En Garde! er en fantastisk idé. Ikke bare er det en fantastisk idé, det er en idé der konsekvent bakkes op af bundsolide systemer, og en dedikation til ikke at spilde spillerens tid med unødvendig eksposition og ligegyldigt fedt rundt om den saftige kerne.
Samtidig er det også et spil, desværre, der efter at have præsenteret sine gode ideer, ret hurtigt løber tør for måder at videreudvikle og ekstrapolere på de her ideer, og resultatet er derfor kort, samtidig med at det når at blive ensformigt inden slutteksterne ruller.
I En Garde! spiller du som Adalia de Volador, en Zorro-lignende figur der står imellem den navnløse bys uskyldige borgere og den griske, glubske Count-Duke. Ja, det er sådan set historien. I et kapitel skal du flygte fra et fængsel, i et andet plyndre førnævnte tyrans hemmelige skatkammer, men der er ikke rigtig nogen sammenhæng, og selvom spillet har tonsvis af selvbevidsthed og masser af charme, så er du hverken synderligt investeret i Adalia, eller nogen omkring hende. Jeg er tilbøjelig til at sige, at spillet har en setting, men ingen historie, hvilket er decideret ærgerligt.
Okay, så hvis der ikke er et narrativt hook, hvad er der så? Tværs over de bare fire kapitler, der tilsammen giver en spilletid på under fem timer, og måske også under tre, så er der en smule platforming i tredjeperson og kampe med specifikt sammensatte grupper af fjender, og det er sådan set det. Der er ingen samleobjekter, ingen meta-systemer, ingen levels eller skill trees. Du løber, hopper og fægter.
Det er som sådan ikke per definition en anke - alt for mange spil folder for mange selvmodsigende eller ligegyldige systemer ind i oplevelsen for at give illusionen om dybde, når det man egentlig gerne vil have vil have et par skarpe mekanikker, der videreudvikles tværs igennem spillet. Det gør En Garde! til dels, og ros for det, men følelsen jeg sidder tilbage med, er ret så hul, desværre.
Kampsystemet er spillets absolutte perle. Det er en afart Batman Arkham møder Nidhogg, hvor du både skal undvige fjendtlige slag og positionere dig til en ripost, samtidig med at du kan bruge dine omgivelser til din fordel. Du kan kaste med objekter for at bryde fjendernes forsvar og sparke dem ned af trapper og ind i fælder. Samtidig introducerer spillet fire-fem forskellige fjendetyper ret hurtigt, som så grupperes sammen i interessante kombinationer. Når En Garde! spiller på alle cylindre, så føler du dig som Zorro, der på legesyg vis bruger gryder, musikinstrumenter, et veltimet spark ned af trapper og overlegne evner med dine trofaste kåre til at besejre dusinvis af fjender.
Problemet er, at det er det eneste En Garde! kan. Ret hurtigt har du set, det der er at se, og uden et narrativt hook, grunde til at udforske dine omgivelser, interessant platforming (det er uhyggeligt rudimentært) eller systemer til at tilpasse din spillestil, så bliver det hurtigt tydeligt at rykke fra arena til arena, hvilket virkelig er det eneste En Garde! kan give dig. Det er, først og fremmest, en skam.
Før du ved af det er det forbi, og selvom at der hører en ret fed Arena Mode med, som giver dig masser af objekter og fælder, og masser af udfordring også, så tilføjes der ikke rigtig flere mekanikker. Der er angreb, forsvar, manøvrer, fælder og enkelte superangreb, men udover det løber En Garde! tør for damp ret hurtigt.
Jeg bifalder det insisterende fokus på kampe, men En Garde! fortjener mere; en handling, omgivelser der venter på at blive udforsket, reel progression. Intet af det er her, så selvom at spillets kerne er veldesignet og robust, så er det en lidt for slank oplevelse til at få en helhjertet anbefaling herfra.