Electroplankton

Under sidste års E3-messe landede jeg på et tidspunkt foran en Nintendo DS, som i modsætning til alle dens søskende, ikke blev begloet og befamlet fra alle sider. Mens eksplosioner og heftige actionsekvenser prægede alle de andre konsoller, havde denne maskine fået opgaven, at fremvise et lille uskyldigt projekt, som mest af alt lignede bunden af et forladt akvarium. Dette var mit første møde med Electroplankton, og straks efter min forsinkede hjemkomst, lavede jeg en forespørgsel om at få den specielle titel i hænderne, så snart den var landet på redaktionen.

Indhyllet i en smuk metallisk blå boks, må indpakningen til denne titel gå over i spilhistorien, som en af de mest præcise beskrivelser af den dertilhørende oplevelse, for hvis du ikke synes indpakningen virker interessant, vil du heller ikke bryde dig om indholdet. De transparenthvide, vandmandlignende skabninger, der med deres store smil beboer indpakningens metalliske blå ocean, sætter blot prikken over i’et. Selvom alt dette måske ikke giver den store mening, og du måske er mere forvirret end hvad godt er på nuværende tidspunkt, vil det hele passe som et puslespil, så snart titlen startes op.

Med boblende lyde og hvad der mest af alt lyder som et symfoniorkester under opvarmning, venter der dig ti forskellige lydeksperimenter, der alle repræsenteres af forskellige racer af de vandmandlignende væsner, som også pryder spillets forside. Hvert eksperiment byder på forskellige måder at påvirke væsnerne på, men hvad vigtigere er, er at hvert eksperiment også byder på sin egen palette af lyd og dertilhørende manipulation. Hvor en bane lader dig spinde farverige plader rundt, der giver mere lyd, jo hurtigere du spinder dem, lader en anden dig påvirke vinklen, hvorfra nogle små frølignende individer springer, rammer en blomst og dermed laver forskellige lyde.

De fleste af titlens eksperimenter er meget forskellige og kan give vidt alternative resultater. Mine personlige favoritter består af en slags organisk beatboks, hvor det er muligt at gemme op til fire forskellige indspilninger optaget gennem mikrofonen, samt et slags levende keyboard, hvorpå man kan sammensætte underlige melodier med gamle lyde fra gårsdagens Nintendo-titler. Alt sammen bliver selvfølgelig betjent næsten udelukkende via den trykfølsomme skærm samt stylusen, og med et par enkelte peg komponerer man hurtigt og nemt sin første melodi.

Mindst ligeså alternativt som selve ideen bag denne titel, er det grafiske udtryk, der på trods af et ekstremt minimalistisk udtryk, alligevel passer fortrinligt til alle spillets aspekter. De smilende væsener, der konstant bidrager med deres besynderlige lyde, kunne måske have klaret en ekstra gang farvelade hist og her, men alligevel leveres der et grafisk udtryk, som passer perfekt til det der foregår på skærmene.

Når jeg i denne anmeldelse bliver ved med at referere til spillets forskellige muligheder som eksperimenter, er det fordi, at det hele virker som et teknisk eksperiment frem for et decideret spil. Der er ingen tvivl om, at det kan være sjovt at sammenstykke små tilfældige stykker musik, men grundet adskillige mindre problemer, er det simpelthen ikke langtidsholdbart. Værst af disse problemer er, at ingen af eksperimenterne er lineære nok i deres opbygning til at de kan læres og dermed udnyttes til reel melodiopbygning. I stedet trykker man tilfældigt på skærmens forskellige komponenter, og maskinen sørger så selv for at brygge det hele sammen til en sammenhængende melodi. Selv om man skulle få sammentømret noget man er glad for, er der heller ikke indlagt nogen måde at gemme det på, og det stykke vil derfor for altid være glemt, så snart maskinen slukkes.

Electroplankton er en af de titler, der synes at være perfekt til at vise den håndholdte maskine fra dens mest innovative side. Alle kan forholde sig til de blippende melodier, der hurtigt spyttes af sted fra maskinens gemte lydkredse, og da melodier kan brygges sammen på få sekunder uanset erfaring, kan titlen være en sand opmærksomhedsmagnet. Det ændrer dog desværre ikke ved, at dette praktisk talt ikke er et spil, men snarere ville have gjort sig godt som en medfølgende teknisk demonstration af maskinen, da den i sin tid blev lanceret.