Elden Ring: Shadow of the Erdtree

Jeg ved ikke, om Miyazaki intentionelt løj, da han i et interview konstaterede, at the Shadow Realm, som udvidelsen Shadow of the Erdtree foregår i, er omtrent på størrelse med området Limgrave fra Elden Ring. For i den dystre nye verden, hvor det enorme, sygeligt udseende Scadutree er et konstant symbol på verdens uorden og forfald, kommer din Tarnished til at udforske vidt forskellige biomer og to nye legacy dungeons - begge noget af FromSoftwares hidtil fineste arbejde.

I forhold til mængden af landmasse at ride hen over på vores allesammens trofaste dobbelthoppende hest, Torrent, er the Shadow Realm slet ikke på størrelse med hovedspillet. Til gengæld repræsenterer den nye verden en anden, og efter min mening langt mere engagerende, tilgang til open world-design, hvor den begrænsede landmasse opvejes af et udpræget vertikalt og langt mere indholdsmættet design. Overalt, du befinder dig, vil der være dragende pejlemærker at begive sig hen imod - mørke fæstninger og slotte, hvis tårne og spir vrider sig mod himlen, dybe raviner med funklende floder og mørke skove, og et gigantisk, savtakket bjerg, som du bare ved er hjemsted for en drabelig drage. Men at nå til disse pejlemærker er ikke altid ligetil. Jovist er der ofte tydelige hovedveje at følge, men mere end det nogensinde var tilfældet i hovedspillet gælder det om at afsøge små, ved første øjekast ubetydelige sideveje og huler samt at holde skarpt øje med små afsatser at klatre op- eller falde ned på langs stejle skråninger og dybe kløfter.

I takt med at du udforsker og kortlægger verdenen, vil du med garanti støde på flere gyldne kors, som markerer hvor guden Miquella har befundet sig. Det er nemlig den af omdømme empatiske bror til krigsgudinden Malenia, som du og en håndfuld nye enigmatiske karakterer forsøger at opspore. Blandt disse er Leda, en af Miquellas mest trofaste tilhængere, Freya, en gladiatorlignende kvinde, som har kæmpet side om side med General Radahn, og den ældre og vise Ansbach, der er i tjeneste hos Lord Mogh, selv efter hans død. Historien er som altid kryptisk, men ligesom i hovedspillet besidder verdenen en mytologisk tyngde, der motiverer dig til at forsøge at afdække motiverne hos de forskellige halv- og helguder og deres usynlige kosmiske indflydelser.

Det havde ikke været et FromSoftware-produkt, hvis udforskning af en snørklet, vidt forgrenende verden ikke går hånd i hånd med et utal af intense kampe, og Shadow of the Erdtree er naturligvis ingen undtagelse. Det er med god grund, at adgangskravet til udvidelsen er at have besejret bosserne Radahn og Mogh i hovedspillet, og at det anbefales at rejse til the Shadow Realm i omegnen af level 150, for her lurer de mest dødbringende modstandere, din Tarnished kommer til at tage kampen op imod.

Et af højdepunkterne ved at udforske et nyt FromSoftware-spil er efter min mening at støde på ukendte bosser, så bare rolig, jeg kommer ikke til at spoile dem. Jeg kan dog fortælle dig, at visse af bosserne er blandt de mest cinematiske, FromSoftware nogensinde har skabt, og at de vil presse dine evner til det yderste. Jeg vil endda vove at påstå, at en af dem (valgfri) er på Malenia-niveau, mens sidstebossen er endnu mere udfordrende. Og lige i sidstebossens tilfælde må jeg ærligt indrømme, at FromSoftware er gået over grænsen. Jeg tog mig selv i at bryde ud i grin over, hvor forsvindende lille et pusterum jeg havde mellem bossens ustandselige fatale angreb - alle med enorm rækkevidde og splash damage.

