Enchanted Arms

"Hvis bare"-kommentaren er en tilbagevendende ting i spilindustrien. Hvis bare Core Design havde haft lidt længere tid til at lave Tomb Raider, så var Angel of Darkness ikke endt som en pinlig maveplasker. Hvis bare Nintendo havde valgt CD-Rom-formatet frem for de små plastikkassetter, så havde N64 været et langt større hit, og hvis bare Microsoft havde haft et par velfungerende rollespil til Xbox-konsollen, så ville det japanske publikum have købt sig tossede i den store, sorte æske. Om det er sandt, er ikke til at vide, men hvis de føromtalte rollespil er i nærheden af From Softwares første eventyr til Xbox 360, så havde det næppe gjort nogen synderlig forskel.

Atsuma er skolens dovne dreng, en gavflab der spenderer det meste af sin tid på ottende række i magiuniversitets forelæsningssal. Her sidder han og snorker højlydt. Alligevel er han en af skolens dygtigste elever, ikke på grund af hans intelligens eller flid, men på grund af hans højre arm, en magisk anordning der indeholder mystiske kræfter, kræfter der naturligvis er omdrejningspunktet for historien. Hele dit liv har du daset, sovet i timerne og været én stor dårlig undskyldning, men nu er det slut. For mystiske, ældgamle kræfter er blevet vækket til live, og du er fanget i midten af det hele med en langt større rolle, end du overhovedet kunne forestille dig.

Enchanted Arms er i gang, men der lægges hurtigt låg på fornøjelsen. Spillets dialog er stiv, til tider ufrivillig komisk og for det meste bare uengagerende fortalt gennem stillestående billeder, der ikke ligefrem viderebringer følelser. Desværre så er dialogen ikke bare tynd, du har heller ikke muligheden for at tage samtalen i en bestemt retning. Du bliver ofte ikke præsenteret for nogen svarmuligheder, og hvis du endelig gør, så betyder det ikke noget for snakken, da den altid vil ende med samme pointe. At det engelske stemmeskuespil dertil er noget af det mest kummerlige, jeg nogensinde har lagt ører til, gør absolut ikke fornøjelsen større, og jeg fandt lynhurtigt mig selv i færd med at gennemrode menuerne, i et desperat forsøg på at finde det originale japanske lydspor.

Enchanted Arms er et turbaseret actionrollespil, ikke ulig Final Fantasy-serien, med masser af kampe og opgraderingsmuligheder for både dig og dine følgesvende. Der kan både købes nye, kraftigere angreb, kurerende medicin og alskens andre produkter, alle sammen hjælpemidler du får brug for til at udrydde al ondskab fra verdenen. Desværre så er der ikke nok muligheder for at personliggøre personerne, simpelthen fordi mange af opgraderingerne kun kan bruges af én bestemt person. Udover de kammerater, som slår pjalterne sammen med dig i løbet af eventyret, så kan de mange Golems, du møder undervejs, også sagtens slås for dig. Desværre så er der ikke så mange muligheder i omgivelserne, som der er i persongalleriet.

Spillet byder ellers på et utrolig flot univers, som består af alt fra enorme storbyer og overbegroede skove til gyldne kyster og mørke grotter. Det er en verden, som fremstår både imponerende og indbydende, desværre så slukkes drømmen om at udforske de små kroge og sidegader hurtigt, da de kun er for syns skyld, smukke men også tomme teater-kulisser uden dybde. Enchanted Arms’ storbyer har tilsyneladende også for nyligt været plaget af en sælsom form for pest, da antallet af mennesker på gaden er umådeligt spinkelt. Selv kongens hovedstad, London, er tyndt befolket og emmer slet ikke af det liv, som der burde være - eventyrverden eller ej. Det hele ser flot ud, men interaktivitet i miljøerne skal du lede længe efter. Desuden er alle ekstremt fåmælte og har for det meste ikke mere end at par linier dialog, de så gentager i uendelighed.

Kampsystemet er 100 % turbaseret, og der er ingen mulighed for at håndtere det i realtime. Fjenderne er ikke synlige, når du udforsker de forskellige områder, og det betyder, at du på et hvert givet tidspunkt, også selvom du har undersøgt rummet mange gange før, kan løbe direkte ind i endnu en kamp. Når kamppladsen så toner frem, afvikles det hele lidt som skak. Du rykker, fjenden rykker, der rodes i menuerne og så uddeles der tæsk. Desværre er der ingen reel dybde i kampsystemet, og jeg sad for det meste med en underlig følelse af deja-vu. Alle kampe var ens, alle taktikker de samme. Det endte med, at jeg bare satte min gruppe til at angribe automatisk for på den måde hurtigere at kunne komme videre med eventyret.

Enchanted Arms er langt fra genredefinerende. Det er et standardiseret eventyr, skåret over en velkendt skabelon, du har stødt på masser af gange, hvis du har spenderet bare et minimum af timer i en rollespilsverden. Men det, spillet gør rigtigt, er at skabe et unikt univers, som adskiller sig en del fra de rollespil, der tidligere er blevet udgivet til Microsofts konsoller. Det er ærkejapansk, en smule for meget for min smag, men hvis du er tilhænger af postapokalyptiske fortællinger, de overdrevne slåskampe og måske de melodramatiske replikker, så bør du absolut se nærmere på Enchanted Arms. Det er lineært, til tider direkte uengagerende, men ikke desto mindre så er det stadig rimelig underholdning til de RPG-hungrende Xbox 360-ejere, der ikke kan få nok af eventyr.