Eragon

Der er en gylden regel som anmelder, der lyder, at hvis man modtager et spil til anmeldelse efter det er udgivet, så er det sandsynligvis ikke meget værd. Det er nemlig en lidt fesen og selvisk måde for udgiveren at tjene et par ekstra håndøre på, før spillet bliver slagtet i pressen. Dette er naturligvis ikke altid tilfældet, jeg skulle nødig lyde fordomsfuld, men med Eragon er den gyldne regel atter blevet fulgt.

Som de fleste sikkert allerede ved, så er Eragon en vaskeægte film-til-spil-konvertering, og selvom jeg aldrig nærer disse den største tiltro, så beviste The Chronicles of Riddick for nogle år tilbage, at det faktisk godt kunne lade sig gøre på overbevisende facon. Eragon trækker dog alt håbet tilbage og viser derimod de mørkeste sider af disse konverteringer.

Den i forvejen tynde historie, eller sådan virker den i hvert fald, bliver hurtigt ødelagt i de ekstremt korte og klodset fortalte mellemsekvenser, hvor man fejlagtigt forsøger at lægge en speciel grafisk stil. Større og vigtige begivenheder for historien bliver forklaret med enkelte sætninger, hvilket tydeligvis er gjort for konstant at rykke videre til spillets egentlige formål: kampene.

Eragon er nemlig et hack’n’slash spil som man bedst eller værst kender det, hvor man skal nedslagte horde efter horde. Man er sågar udrustet med en tæller, der holder styr på hvor mange fjender, der er tilbage i banen - imponerende! Puzzles og andre gåder er spredt ret tyndt og dem der endelig eksisterer, er ikke ligefrem udfordrende for intellektet. Samtidig forsøger spillet et par enkelte gange med platformselementer - og fejler forfærdeligt!

Heldigvis er Eragon udrustet med et nogenlunde kampsystem. Det er ikke voldsomt dybt med de tilbagevendende lette eller stærke slag, der kan laves til en række kombinationer, men når man først udrustes med magi bliver den en anelse interessant. Her kan man i bedste Star Wars-stil hive eller skube fjender, lave et magisk skjold og sende en ildkugle i hælene på de skrigende ogre. Ikke voldsomt originalt, men det fungerer, og sammen med muligheden for også at bruge en bue hurtigt og nemt, så skal der faktisk en pæn portion færdighed til.

Når det er sagt, så bliver kampene i spillet alligevel hurtigt forældet. På nær nogle undtagelser, så er der ikke den største variation i fjenderne og manglen på et opgraderingssystem kan virkelig mærkes. Selvom udvidelsen af ens magiske evner spredes til forskellig dele af spillet, så er der få forandringer man mærke efter en time eller to, og så fortsætter det ellers bare sådan de næste seks timer, indtil spillet allerede er gennemført.

Der er heller ingen umiddelbar grund til at vende tilbage til spillet, efter sidste bane er nået og sidste, lette boss nedslagtet. Missionerne på drageryg er uhyggeligt ensformige og bliver derved en engangsforestilling, mens banerne til fods er overfyldt med så forudbestemte begivenheder, at du måske kun lige spiller et par af dem igen sammen med en ven. Jeg synes stadig det er flovt, at man kan opleve spil, hvor man fuldstændig er ved at sønderknuse bossen, hvorefter der skiftes til en filmsekvens, der viser hvordan man bliver jordet.

Det største tegn på, at spillet har rødder i sidste generation, for Eragon er virkelig ikke et spil der er den næste generation af konsoller værdigt, er utvivlsomt spillets tekniske del. Billeder er vel afslørende nok i sig selv, og på trods af visse områders flotte tendenser, så ender Eragon med at være et grimt sidste-generations spil i fåreklæder - hvor fåreklæderne blot er en højere opløsning. Også lydsiden er enormt svag, og selvom en del af filmens soundtrack giver en smule intensitet, så forbliver det minimalt.

Når alt dette er sagt, så fandt jeg det alligevel overraskende, at jeg kæmpede mig hele vejen igennem Eragon. Spil som disse giver deres indtryk de første par timer og derefter er der ikke meget nyt for en anmelder at udforske, men Eragons faktisk ret flydende og enkle kampe holdt mig alligevel ved. Der var gange, hvor jeg næsten kastede håndklædet i ringen, men vigtigst af alt: jeg gjorde det ikke. Derfor skal Eragon heller ikke betragtes som årets største fiasko, selvom der heller ikke er i tvivl om, at jeg flere gange fik ondt af, at min Xbox 360 skulle svede så meget til et grimt og gammeldags spil som dette. Det er bare meget, meget skabelonskåret.