Everblue 2

Everblue 2 er på gaden fra d. 7. marts

Gamere har gennem tiderne været udsat for et overflødighedshorn af simulatorer. Alle sportsgrene med bare et minimum af kommercielt potentiale har været udsat for digitalisering. Når alt kommer til alt, kan mange udgivelser vel i grunden betegnes som simulatorer i et vist omfang. Capcom’s dykkersimulator, Everblue 2, bliver imidlertid kastet ind på et ganske umættet marked, og hvis man spørger sig selv, hvorfor vi har set så forsvindende lidt til dykkersimulatorer, vil svaret gå op for en efter få timer i selskab med Everblue 2. Ikke at spillet er direkte ringe, men det er ikke den mest action packed udgivelse, der er lanceret på disse breddegrader. Så det er ikke en udgivelse tilegnet utålmodige sjæle.

Du befinder dig i skoene - eller måske rettere dykkerfødderne - på dykkerentusiasten Leo. I selskab med din makker Zuccho sejler du en tur ud på det åbne caribiske hav for at indånde den friske luft og udforske havet under overfladen. Men netop denne dag fandt drengene det unødvendigt at tjekke vejrudsigten - selvfølgelig med et skibbrud til følge. Kammesjukkerne svømmer i land på den nærmeste ferieø, hvor de møder Ellis - et medlem af den lokale klub for hardcore-dykkere "The Amigos" - som Leo har stor respekt for.

Everblue 2 er opbygget som et RPG med hitpoints og karakterudvikling - og en hulens masse dialoger, der desværre alt for ofte handler om det rene ingenting. Man bevæger sig rundt i en ferieby med en tilhørende badestrand og chit chatter med de lokale, handler ind i forretninger og løser opgaver. Capcom har ikke lagt skjul på, at det her er en dykkersimulator, hvorfor alt det, der foregår over havoverfladen, er realiseret med bind for øjnene og hovedet under armen. Visuelt bliver gameren præsenteret for nogle få og ovenud uinspirerende faste baggrunde, som er fyldt med folk, der er opbygget af kedelige sprites. Og som prikken over i’et består hver sprite af en 2-3 billeders animation, der får byens beboere til at virke ligeså livlige, som en stime desperate fisk, der gisper efter vejret i en sø med et katastrofalt lavt iltindhold.

Det er naturligvis under havoverfladen, tingene sker. Kedelige faste baggrunde erstattes af farverig 3D grafik, og pludselig er der noget, der kunne forveksles med et gameplay. De første missioner er ikke alt for ophidsende. Man skal eksempelvis tage et billede af en koral, som skal pryde forsiden af det lokale dykkermagasin. Hvis man ikke lige ved, hvordan en koral ser ud, er man godt nok lidt på den. Når gameplayet elegant flyder over i udforskning af et skibsvrag for at finde en pokal, der er nøglen til optagelse i "The Amigos", bliver det hele pludselig værd at bruge tid på. Der går simpelthen Titanic i den fra det ene øjeblik til det andet.

Denne anmelder har altid haft et anstrengt forhold til kombinationen af mørke og vandskvulp, så der var lagt i ovnen til en gang håndrysten og flossede nerver. Det hele gentager sig ved undersøgelsen af et nedstyrtet fly på 50 meters dybde. Hvad gemmer der sig mon i det næste rum? En menneskehaj eller måske en gigantisk blæksprutte, som fortidens sømænd med frygt i stemmen berettede om. For at intensivere følelsen af, at man befinder sig dybt nede på havbunden, har Capcom lagt et filter over skærmen, der kan minde lidt om det, vi kender fra Silent Hill 2. Da skibs- og flyvragene af naturlige årsager indeholder rustent metal i store mængder, kan man trække endnu en parallel til Silent Hill, men så stopper sammenligningen brat op.

Man har friheden til at undersøge havbund, skibs- og flyvrag, som man finder det belejligt. Det kan man frit gøre, når man ikke er sat på en opgave, men bare ønsker at padle rundt og hygge sig. Man finder alt muligt skrammel i havets dybder, som den lokale antikvitetsforretning gerne kaster penge efter. Hvad de bruger rustne skruer, pjaskvåde sladderblade og ødelagte telefoner til, vil undertegnede afholde sig fra at komme med et bud på, men det skæpper da i kassen. En fyldt tegnebog kan skaffe Leo nyt og bedre dykkerudstyr, medicin mod giftige fisk og blæksprutter, health potions m.m.

På lydsiden er Everblue 2 præget af calypso-rytmer, som nemt kan blive generende at lægge øre til. I lighed med grafikken, er også lyden kedelig på landjorden, men væsentlig mere passende, når man plasker rundt i fiskenes rige. Her består lyden dog overvejende af ind- og udåndinger og endeløse boblelyden. Akira’s dykkerspil er et frisk skud på stammen i en tid, hvor mange udviklere træder vande uden at afprøve nye koncepter. Hvis intet nyt er godt nyt, er nytænkning så noget, udviklere bør afholde sig fra? Selvfølgelig er det ikke det, men man skal virkelig have hang til dykkerlivet, hvis man skal have glæde af Everblue 2. Er man til dykning og karakterudvikling, vil man formentlig få nogle hyggelige timer sammen med Everblue 2, men det er mest en lejetitel.