Derfor skal du ikke skamme dig over at tage imod al den hjælp, du kan få. Masochisterne vil sikkert insistere på at afholde sig fra Spirit Ashes, men det føles vitterligt, som om samtlige bosser er designet med henblik på flittig brug af dem. Derudover er det afgørende, at du udforsker the Shadow Realm grundigt i søgen på nye opgraderingsmaterialer kaldet Scadutree Fragments og Revered Spirit Ashes. Førstnævnte øger din egen skade samtidigt med at reducere, hvor meget du tager fra fjender, mens sidstnævnte gør det samme for dine spirit ashes. Disse har kun en effekt inde i the Shadow Realm og trivialiserer således ikke hovedspillets indhold. Det er min kraftigste anbefaling, at du opgraderer din Tarnished så ofte du kan, for selv med en næsten fuldt opgraderet karakter slår normale trashmobs mig ihjel i et par slag.

Spirit Ashes og nye opgraderingsmaterialer er selvfølgelig ikke det eneste, der vil hjælpe dig med at overkomme the Shadow Realms mange farer. Et utal af nye våben og magier venter på at blive fundet og er et af højdepunkterne ved udvidelsen. Med hele otte nye våbenkategorier og et hav tilføjelser til eksisterende er der noget for ethvert tænkeligt build, selvom visse tilgodeses mere end andre. Det er næsten umuligt for mig at udpege et favoritvåben, for jeg er kæmpe fan af så mange af de nye tilføjelser: Brutale Great Katanas, elegante Light Greatswords, flænsende Wolverine-klør, kasteøkser, Messmers flammespyd og ikke mindst de nye martial arts-våben, der tillader dig at uddele knytnæver, nyrestød og flyvespark, uanset hvor tung en rustning du bærer.

Lige som du tror, du har fundet dit drømmevåben, falder du over et nyt, som du bare bliver nødt til at prøve. Og det kommer til at ske igen og igen, hvorfor du kommer til at aflægge mange visit hos Renalla - karakteren i hovedspillet, der tillader dig at respecce. Derfor er det lettere frustrerende, at respec-materialet Larval Tears stadig er en begrænset ressource. På den lyse side vil udvidelsen have dig til at eksperimentere med de mange nye våben og er ekstremt gavmild i forhold til at uddele materialer til opgradering af våben.

Jeg har allerede været inde på den åbne verdens mere tætpakkede design, men det ville være synd ikke også at nævne de nye legacy dungeons. Hvor den første af de to, kaldet Belurat, Tower Settlement, "bare" er en bundsolid dungeon på lige med dem i hovedspillet, så er den anden legacy dungeon, Shadow Keep, en af de bedste dungeons, FromSoftware nogensinde har skabt. Denne dystre højborg er med flere ind- og udgange sømløst integreret i verdenen og kombinerer de bedste elementer fra udviklerens tidligere middelalderslotte, tårne- og biblioteker med masser af neglebidende platforming og et fængende nyt koncept, der går ud på at dræne et oversvømmet distrikt.

Det skader heller ikke, at de nye dungeons (såvel som hele the Shadow Realm i sig selv) rent visuelt er i særklasse. På trods af at spillet kører på den samme teknologi som det nu over to år gamle Elden Ring, så kommer du til at måbe over den storslåede arkitektur og de mange bjergtagende udsigtspunkter. Det skal i øvrigt nævnes, at the Shadow Realm trods sit dystre navn også byder på lyse og særdeles eventyrlige områder a la Liurnia of the Lakes fra hovedspillet. I den anden ende af spektret har vi et decideret, Bloodborne-inspireret horror-område, som jeg vil anbefale dig at spille med hørebøffer.

Jeg har tydeligvis svært ved at få armene ned over Shadow of the Erdtree. FromSoftware har ikke genopfundet sig selv med udvidelsen, men jeg mener, at de har skabt deres hidtil bedste stykke indhold, både fra et æstetisk synspunkt og, vigtigere, et designmæssigt. Jeg er kæmpe tilhænger af den mindre, men langt mere vertikale og indholdsrige åbne verden, som blandt andet byder på en ekstremt medrivende legacy dungeon, nogle af de mest cinematiske bosser i udviklerens historie, og et hav af fede nye våben. Det er dog vigtigt at understrege, at udvidelsen bestemt ikke er for alle. Ikke bare har den forholdsvis strenge adgangskrav; den er kompromisløst designet til Souls-veteraner. Var du frustreret over hovedspillets sværhedsgrad, bør du måske spørge dig selv, om det her er noget for dig. Elsker du derimod neglebidende udforskning og intense bosskampe, der vil presse dig til det yderste, så har du en fuldstændig mageløs oplevelse i vente.