Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Epic Car Factory
Anmeldelser Epic Car Factory

Epic Car Factory

På overfladen ser Epic Car Factory ganske nydeligt ud, men under kølerhjelmen gemmer der sig en voldsomt undervældende simulator.
Carl Nielsen 23 april 2018

På overfladen ser det hele hyggeligt og rart ud, når du sidder med den lille bilfabrikant-simulator Epic Car Factory. Animationerne er charmerende og rare, baggrundsmusikken vugger derudad og dine valgmuligheder er overskuelige og logiske. Kigger man under kølerhjelmen og ser til selve mekanikken i spillet, så ser det dog straks meget værre ud. Hvad der kunne have været en lækker øse af et spil, viser nemlig ridser i lakken og går i tomgang, når først spillets mekaniske sløjfe giver sig til kende.

Men inden vi drukner i bilmetaforer, så må vi hellere lige slå bremserne i, gå i bakgear og begynde fra starten. Når du starter Epic Car Factory, er det slående, hvordan præsentationen er simpel og letforståelig, hvilket gør det dejligt let at komme i gang med at spille. Langt de fleste af dine handlinger i spillet foregår igennem menuerne i venstre side af skærmen.

Dine oftest brugte handlinger er delt op i tre kategorier: production, staff og actions. Under produktionsfanen finder du muligheder for at udvikle, researche og fintune forskellige bildele, og selvfølgelig bygge de biler, der skal putte dit bilmærke på verdenskortet. Du kan desuden også lave bestillingsopgaver, som kan give nogle hurtige småpenge. Under medarbejder fanen kan du hyre, fyre, træne og opgradere de medarbejdere, der skal bygge dine biler. I den sidste fane kan du reklamere for dine biler, lave markedsundersøgelser og bruge særlige items.

Bilerne, du producerer, skal præstere på fire parametre: fart, komfort, udseende og hvor langt bilen kan køre på literen. Det er også disse parametre, som dine potentielle købere vil være interesseret i, samt hvor om bilen er billig, dyr eller midt i mellem. De markedsundersøgelser, du kan foretage, viser derfor, hvilke parametre, der er oppe i tiden hos bilkøberne.

Denne del af spilmekanikken fungerer sådan set fint. Som vi kender det fra mange andre simulatorer, starter du med at bygge i det små, men opgraderer og udvikler over tid, så dine kreationer bliver bedre og bedre.

En bilforhandleren er i øvrigt en god ramme for en simulator. Selv for én, der hverken har kørekort eller kan se forskel på en Volvo eller Toyota , står det klart, at der er så mange facetter af en bil, der er interessante at tage fat på i et spil som dette. Du kan bare se et afsnit af 'Comedians in cars getting coffee' (og det anbefaler jeg, at du gør), og så ser du tydeligt, hvor meget individualitet og personlighed der kan klemmes ind i én bil.

Men det er her filmen begynder at knække for Epic Car Factory, for du bygger biler i et så hektisk tempo, at du ikke rigtig har noget forhold til de modeller du lancerer. Bilerne, du bygger, bliver glemt hurtigere, end det tog dig at lave dem. Spillet belønner heller ikke, at du satser på at udfylde en bestemt rolle på bilmarkedet. Eksempelvis prøvede jeg på et tidspunkt at satse på at være et firma, der lavede komfortable og billige biler, men det er kun godt for forretningen, hvis billige og komfortable biler er på mode - og moden skifter jo hele tiden.

<newpage>

Der er kun én måde at få succes på i dette spil. Det er at bygge efter, hvad moden dikterer. I starten har du ikke råd til at lave markedsundersøgelser, derfor er det et skud i tågen, hvor du ligger dit fokus i starten. Det er derfor også i den indledende fase, at spillet kan være udfordrende. Og det tog mig flere forsøg at komme udover den indledende fase. Kommer du til gengæld godt fra start og bygger et par gode biler, så er resten af vejen mod toppen ganske simpel. Herfra kører du nemlig bare igennem den samme sløjfe af: lav en markedsundersøgelse, byg den bil publikum vil have, post penge i reklamer for bilen, lav et par opgraderinger af bildele eller medarbejdere - og start så forfra.

Når du først er inde i denne sløjfe, så er der faktisk ikke rigtig noget, der kan ændre din kurs mod toppen. Der er ingen modstand ude fra, der gør, at du skal reagere eller ændre din plan. Der er godt nok konkurrenter på markedet, men de optræder kun som tal på en årlig opgørelse over, hvilke firmaer, der har klaret sig bedst. Nogle gange er det lidt dyrere at bygge en bestemt bildel, men det har ingen betydning for, hvad du gør med din fabrik. Der bliver introduceret nye elementer undervejs i spilet, såsom en mafia eller et sort marked, men disse elementer er der bare. De er ikke nødvendige for, at du får succes, og de biddrager ikke med noget signifikant nyt at lave i spillet. Det er her, at den metaforiske køresyge virkelig indtræffer, for du kører bare på autopilot, og det, der før var hyggeligt og behageligt, bliver lige pludselig klaustrofobisk kedeligt. Det føles som om, at illusionen brister, og du opdager, at du sidder og trykker på knapper i én bestemt rækkefølge, om og om og om og om igen.

Det er her, at vreden begynder at indtræffe, og lige pludselig ser du ridserne i lakken på det, der ellers før så indbydende ud. Epic Car Factory gør, som så mange andre indie-titler før det, et forsøg på at fylde spiluniverset med quirky-humor. Og hold nu op hvor bliver det trættende! Det er meget usjovt og på ingen måde afvæbnende charmende, som det sikkert har været formålet, at det skulle være. Når spillet citerer populærkultur, uden nogen rigtig sammenhæng med spillet, så gælder det altså ikke som en joke!

Spilmekanikken i Epic Car Factory bliver alt for hurtigt en ensrettet vej. Der er ingen modstand, ingen valg, intet at reagerer på. Der er egentlig et skellet til en ganske fin simulator, men det er som om, at der mangler store dele af spillet; alt det rundt om kernemekanikerne i spillet. Alt det som skulle have give mening til kernemekanikken. Det ender med at blive virkelig, virkelig frustrerende, især fordi det kunne have været et ganske fint spil, hvis der var lidt mere at spille med og i mod.

3
Mangelfuld ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Hyggeligt på overfladen,
Minusser Ingen ydremekanikker at spille op i mod, irriterende "humor", klaustrofobisk kedeligt.
Fuld profil 886 udgivne artikler
3
Mangelfuld Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Assemble Entertainment
Udgiver Epic Devs LLC
Genre Simulation, Strategy
Platforme
PC
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.