Everybody's Tennis

Jeg er normalt ikke den skadefro type, men jeg kan lige så godt opgive at holde latteren tilbage, da den gamle ræv Suzuki, som efter eget udsagn var noget af en tornado på tennisbanen i sine unge dage, ryger på røven for anden gang i kampen. Han kunne ikke nå mit smash. Og heldigvis, for han var tæt på at give min selvtillid et par grimme ridser. Nogen Federer er han ikke, men han bider mere fra sig end de andre tegneseriefigurer, jeg ubarmhjertigt har drevet rundt i manegen. Jeg er konkurrencemenneske og lader fløjlshandskerne blive i sportstasken, uanset om modstanderen så har de sødeste dådyrøjne og er ung nok til at kunne være mit eget barn. Det er absolut ikke for at være led. Jeg kan bare ikke fordrage at tabe.

Arkade eller simulation. Lettilgængelighed eller dybde. Nike-pandebånd eller tallerkenøjne. Folk er så vidunderligt forskellige. Nogle elsker at se virkelige biler opføre sig helt unaturligt. Det gør jeg ikke. Jeg ville ikke røre Outrun eller Ridge Racer med en ildtang. Jeg er til Forza Motorsport og SimBin-spil. Hvorfor nogen gider spille arkaderacere, begriber jeg ikke. Af samme årsag forstår jeg heller ikke helt, hvorfor nogen ville vælge at spille Everybody's Tennis, når der er væsentligt bedre alternativer. En del af forklaringen på min manglende forståelse er nok, at jeg elsker tennis, ligesom jeg elsker motorsport, hvorfor jeg har behov for spil, der efterligner virkeligheden og ikke udsætter den for kunstnerisk frihed ad libitum.

Et af spilmediets største styrker er, at det kan skabe alternative virkeligheder, gøre det svære nemt og bøje fysikkens love. Som Everybody's Golf er Everybody's Tennis for alle. Måske lige med undtagelse af mig, men den historie kan vi tage en anden dag. Everybody's Tennis er sjovt, nede på jorden og mere farverigt end den grå virkelighed. Alle spillets regler forklares, og her mener jeg alle. Hvis der fandtes et Everybody's Soccer, ville du få at vide, at "du skal forsøge at få bolden ind bag de to opstandere og samtidig under overlæggeren for at score et mål. Prøv for eksempel at skyde bolden derhen, hvor målmanden ikke er.". Hvis du synes, jeg har tillagt mig en nedladende tone, læser du mine ord forkert. Du skulle have set mig, da jeg første gang spillede NFL. Havde jeg bare fået reglerne skåret ud i pap...

Everybody's Tennis spilles naturligvis med et fåtal af taster. Du kan lave slice, topspin og lob. Det er ikke nødvendigt at have Nadals hurtighed, da positionering ikke er nær så vigtigt som i eksempelvis Top Spin til Xbox. Så længe du når hen til bolden, kan du lave en fornuftig returnering, og forskellige markører angiver, hvor bolden lander, og hvilket slag modstanderen benytter. Skulle du gå hen og fejlberegne boldens nedslagspunkt, slår din spiller med øjne så store som tekopper et stort hul i luften, drejer en omgang om sig selv og ryger på rumpen. Og så er Everybody's Tennis det eneste tennisspil, hvor det tilsyneladende er god sportsånd, at hamre bolden i masken på modstanderen og sende ham på røv og albuer. Jeg tvivler stærkt på, at det ville udløse klapsalver i en Wibledon-finale, men de tager det med et befriende smil i Everybody's Tennis.

Lige så befriende er det at spille det traditionsrige spil på baner i junglen, på stranden og lignende opfindsomme steder. Det liver op at se palmebladene svaje i baggrunden og vandet skumme på bølgetoppene. Den friske luft gør godt. Trods sin lettilgængelige natur, tager spillet højde for typen af underlag. Spiller du på hardcourt, hopper bolden højere og har et lidt andet opspring end på græs og grus. Midt i al sit pussenusseri leverer spillet et udmærket slag tennis, og jeg har spillet flere udfordrende point med de små, anderledes proportionerede gutter og tøser. Everybody's Tennis formår at gøre tennissen enkel og samtidig bevare en vis portion dybde, så spillet ikke udvandes.

Det er en selvfølge, at Everybody's Tennis ikke er udviklet til tennisentusiaster. Det er udviklet til dig, der foretrækker fest og farver frem for udfordring og hårdt arbejde, til dig, der er lidt ligeglad med, hvad forskellen på point og parti er, og hvad servefeltet er for en størrelse. Everybody's Tennis er i sidste ende en hyldest til forskelligheden. Personligt klarer jeg mig fint med Top Spin og Virtua Tennis. Jeg har det simpelthen bedst på den "seriøse" side af nettet.