Etherborn

Etherborn er en af de titler, du ville pege på, hvis du blev spurgt om videospil er en kunstform. Dets soundtrack funkler og de frodige pastel-farvede landskaber er magiske og bringer minder om det fantastiske Journey. Ulig Journey er Etherborn puzzle-fokuseret. Spilleren må manipulere tyngdekraften for at komme rundt. Det er en interessant mekanik, det er helt sikkert, men i sidste ende lever den ikke op til potentialet.

Du spiller som et mærkeligt menneskelignende væsen, hvis organer er synlige og som hverken har hænder eller ansigt. Du starter dit eventyr i mørket, som en mystisk stemme kalder efter dig. Stemmen snakker i gåder og beder dig finde dem. Du bliver ledt gennem et snoet træ, der strækker sig mod himlen. I træet er der indtil flere baner, du skal kæmpe dig igennem for at lære mere om den mystiske fremmede. Det var ikke fordi, at det var historien, der holdt os investeret, til det var den for tynd, men vi var da en smule spændte på, hvordan det ville udvikle sig.

Etherborns farverige verdener også dets puzzles. Du kan skifte tyngdekraftens retning ved at gå langs ramper, vægge og gangbroer. Bevæger du dig op af en rampe, så vender verden rundt om dig og du vil altid blive suget ned til jorden, der er lige foran dig. Ved hver bane er der et vist antal hvide "orbs", som du skal have samlet ind for aktivere afbrydere, der ændrer omgivelserne og præsenterer en vej til udgangen. Det er det centrale hook i Etherborn, men omgivelsernes forhindringer - såsom giftige jordhuller og bevægende blokke - gør det til en lidt mere kompliceret opgave.

Du vil se en orb, der hænger i luften og glimter i det fjerne, og du vil prøve med al din hjernes kraft at finde ud af, hvordan du kan manipulere omgivelserne omkring dig, sådan at du kan få fat i den. Det er ikke klart, hvilke orbs, du skal tage først - nogle er først tilgængelige efter du har aktiveret en afbryder og nogle af banerne er så store, at du ville ønske, at du havde taget en cykel med. Vi måtte ofte gætte os frem til, hvordan vi fik fat i alle orbs, hvilket tog en del af glæden ud af det. På den positive side har du ikke et vist antal liv og du kommer altid lynhurtigt tilbage til det sted, hvor det gik galt.

Det tog os kun tre timer at gennemføre Etherborn og det er hovedsagligt delt op i fire forkskellige verdner. Det skal tages i betragtning, at de tre timers spilletid skyldtes, at vi brugte lang tid på at klø os i hovedet over de forskellige puzzles eller bare suge den smukke atmosfære til os. Når det så er sagt, så er der en New Game Plus mode, hvilket kom noget bag på os, da det oftest ikke ses i puzzlere. Det har de akkurat samme baner, men alle orbs er blevet sat nye og mere udfordrende steder. Det kompenserer ikke rigtig for den den tynde historie, men det er et fint touch for de, der er vilde efter at komme tilbage.

Det stærkeste kort, Etherborn har på hånden, er dets smukke atmosfære. At se de stærkt farvede landsskaber vende og dreje sig var et smukt syn, og de fire verdner har deres egen distinkte palette og er fyldt med detaljer. Som nævnt tidligere har det et look, der minder om Journeys, og det behagelige soundtrack hjalp os med at finde ro i de frustrerende øjeblikke.

I sidste ende er det dog med blandede følelser, at vi ser tilbage på Etherborn, men vi vil stadigvæk mene, at det er værd at spille, hvis du føler dig draget af titlen. Dets præsentation er i top med et virkelig godt soundtrack, og mekanikken med at ændre verden gennem tyngdekraften er original. Det er dog skuffende kort, og nogle puzzles fik os til at føle os vildledt og fortabt, hvilket førte til en del backtracking og en ikke optimal "trial and error"-tilgang.