Evil Genius

Med Peter Molyneux ved rattet smed Bullfrog i 1997 deres suveræne Dungeon Keeper på markedet. Projektet var - i bedste Peter Molyneux stil - stærkt forsinket, men resultatet var en slående blanding af strategi, upbeat gameplay og stor humor. Verden blev vendt på hovedet, og man satte sig selv på ondskabens trone. Endelig kunne man fange og pine de pokkers skinhellige helte. Den kritiske modtagelse var overvældende, og spillet indfandt sig i sin helt egen lille niche.

Det er ingen hemmelighed, at Evil Genius har sine hænder dybt nede i lommerne på denne inspirationskilde. Hele opbygningen, forløbet og den herlige humor lægger sig direkte op af mesteren selv. Det er ingenlunde en dårlig ting, når bare spillet i sig selv får sin egen unikke charme. Gamereactor har lagt sig ud med den civiliserede verden i et forsøg på at opnå verdensherredømme.

Man starter med at vælge mellem tre kitschede antihelte, som bygger på alle fordommene fra eksempelvis de klassiske James Bond film. Ud over det rent kosmetiske ligger er den primære forskel på disse hvilke håndlangere de udstyres med. Evil Genius er et studie i mikromanagement, hvor man begrave sig i opbygningen og styringen af sit hemmelige hideout. Her skal man på bedste vis babysitte en ordentlig flok hjælpere, som i herligt virvar farer rundt i korridorerne. Man har aldrig direkte kontrol over sine arbejdere - men det har man derimod over sine håndlangere, som alle oser af karisma. Derfor bliver disse hurtigt nøglen til at løse en række problemer. Problemer som især dukker op til overfladen når fjendtlige agenter desperat forsøger at optrevle din ondskabsfulde organisation.

Evil Genius er skarpt opdelt i to særegne spiltyper. På den ene side står selve baseopbygningen, som langt hen af vejen er ganske velfungerende. Konceptet er ligetil; dynamit skal bruges til at sprænge én dybere ind i det underjordiske tilholdssted, arbejdere skal indrette nye funktionelle lokaler og soldater skal trænes til at føre ens planer om verdensdominans ud i livet. Efter lidt tid summer basen af liv imens man efterforsker nye måder at forbedre sine tropper på. Disse bliver ført ud i spillets anden dimension, nemlig makrostyringen. Her kastes man ud på et RISK-agtigt verdenskort, hvor fem fraktioner strækker deres indflydelse ud over landegrænserne. Her har man mulighed for at allokere sine soldater til forskellige formål. Monumenter kan stjæles, notabiliteter kidnappes, efterforskning nuppes og penge berøves. Fremgangsmåden grænser til det simple - man sætter X antal soldater til en given opgave, og håber på at de løser det uden at lade livet. Interaktionen fra én selv er minimal.

Ved at involvere sig i forskellige forbrydelser vil ens rygte - illustreret som "heat" - blive mere og mere udbredt. Når ens "heat" kommer op i det røde felt kan man godt vente, at ens base vil blive overrendt af særligt skrappe agenter og sågar superhelte. Derfor er det en fin balancegang at sørge for at sprede sine aktioner mellem de fem fraktioner, og sørge for at være så ubemærket som muligt. Det står en frit for til enhver tid at forlade verdenskortet, og i stedet bruge tid på udformningen og forsvaret af ens base. Problemet ligger i at man så mister overblikket over ens aktioner, og derved potentielt kan fejle uden man lægger mærke til det.

Forsvaret af ens base kan hurtigt blive en intens affære. Det kan og skal forstås både negativt og positivt. Man har frie hænder til at udforme og kombinere en række dødbringende fælder i ens korridorer. Der er lagt meget fokus på især kombinationen af fælder, som er essentiel til at uskadeliggøre de stærkere modstandere. Problemet er her at der er meget "trial’n’error", samtidig med at ens egen håndlangere ofte dropper lige ind i ens dominoagtig fungerende dødsfælde. Det skal så suppleres med en svag AI hos ens lakajer, hvor de ofte blot lader stå til imens fjendtlige agenter destruerer ens livsværk. Det gør det så mindre sørgeligt når fjolserne efterfølgende ristes, snittes, bombes i én af de mange fælder.

Spillet bæres langt hen ad vejen af en gennemsyret humor, der støttes af lækre, underholdende animationer. Ofte sidder man og småklukker over endnu en ondskabsfuld bedrift, som udfoldes på skærmen. Grafikken er generelt meget funktionel, og den grafiske engine kører upåklageligt. Stilen hjælpes på vej af et syret soundtrack samt gode effekter. At spillet har charme og et glimt i øjet, opvejer til dels et noget lavt tempo samt en frustrerende AI. Evil Genius er glimrende underholdning til de regnvåde efterårsdage.