Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Europa Universalis III

Europa Universalis III

Godt nyt til strategi-nørder med hang til historisk overblik og akkuratesse. Carsten har pudset støvlerne af og fundet sit gyldne overblik frem til anmeldelsen.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Min første historielærer var en berejst herre. Han kunne få hele klassen af uregerlige unger til at sidde bomstille, når han fortalt om sine rejser til pyramiderne i Ægypten, til Israel og det dengang kommunistiske Bulgarien og Albanien, hvor han ligefrem fik lov at rejse ind uden at barbere sit skæg af.

Hos mig såede det en solid interesse for historie og samfundsforhold. En interesse, som jeg siden blandt andet har haft som undskyldning for at spille igennem en nærmest endeløs række af strategispil. Først med et hav af brikker og spilleplader spredt ud over køkken- og stuebordene og siden på computeren. Det sidste gjorde, at jeg kunne koncentrere mig en hel del mere om spillets indhold end før, hvor der skulle kastes terninger og føres komplicerede statistikker.

På den ene side ser jeg med fryd på en nærmest ubegrænset spildybde i et historisk spilunivers, der omfatter 250 nationer, 1.700 provinser, 4.000 monarker, 100 enhedstyper og en i praktisk flydende justering af de tilgængelige styreformer. På den anden side har jeg med tiden givet køb på min hang til statistikker og oversigte. Jeg vil kort og godt se slagmarkens drabeligheder udfolde sig på skærmen foran mig.

Europa Universalis er for første gang blevet udstyret med en 3D-spilmotor. Der er dog stadig ikke tale om et spil med overdådige overflader, animationer og effekter. 3D-udnyttelsen er langt mere diskret. De enkelte monarkers bannere vejer i vinden og der bliver vist kraner og stillader, når der er gang i byggeriet - eller et bølgende flammehav, hvor en by eller fæstning er ved at blive indtaget. Desuden kan man zoome ind på kortet, så man se, hvordan byerne ser ud, hvilke militære styrker, der står opmarcheret osv. Endelig er variationen i landskabet nydeligt gengivet om end indtrykket bliver noget kornet, når man zoomer helt ind.

Dette er en annonce:

Samtidig har Paradox lagt sig i selen for at gøre både brugerfladen og spillets gameplay som sådan mere brugervenligt. Det er da også lykkedes at reducere antallet af dialogbokse en del. Spillet risikerer dog stadig at efterlade nybegyndere med frustrationer over det enorme omfang af informationer og dertil hørende valg der skal være overblik over fra allerførste færd i spillet.

Lydsiden er for det meste præget af temaer og variationer, der får illusionen om en kæde af tidstypiske toner til at fungere. Når de militære stridigheder spidser til, mærkes det med det samme i musikken og tilsvarende, når freden sænker sig igen. Spillets øvrige lydeffekter virker til gengæld flade og syntetiske.

Intet valg uden konsekvenser. Europa Universalis 3 viser absolut ingen nåde. Når du står i spidsen for en provins kan du ikke bare vælge én styreform den ene dag og forkaste den dagen efter. Det fører med usvigelig sikkerhed til uro og oprør indadtil. På samme måde skal du være varsom med at sleske for meget for kardinalerne i Vatikanstaten i håbet om at kontrollere en kommende pave. Rænkespillet kan slå fejl, så du ender med at blive lyst i band - og så bliver i praksis umuligt at gøre sig i et Europa, hvor paven og den katolske kirke har en hånd med overalt.

Du vælger frit, hvor og hvornår spillet starter inden for perioden fra 1453 til 1789. Så du kan lige akkurat nå at få en finger med i spillet omkring den amerikanske frihedskrig. Når du har besluttet hvor og hvornår spillet starter, så er resten faktisk op til dig selv. Hvor de tidligere Europa Universalis-titler holdt spilleren i ret stramme tøjler i forhold til de historiske fakta, er det op til dig selv, om du vil satse på handel, forskning og fredelig sameksistens eller om du vil spille med de militære muskler. I teorien er på den måde mulighed for, at alt kan ske. Det er dog nok aldeles urealistisk at forestille sig, at Liechtenstein ender med at gøre Vatikanstaten rangen stridig som Europas supermagt.

Dette er en annonce:

Med et spil som Europa Universalis 3 på computeren kommer jeg igen til at tænke min gamle historielærer. Den nærmest uudtømmelige base af nationer, ledere og monarker, giver masser af muligheder for at leve mit indre barns nysgerrighed over for historie-faget ud og drage ud på nogle af de rejser og togter med historiske vinkler, som jeg ikke selv har været på - endnu.

Europa Universalis 3 er på mange punkter føjer yderligere dybde til traditionen fra de tidligere udgivelser i serien. Spillet stiller store krav til spilleren og det har en indlæringskurve, der mest af alt minder om en lodret væg. Til gengæld er det umådeligt svært at slippe, når du først har fundet dig til rette. Hvor er det dog forfriskende med et spil, hvor historien ikke bare bliver gengivet som et kortdistanceløb, hvor du skal nå fra punkt A til B. I stedet står du overfor en kompleks og uregerlig proces, hvor indflydelsen vokser ud af overblik og fornemmelse for balance i de politiske beslutninger snarere end ud af kløe i aftrækkerfingeren på en M16-riffel.

Europa Universalis III
Europa Universalis III
Europa Universalis III
Europa Universalis III
Europa Universalis III
Europa Universalis III
Europa Universalis III
Europa Universalis III
Europa Universalis III
Europa Universalis III
Europa Universalis III
Europa Universalis III
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Utroligt omfattende, ubarmhjertige konsekvenser af spillerens valg
-
Kornet 3D-grafik på nært hold, stejl nærmest lodret indlæringskurve
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Europa Universalis IIIScore

Europa Universalis III

ANMELDELSE. Skrevet af Carsten Skov Teisen

Godt nyt til strategi-nørder med hang til historisk overblik og akkuratesse. Carsten fortæller alt i sin store anmeldelse...



Indlæser mere indhold