El Matador

Fesent. Det er det eneste ord, jeg kan komme på, efter at have tilbragt adskillige timer under Sydamerikas lune himmelstrøg. Jeg er ikke taget på charterferie, derimod er jeg her for at tage kærlig hånd om de lokale narkokarteller, og der er åbenbart kun én eneste måde, at gøre det på; jeg fylder rygsækken med raketstyr, miniguns og granater, og gør klar til at klare det på ren og skær Rambo-manér.

Det burde være enhver drengerøvs drøm, at pløje sig gennem horder af intetanende fjender, og skyde dem mens de stikker knoppen frem fra vinduer, søjler, tønder og iturevne sofaer. Problemet er bare, at det er det ikke.

Som selveste El Matador, er der kun en vej frem. Pløk alt, der bevæger sig. Historien er degraderet til nogle små, uinteressante mellemsekvenser, hvor du stifter bekendtskab med spillets charmeforladte hovedpersoner. Den karakteristiske narkohaj, El Toro, ligner forbløffende meget superskurken fra Robocop, der ender med at smelte i en eller anden form for syre. Resten af personerne, såvel navne som udseende, er gået direkte i min glemmebog, med undtagelse af El Matadors kvindelige modstykke Mia, der imponerer, med nogle fornuftige attributter.

Problemerne i El Matador er mangfoldige. Dine med-betjente har tendens til at skubbe dig ud midt i skudlinien, fordi de åbenbart har lyst til at sidde bag netop din olietønde. Hente- og gemmetiderne er uendeligt lange, og spilmotoren er langt fra færdigoptimeret til, at køre godt på bare mellemgode systemer. I øvrigt bliver det et sandt helvede, når du møder en af spillets mange bosser, og er lige lovligt såret inden kampen begynder: der er nemlig ingen nåde at hente i El Matador, og lynhurtigt finder du ud af, at du skal hente og gemme spillet i længere tid, end du rent faktisk spiller det. Trist.

Hvor mange skud skal der til, for at dræbe en mand? Cirka 36. I hvert fald, hvis man følger El Matadors opskrift på den menneskelige anatomi. Jeg er udmærket godt klar over, at det er et knapt så realistisk actionspil, men derfor er det alligevel ret deprimerende, at jeg gang på gang er nødsaget til, at tømme min AK47 i hovedet på mine Sydamerikanske fjender. Er det fordi, de har taget en overdosis af en art, som så pludselig gør dem til overmennesker for en stund? Der må da være en forklaring.

Men hvad pokker. Et eller andet sted dybt i min underbevidsthed, har jeg faktisk moret mig et par gange med El Matador. Når de levende omgivelser eksploderer og resulterer i et inferno af skrig og kaos, og jeg hiver min minigun frem fra lommen for at afslutte arbejdet, så morer jeg mig faktisk ganske bravt. Visuelt er El Matador også som en pose lørdagsslik: lækkert og velsmagende. Men der er for kort mellem de gode øjeblikke i El Matador, og spillet holdes tilbage i armlås af dybdegående problemer. Det bør undgås.