Evil Dead : A Fistful of Boomstick

22 år er der efterhånden gået, siden Sam Raimi i herlig symbiose instruerede Bruce Campbell igennem en af de største kultfilm nogensinde. Selv om Evil Dead havde et nærmest ikke eksisterende plot og ditto budget, rendte den, både dengang som nu, med mangt et drengerøvshjerte. Bruce Campbell nærmest udødeliggjorde de virilt sarkastiske one-liners i et aparte miljø af blod og involde spækket op med pseudookulte undertoner. Det har tidligere været forsøgt, at overføre succesen til den interaktive verden i det lidet imponerende Hail to the King. Nu tages der endnu et skud fra hoften, og man sendes lige i fjæset på en samling hjernedøde deadites. Resultatet er bedre end sidst, men der er stadig noget vej til målet.

Den Lovecraft løftede Necronomicon er på spil igen. Passager fra dødebogen bliver bragt i det offentlige forum, og pludselig bryder helvede løs - bogstaveligt talt. Stedet hvor det sker er i flækken Dearborn, da en emsig tv-vært blamerer sig med de fatale linier på lokalt tv. Heldigvis befinder Ash sig i samme område, og der åbnes nu op for et besudlet orgie i splattergenrens mainstream univers. Titlen er udviklet af VIS Entertainment, der også var folkene bag det hektiske men kedelige State of Emergency. Ophavet lader sig ikke skjule, og vi stryger ud i en bizar bastard, hvor der er lagt mere vægt på blood’n’guts. Fra starten styrer vi Ash, mens han, kun bevæbnet med en spade, ondulerer den første bølge af zombier. Angrebene vælter ind, og man drejer rundt i piruet, svingende stålet mod det bløde kød. Det afsløres dog også forbavsende hurtigt, at Fistfull of Boomstick har pådraget sig en række arvelige sygdomme, samt hevet sig lidt flere til.

Gameplayet er centreret omkring den totale eliminering, hvor spaden udskiftes af potente våben, magi samt naturligvis kombinationen af motorsav og shot-gun. Dette er suppleret med en emsig gang "find nøgle eller kombination" puzzles. Kampene er som udgangspunkt ganske tilfredsstillende. Det er en ganske fed følelse, at rette sin shot-gun baglæns over skulderen og blæse hovedet af en fjende - i hvert fald det første stykke tid. Ved hjælp af en magibog kan man hente assistance mod overmagten. Problemet ligger her i den kontrolmæssige udførelse, hvilken kræver akrobatik på controlleren. Retfærdigvis gør øvelse mester, og efter noget tid har man kontrol over tingene. Desværre så er der bare en total mangel på dybde - og følgende intensitet - i kampene. Det er reelt set kun et spørgsmål om, at trykke på knapperne X gange for at fjerne X modstandere. Kombineret med en ovenud hjælpsom auto-lock funktion så er der ikke den store udfordring.

Værre er det dog, når man skal udsættes for de på overfladen simple puzzles. Problemet ligger her i, at man sjældent har nogen ide om, hvad man egentlig bør gøre. Samtidig så har man ingen oversigtskort for området, hvilket giver en unødvendig gang trial’n’error og backtracking. Det føles hurtigt uhyre irriterende, at kæmpe sig vej gennem de samme stereotypt generiske omgivelser. Dette bliver yderligere forstærket af, at begivenhederne udspiller sig over flere tidsaldre - men i samme omgivelser. Det betyder reelt, at man løber rundt samme sted, bare med lidt ændrede baggrunde. Når vi nu er inde at berøre omgivelserne, så kan man samtidig omtale kvaliteten af samme. Her trakteres vi med lavpolygon fjender og ensartede teksturer. Grafikken er generelt grumset og udetaljeret, hvilket selvfølgelig passer fint ind i filmens stil - men næppe har været tiltænkt. Det føles noget tomt, at vade rundt i generisk spartanske scenario, hvor man hurtigt rammes af en stærk følelse af Deja vú. Dette gør sig også gældende for fjenderne, der er uhyre ensartede, og virker uden udstråling.

Lydsiden domineres af en relativ veloplagt Bruce Campbell, der assisterer kuglerne med en bredside af spydige kommentarer. Det er helt sikkert med til at give noget stemning, og gør sammen med de noget intense kampe, at der er en umiddelbar tiltrækning. Desværre er det ikke nogen holdbar følelse, og det varer ikke længe, inden illusionen brydes af det monotone gameplay. Efter noget tid har man god fod på kampsekvenserne, og så begynder man i stedet, at blive irriteret over de enerverende puzzles. Man kan ikke lade være med at føle, at udviklerne lige har ville presse det sidste ud af deres motor. Skal købet retfærdiggøres, skal man i hvert fald hungre meget efter Bruces one-liners, og dem kan man jo få i overflod i filmene - sågar til en fraktion af prisen.