Skip to main content
Gamereactor Previews Spyro
Previews

En travl lille drage

Vores alle sammens lille yndlingsdrage, Spyro vender tilbage til PlayStation sammen med sine venner i Spyro 3: Year of The Dragon.
Jesper H. Andersen 7 september 2000

Spyro har aldrig et stille øjeblik for sig selv. Knap nok har han besejret den lille hidsigprop til Ripto, før der er bud efter ham igen. Insomniac har denne gang sendt Spyro ud for at redde drageæg i Spyro 3: Year of the Dragon.

Der er igen tale om et 3D-platform spil med dragen Spyro i hovedrollen. En meget led og meget ond heks har stjålet alle de små drageæg med alle de små nuttede dragebabyer i. Dem skal hun bruge til at forvandle sig selv til den mest magtfulde skabning i universet. Om hun vil gøre dette ved at bage en kæmpeomelet ud af de mange æg, melder historien ikke noget om, men hvorom alting er, så drager Spyro og hans venner afsted for redde dagen og de mange små drageæg.

Jo flere vi er sammen

Spyro har altid været vant til at klare paragrafferne selv, med kun lidt hjælp fra sin omgangskreds men tiderne skifter. Ideen om ligestilling er nået til Drageland, så nu er det ikke længere kun op til Spyro at spille helt. Man kommer også til at tage kontrollen over seks af Spyros venner, som man skifter imellem efterhånden som spillet skrider frem. Hver enkelt figur har sine egne specielle egenskaber, som du får god brug for undervejs. Gameplayet skifter nemlig, når man forlader Spyro for at overtage styring af en af hans kammesjukker. Eksempelvis er kænguruen Sheila udstyret med nogle labre kæmpeben, der gør hende i stand til at levere nogle dødbringende spark og høje hop. Her træder platform-elementerne så for alvor frem, idet Sheilas stærke ben gør hende i stand til hoppe op på selv de mest ufremkommelige og afsidesliggende afsatser. Når man spiller som rumaben Agent 9, skifter gameplayet karakter og ligner mere et shoot'em-up spil. Den lille iltre abekat er nemlig udstyret med en rumpistol, som han er ekspert i at håndtere. Så må vi heller ikke glemme Bentley, en charmerende krydsning mellem en hulemand og en afskyelig snemand med en IQ på den forkerte side af nul til følge. Han slæber rundt på en kæmpekølle, som han gladeligt svinger i retning af alt og alle, han ikke kan li'. Sparks, den lille ildflue der har stået skulder til skulder med Spyro i de foregående spil, er også en af de figurer man kommer til at styre undervejs i spillet. Insomniac har lagt meget arbejde i designet af Spyros følgesvende og der vil sikkert ikke gå lang tid med spillet, før man finder sin yndlingsfigur.

Spyro 3 vil også byde på flere af de sjove minispil, som man indimellem rendte på i de foregående spil. Denne gang bliver der rig mulighed for gøre andet end at hoppe fra platform til platform. Man kan hygge sig med boksning, målskydning og meget mere.

"Av-av, jeg giver op!"

Når det kommer til grafik, så er der ikke ret mange spil, der kan måle sig med Spyro-serien. De to foregående spil var virkelig flotte at se på. Omgivelserne og figurerne nød alle godt af en masse farver og flydende bevægelser. Til Spyro 3 har Insomniac forsøgt at presse grafikken lidt mere, for at få lidt flere effekter lokket ud af den efterhånden aldrende grafikmotor. Det er de sluppet godt fra men ud fra det jeg så i denne preview-udgave af spillet, vil jeg mene at smertegrænsen er nået hvad angår grafikken. Hvis Insomniac ville lave et Spyro 4 til den gamle PlayStation, noget der sikkert aldrig vil ske, så bliver der i hvert fald ikke plads til grafiske forbedringer.

Lyden er også i absolut topklasse. Al dialog i spillet er nøje udformet og designet til at passe hver enkelt figur individuelt, således at de får masser af liv og personlighed. Et eksempel er Sheila, der meget passende taler med en udpræget australsk accent. Kombinerer man så den flotte stemmeføring med figurernes animation, bliver de pludselig nærværende og virkelige, at man næsten får lyst til at kramme dem.

Den største lille drage af dem alle

Spyro har nydt megen succes på PlayStation, takket være Insomniacs professionelle håndelag. Takket være deres sans for spildesign og "special touch" har gameplay, grafik, lyd og styring altid været perfekt afbalanceret i forhold til hinanden. Det er en stolt tradition som Spyro 3: Year of The Dragon agter at fører videre. Alle sejl er i hvert fald sat til for at gøre Spyro til, hvis ikke det bedste, så i hvert fald de mest alsidige og mest opfindsomme spil i serien. Kombinationen af klassiske platform-elementer med det omskiftelige gameplay, de mange opfindsomme minispil og muligheden for at spille som andre figurer end lige Spyro, vil uden tvivl være en kærkommen kombination for enhver Spyro-fan. Udgivelsen af spillet er sat til november og så bliver det spændende at se om Spyro stadigvæk er den største lille drage af dem alle.

Fuld profil 96 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.