Empire Earth II

Hvor mange strategi-titler tager afsæt i et afgrænset historisk forløb, har Empire Earth II et anderledes langsigtet perspektiv. Faktisk kan man på det nærmeste starte med at gokke sine gryntende artsfæller af racen Homo Sapiens ned med køller for at afslutte sit imperiums udvikling med rumfartøjer og våben indtil flere hundrede år ude i fremtiden i forhold til nutiden.

Hvis du kender Civilization-spillene i forvejen, så er du allerede fortrolig med den grundlæggende spilidé i Empire Earth II. Du grundlægger din civilisation - nå, nej dit imperium - ved at vælge at spille som azteker, tysker, amerikaner eller koreaner. Herefter grundlægger du imperiets hjemby, og nu gælder så på en ene side om at brødføde undersåtterne, så der er tilstrækkeligt med slaver og arbejdere til at samle ressourcer til at holde sammen på imperiet. På den anden side skal du sikre en stadig udvidelse dit imperiums areal og samtidig opretholde den fornødne militære styrke til at fastholde dets udstrækning.

Empire Earth II betjener sig ikke overraskende af den velkendte træstruktur til udvikling af ressourcer og forskningsmæssige landvindinger. Det gælder om at balancere fornuftigt og langsigtet mellem at tilgodese undersåtternes ve og vel og din egen bag som imperiets overhoved. Der lader da heller ikke til at være nogen nem vej til succes i Empire Earth II. Som spiller vil du nemlig stå over for en hel del dilemmaer undervejs fra huleboerstadet til rumalderen. Spillere, der ikke er fortrolige med det oprindelige Empire Earth og med strategispil i det hele taget vil da nok også opleve en relativt stejl indlæringskurve.

I forhold til første udgave af spillet er der sket forbløffende lidt i gameplayet. Det mest opsigtsvækkende er en række nye facetter af dit diplomatiske råderum over for andre nationer og imperier i spillet. Det er blevet betydeligt lettere at etablere militære alliancer og at få de allierede parter til at sætte et koordineret angreb ind efter spillerens ønske. Der er selvfølgelig tale om en feature, der først og fremmest er møntet på multiplayerdelen, men faktisk fungerer styringen af AI-styrede allierede i singleplayer mode også ganske fortræffeligt.

Det skal også nævnes, at brugerfladen nu åbner mulighed for at åbne særskilte ruder i skærmbilledet, hvor man kan følge ressourceindsamlingen i fjerne egne af imperiet, mens man i andre ruder følger den militære indsats og i øvrigt i hovedvinduet bygger nye byer eller bygninger et helt tredje sted. Det lyder måske som et overbroderet fjernsyns-skærmbillede fra nyhederne på CNN - men i praksis får man som spiller et ganske fornuftigt overblik over sit imperium. Desuden kan man placere op til seks bogmærker rundt omkring på kortet over sit imperium, så det er let gå fra brændpunkt til brændpunkt.

Udover de fire grundlæggende nationalt betingede kampagner kan man spille afgrænsede missioner. D-dagen dukker f.eks. op i endnu et spil - og denne historiske begivenhed kan opleves både med amerikanske og med tyske øjne. Hvis man stadig ikke er mæt af oplevelser i spillet, kan man endelig kaste sig over den medfølgende editor og definere egne scenarier, men det er nu ikke nogen helt nem affære. Under alle omstændigheder står man tilbage med en fornemmelse af, at der bliver holdt igen på de reelle nyheder til et Empire Earth III - eller til drypvise udvidelsespakker til toeren.

Den visuelle side af sagen er båret af landskaber med stor variation. Der er dog stadig en nøje sammenhæng med den nation, som man har valgt at spille fra starten. Enhederne udtrykker på samme måde deres civile eller militære funktion i forhold til det forventede særpræg, ligesom både lys og effekter i øvrigt er tegnet og animeret, så man har en fin fornemmelse af at følge et levende imperium. Løjerne på skærmen bliver endelig ledsaget af passende lydfeffekter og et underlægnings-musikspor, der har de store armbevægelser fremme, men som dog hurtigt bliver anonymt og enerverende at høre på.

Udviklerne fra Mad Doc Software har frembragt en ganske medrivende og velsmagende ret på grundlag af en aldeles velkendt opskrift. Som spiller kunne man måske godt have tænkt sig, at der var gjort mere ud af reel nytænkning og nye opsigtsvækkende smagsvarianter.