Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Empires: Dawn of the Modern World

Empires: Dawn of the Modern World

Empires er tydeligvis designet med det hardcore RTS-publikum i tankerne. Den pædagogiske vinkel er fuldstændigt skrinlagt.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Navnet Rick Goodman er uvilkårligt forbundet med klassikeren Age of Empires. Efter at have fejret store succeser med denne serie, vendte han - og resten af Stainless Steel - sig mod det uhyre ambitiøse Empire Earth. Desværre så druknede man her i 500.000 års udvikling, der trods den imponerende skala, aldrig rigtigt formåede at involvere spilleren. Det virker også indlysende, at man med 15 forskellige tidsperioder, dækkende alt fra hulemænd til science-fiction, vil miste de finere detaljer. Nu vender holdet så tilbage med en åndelig efterfølger, hvor man på mange punkter er back to basis. Titlen har fået en strømlining, hvor der er lagt meget mere vægt på de finere nuancer. Vi vil atter bevæge os ud i evolutionens vindstød, og svæve igennem en stridens udvikling.

HQ

Empires er tydeligvis designet med det hardcore RTS-publikum i tankerne. Den pædagogiske vinkel er fuldstændigt skrinlagt, og man kastes direkte ud i begivenhederne uden tutorial i rygsækken. Har man dog tidligere stiftet bekendtskab med genren, så vil man lynhurtigt føle sig hjemme. Tre overordnede historiske scenarioer ligger klar til afbenyttelse. Her kan man bevæge sig ud på eventyr i selskab med celebriteter som Richard Løvehjerte, Admiral Yi og General Patton. Dette foregår henholdsvis i et stridsplaget England, under japanernes brud på de koreanske grænser og ved de voldsomme kampvognslag som var med til at definere anden verdenskrig. Alle scenarioer er tilgængelige fra starten, og er fuldstændigt selvstændige enheder, der ligger på nogenlunde samme sværhedsgrad. Man begraves hurtigt i nogle lange vel fortalte mellemsekvenser, der virkeligt forstår at sætte en god stemning, og gør missionerne vedkommende. Sekvenser udspilles i spillets egen grafiske engine, der langt hen ad vejen formår, at leve op til opgaven. Det kan dog godt virke en kende kluntet med nogle stive animationer.

De tre kampagner forsøger dog at fjerne sig fra det klassiske "byg base og kæmp" princip, og leverer i højere grad afvekslende missioner. Derudover så er der en god diversifikation kampagnerne imellem, hvilket fint understreger forskellen i den situation, man som udgangspunkt er i. Der er altså en vekslen fra at være den aggressive part til at være defensiv, hvor man konstant må være på flugt og fjerne fjender ved guerillataktik. Derudover er der mange baner, hvor man blot skal bevæge sig rundt med den givne hovedperson, og så forlade sig på tilsendte forstærkninger. Det er generelt med til at give historien et langt mere flydende forløb, fremfor det enerverende ved konstant at skulle gentage samme procedure.

I Empires limiteres man til omkring 1000 års udvikling, hvor ni forskellige civilisationer er udvalgt grundet deres historiemæssige betydning. Det imponerende ved disse civilisationer er, at de umiddelbart er meget varierede. Her nøjes man ikke blot med en enkelt særlig enhed, i stedet så er der et væld af specifikke egenskaber, nationale styrker og særlige opgraderinger. Derudover så afspejles de historiske styrkeforhold, hvor Tyskland eksempelvis er uhyre militært stærkt ved starten af det 20. århundrede. Rusland kompenseres alternativt ved, at kunne bygge enheder uhyre stærkt, hvorfor de må benytte antal til at overvælde Tysklands teknologiske fordel. USA på den anden side begaves med stærke luftenheder, og får som den eneste nation adgang til A-våben. Forskellene udbygges af en række egenskaber, som kan efterforskes, og kan spilles på kortagtig maner under opgørene. Her kan man eksempelvis sprede ekstra energi over sine tropper, afsløre fjendtlige områder og andet.

Der er naturligvis også et økonomisk system, som ligger under kampmaskinen. Her skal man få sin befolkning til at samle forskellige ressourcer, der efterfølgende kan konverteres til nye bygninger og nyt mandskab. Heldigvis så er der her en glimrende path-finding, der gør hele byrden med at allokere arbejde til en leg. Arbejderne sørger trofast for at udføre deres givne opgave, og man gives frit spil til at fokusere på de vigtigere elementer. Hele det økonomiske ressourcesystem kommer sjældent til udfoldelse i kampagnerne, men er essentielt, når man bevæger sig ud på nettet. Her vil handler og alliancer lægge grundsten for episke stridigheder.

Dette er en annonce:

Hele herligheden holdes sammen af en glimrende grafik, hvor nænsomme effekter er med til at give begivenhederne liv. Alt præsenteres i 3D, hvor man tildeles frit spil med kameraets bevægelser. Landskaberne ånder liv, hvor en masse animationer gør deres til at give en god illusion. Dette bakkes op af nogle fremragende vejr- og vandgengivelser. Det føles utroligt lækkert, når man er involveret i et stort slag, hvor tanks, fly og soldater strømmer frem på skærmen. Maskinen understøtter et meget højt antal individuelle figurer, hvilket virkeligt giver indtrykket af storslåede opgør. Lydsiden er desværre noget tam, hvor de mange talte dialoger er slemt overspillede, og effekterne er flade. Det ændrer dog ikke på billedet af at Empires er et utroligt professionelt RTS, hvor fans af genren vil finde timevis af underholdning.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Ni civilisationer med masser af individuel særpræg
-
Det er den klassiske RTS formel – uden videre nytænkning
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold