Skip to main content
Gamereactor Previews Grand Theft Auto III
Previews

Et af årets stensikre hits er på vej

Vi har prøvet den kommende konge af 'smadre-biler-og-skyde-dem-allesammen'-spil, til PlayStation 2. GTA3 fra DMA Design ser ud til at blive NICE!
Kristian West 28 september 2001

GameReactor var på pletten da KE Media viste Grand Theft Auto III frem på PlayStation 2. Spillet er færdigt, og står til udgivelse den 15. oktober - en dato du hellere må skrive dig bag ørebøfferne, for GTA3 er både smooth, hårdtpumpet, eksploderende farverigt, sorthumoristisk og superfunky - og nu også i 3D!

Tid til en ny kult

Det første Grand Theft Auto spils charme på PC’en var helt klart det direkte og uhæmmede gameplay, og den lidt kiksede grafik. Spillet mindede mest af alt om et Commodore 64-spil på stereoider, og fik en hel speciel fanskare på grund af den ucensurerede vold, de vilde biljagter og i det hele taget spillets setup, der satte spilleren i rollen som en almindelg gut, der bare skulle tjene nogle hurtige penge.

Grand Theft Auto 2 var næste udspil fra DMA, og selvom spillet overfladisk set var blevet sminket up to date på den grafiske del, var teknikken stort set den samme, udover at ens 3D-kort nu kunne optimere og udglatte den fine ’’3D-grafik’’ og sparke frame-raten en tand opad. For rigtig 3D var det jo ikke, man var bundet til 2D-vinklen, hvor man så spillet ovenfra - og mon ikke vi allesammen drømte om den dag, hvor 3D-revolutionen også indtraf i denne type spil? You’ve been a good boy...

Brede perspektiver

DMA har med Grand Theft Auto III endelig gjort drøm til virkelighed, for spillet kan spilles i hele 3 perspektiver: 2D (isometrisk), 3. person (man ser figuren bagfra, á la Tomb Raider eller Hitman) og endelig First Person view (Doom, Quake, Half-Life med flere). Og det fede er, at du frit kan skifte mellem disse synsvinkler undervejs i spillet, alt efter om du vil gennemføre en heftig biljagt i det klassiske 2D-view, eller se gennem bilruden i stil med Driver! Og er der brug for dine evner med et af de mange eksotiske våben, såsom Baseball Bat, Molotov Cocktail, Uzi, Sniper Riffel eller Bazooka, stiger du bare ud af bilen, og har samme valgmuligheder mellem de tre perspektiver.

Nat og dag

Ah! En frihed uden lige - oveni det faktum, at du er fritstillet til at køre hvorhen du vil, når du vil. GTA3 har nemlig - som en blandt mange nye, fede features - en nat/dag cyklus, der udover at ændre på lys og mørke i Liberty City, men også er en afgørende faktor for hvilke missioner du kan udføre hvornår. Hvert sekund på dit armbåndsur er lig med et minut inde i spillet - go figure.

En tur egnnem Liberty City

Der var også mulighed for at teste spillet med egne hænder, øjne og ører. Og lad mig lige sige med det samme: Du bliver totalt forelsket i GTA3! Det er noget af det vildeste kombi-action, du kan komme ud for, ikke nok med at gameplayet er en funky cocktail af spil som Driver, Crazy Taxi, Postal, Hitman og 1000 liter kogende syre - spillet er "#¤%&/! flot, lyden er sej og Liberty City er en visuel magnet af format, med en utroligt varierende arkitektur - lige fra klamme baggyder med dertil hørende sprittere og narko-stude til stejle San Francisco-lignende gader, store beton-motorveje over gadeplan, lækre strandpromenader med palmer og mennesker som uanende går afslappet rundt, dyre butiksområder og industrielle havnekvarterer.

Lige hvad der skal til for at man i et sygt øjeblik kan retfærdiggøre hvorfor man kører 245 km/t gennem byen i en sjålen isvogn med bagsædet fuld af våben og kugler, og en slangehale af hidsigt blinkende politibiler (og helikoptere!) efter sig.

Fuld profil 213 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.