actionspil. Tilbuddet bliver modtaget med kyshånd fra señor Hazard, indtil det går op for ham, at nogen er ude på at dræbe ham. For alvor!

Dette er plottet i Eat Lead: The Return of Matt Hazard, der mest af alt må betegnes som en satire over actiongenren. Og det begynder ekstremt godt. Matt brokker sig hele vejen gennem spillets tutorial. "Skal jeg lære at gå i dækning?" spørger en tydeligt forundret Matt, mens et skilt fortæller ham, at han kan gå i dækning ved at trykke på A-knappen. Lidt senere, lige inden Matt skal kæmpe mod spillets første boss ved hjælp af en obligatorisk Quick Time-sekvens, påpeger Matt, at bossen burde få en ny manuskriptforfatter. Fantastisk! Branchen har alt for længe savnet spil, der tør tage lidt gas på sig selv og genren. Hvis dog bare resten af spillet stod mål med humoren.

Gameplayet er nemlig ufattelig monotont. Nogle trange gange leder dig fra lokale til lokale. Før du kan komme videre, må du skyde alle fjender. Og disse fjender dukker gerne op bag dig. De er dumme og lider samtidig af, at der åbenbart kun er to forskellige modeller pr. fjendetype, hvorfor du føler, at du er trådt ind i klonfabrik. Dog vil de Wolfenstein 3D-agtige fjender sikkert vække jubel, da de er godt fundet på.

Dette er en annonce:

Eat Lead kan faktisk kun bringe få nye ting på bordet. Når du sidder i dækning, kan du med sigtekornet pege på et andet sted, trykke på Y og se Matt løbe derhen. Det er faktisk ret smart, men ikke noget der virkelig er behov for.

Derimod er Matt handicappet på forskellige måder. Han bevæger sig af sted som en lemlæstet kapgænger, kan kun bære to våben på en gang og kan end ikke kaste granater. Han spøger selv med, at han ikke kan kaste med granater, hvilket er sjovt i første omgang, men man begynder senere at overveje hvorfor han ikke kan. Dovenskab fra udviklernes side eller en nedgradering af hans evner bare for vittighedens skyld?

Det er sådan set heller ikke morsomt, at spillet benytter de samme tricks hele tiden, uanset hvor mange jokes, der kan brygges på det. Og det er faktisk relativt få jokes, der falder af udenfor mellemsekvenser. Matt er kun bevæbnet med en lille håndfuld smarte bemærkninger, hvilket meget hurtigt bliver utroligt kedeligt. Især fordi bemærkningerne faktisk er ret triste i længden. I stedet for at lade Matt ironisk bemærke, at det er pudsigt, at han skal dræbe alle fjender for at komme videre, så gør dog noget ved det. Udviklerens tilgang til humor er åbenbart at gentage den så ofte som muligt og slå folk i hovedet med den, indtil vittigheden er fuldstændig død.

Bedre er det ikke, at spillet reelt set ikke er særlig pænt eller nogen fryd for øjnene. Banerne ligner baner fra et computerspil, hvilket som sådan er meget autentisk, men samtidig betyder det, at banerne er kønsløse gange uden nogle attraktioner. Der er nogle brandslukkere og potteplanter, der kan nedskydes, i Xbox 360-udgaven ledsaget af nogle af de letteste Achievements nogensinde, men bortset fra det er der ingen belønning for at kigge på miljøerne. Det er synd, da der sikkert kunne spindes mange morsomheder over spils banedesigns. I stedet synes udviklerens opfindsomhed at løbe tør hen mod spillets slutning og det lider spillet kraftigt under.

Dette er en annonce:

I det mindste kan man glæde sig over stemmeskuespillet, der faktisk er ret morsomt, men det blegner, når man tvinges til at høre to-tre melodier på repeat. Disse melodier er end ikke gode, men prøver åbenbart at låne elementer fra alle spilhistoriens epoker, hvilket lyder ret irriterende.

Eat Lead: The Return of Matt Hazard er et spil som jeg virkelig gerne vil holde af. Humoren, når den ikke overdrives eller trækkes længere end den kan klare, sidder lige i skabet. Spil mangler generelt humor og Matt Hazard kunne være et tiltrængt pust. Men præcis som det var tilfældet med det seneste The Simpsons-spil, tror udvikleren åbenbart, at humor og satire er undskyldning nok for at benytte genrens samme gamle klichéer. Og det er ikke sjovere at myrde dusinvis af fjender i et spil end i et andet, selvom man får at vide, at det er morsomt.

Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
Eat Lead: The Return of Matt Hazard
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Humoren er rigtig god. Visse fjender er godt designet.
-
Svage jokes bliver brugt for ofte. Gameplayet er meget tyndt. Banerne er uinteressante.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Eat Lead: The Return of Matt Hazard

Eat Lead: The Return of Matt Hazard

PREVIEW. Skrevet af Lee West

Han var en helt i 8-bit-dagene... eller var han? Lee West tog turen til København for at spille beta-udgaven af Matt Hazard. Nu fortæller han så alt om mødet med helten...



Indlæser mere indhold