Eternal Sonata

Paris, 1849. Den polske komponist Frédéric Chopin ligger på sit dødsleje. Hans nærmeste bekendte, deriblandt hans livs kærlighed, står rundt om den ekstravagante himmelseng og ser livet langsomt ebbe ud af den kun 39-årige pianist. Men i denne dødsseng er der mere end blot hvad øjet ser. Glidende mellem bevidsthed og feberdrømme ser Chopin nemlig en farverig fantasiverden folde sig ud for sit indre øjne. En verden gennemsyret af hans personlighed og livsværk, og det er i dette melankolske og skrøbelige univers, at han tilbringer sine sidste timer inden han sover stille ind.

Det er rørende, ikke? Faktisk er det ikke bare rørende, det er vildt godt fundet på. Hvor alt for mange rollespil tager sit afsæt i den typiske skabelon hvor din landsby er blevet brændt ned, er der gudskelov noget originalitet at finde i Eternal Sonata. Hændelser fra Chopins liv skrives ind i universet og selvom det meste er det rene fantasi, var det alligevel nok til at gøre mig mere end bare almindeligt nysgerrig vedrørende den talentfulde komponists liv. Idéen med at lade hele spillet være en drøm i Chopins hoved, er lidt af en genistreg, men desværre er resten af historien ikke gennemsyret af samme fantasifuldhed. Historien er i stedet en ret ordinær omgang, hvor handlingen slet ikke træder i karakter. Landets regent, en ond greve, styrer landet med hård hånd alt imens folket føres bag lyset. Som Chopin går der ikke lang tid før du er medlem af oprørsstyrken, der forsøger at styrte regenten. Ja, det er vist ikke første gang vi har prøvet det.

Historien formår ikke at træde i karakter, men det skal jeg dælme love for at billede- og lydsiden gør. Har du set bare et enkelt billede fra Eternal Sonata, så ved du hvad jeg snakker om. Den visuelle manga-inspirerede stil er superskarp og yderst farvefyldt. Hvert lille hjørne af Chopins drøm spækket med detaljer, men på grund af et fuldstændig fastlåst kamera, der hindre en i at komme helt tæt på overfladerne, kommer grafikken aldrig helt til sin ret og det er synd. Det havde været komisk hvis et spil med en verdensberømt komponist i hovedrollen, havde haft et skuffende soundtrack, men netop her stråler Eternal Sonata heldigvis. Chopins originale kompositioner blandes nyskrevne toner og når klaversoloer, violinmelodier og akustisk guitar smelter sammen med den flotte grafik, så føles det virkelig som en drøm. Desværre skuffer det engelske stemmeskuespil i de ofte meget træge dialoger og det trækker ned.

At valget er faldet på en komponists drømmeverden som centreringspunkt for hele spillet, er ikke bare en undskyldning for at sætte eventyret i gang, det er et designmæssigt aspekt, der gør sig gældende hele vejen igennem. Eternal Sonata er proppet med musikalske referencer, nogle mere iøjnespringende end andre, men de er der dog. Selv under de mange kampe gør det gennemgående tema sig gældende. Kampene udkæmpes i realtime, men dog foregår det stadig per tur. Lys og skygger i kamparenaen spiller også en rolle, da de kan få både angreb og fjender til at ændre sig. Ude i siden af skærmen begynder en tidsfrist at tælle ned, så snart din karakter bevæger sig og kombinationen af alle disse ting, skaber et godt kampsystem, der føles friskt selv hen mod spillets slutning. Noget som ellers er en sjældenhed med turbaserede kampe.

Det der i sidste ende afholder gameplayet i Eternal Sonata fra at nå samme højder som grafikken og musikken, er at det hele vejen igennem er så pokkers traditionsbundet. Fra start til slut er der kun én vej frem, faktisk uden muligheder for sidemissioner eller svinggerninger undervejs. Der er ca. tyve timers spil at hente i Eternal Sonata, men pga. den klaustrofobiske indelukkethed, der præger hele oplevelsen, er det meget tvivlsomt at du kommer til at spille det igennem en anden gang. Desuden mangler eventyret også dybde i længden. Tyve timer er ikke meget indenfor rollespilsverdenen, men alligevel når det at føles mangelfuldt inden du når til vejs ende. Det er forholdsvist småt med både items og opgraderinger til karaktererne. Førstegangsspillere der ikke har det store bekendtskab med rollespil skal nok blive tilfredse, men for os andre skal der altså lidt mere til.

Sammen med Blue Dragon og det kommende Mass Effect, skulle Eternal Sonata være en del af det trekløver, der skulle sikre Microsofts krydsboks dominans indenfor genren her i årets sidste måneder. Førstnævnte titel leverede varen og det er nok få der tvivler på at Mass Effect vil gøre det samme og ved siden af disse to giganter, falmer Eternal Sonata altså en smule. Idéen er original, grafikken er underskøn og soundtracket er måske årets bedste, men uden frihed og dybde kommer man altså ikke langt med de garvede rollespilsentusiaster. Der er masser af gode ting at komme efter og selve oplevelsen er også ganske udmærket, men forvent dig hverken en klassiker eller en omskrivning af genren, for Eternal Sonata er ingen af delene.