Excite Trucks

Rally er en ret maskulin sport, hvis man spørger mig. I et potent køretøj fiser en mand rundt og kører ind i træer, store sten og ud over bjergskrænter. Nogen ville nok kalde det dumdristigt, eller bare dumt, men næstefter at give en gorilla et knytnæveslag i fjæset, findes der ikke ret mange ting, der er mere maskulint end rally. Det skulle da lige være, hvis man udskiftede rallybilerne med store buggyer, jeeps og lignende, smed en håndfuld naturkatastrofer ind og kombinerede det hele med høje hastigheder og kæmpemæssige hop. Åh ja, og en irriterende styring...

Konceptet i Excite Truck er følgende: Seks biler tonser så hurtigt som muligt gennem forskellige landskaber. Og det er sådan set det. Det her er ikke just kernefysik. Bilerne kan boostes i kortere perioder, så længe man holder øje med motorens temperatur. Længere er den sådan set ikke. Der er en masse udenomselementer i spillet, men kernen går ud på at køre som en alkoholiseret stuntman gennem skove, langs strande og i ørkener. Det er så simpelt, at man ikke kan lade være med at smile, for man behøver ikke mere.

Foruden motorens naturlige kræfter kan man få en fartindsprøjtning ved at bruge boost lige efter bilen har lettet fra et spring, eller hvis man lander godt. Det fungerer fint, og man sidder snart og prøver at klemme mest mulig fart ud af køretøjerne. Og det er sjovt at køre hurtigt gennem et arktisk landskab, og det er sjovt at tæve den nærmeste konkurrent ud over en klippeskrænt. Hvis bare et enkelt element havde fungeret bedre...

Styringen er spillets helt store problem. Ved at holde Wiimoten som et cykelstyr kan man bruge den til at guide bilen rundt. Hver gang man sætter sig for at spille, går Wiimoten og spillet sammen som store fyre med pomadehår og dynejakker, og siger "Kom, la' os smadre ham!".

Wiimoten er så fintfølende, at den fra tid til anden registrerer den mindste bevægelse og giver bilen et nøk i den ene retning. Det kan være fatalt, hvis man kører tæt på en gruppe træer. Eller også vælger spillet ikke at dreje nær nok. Det er nok det, der gør spillet sværest. Det er ikke AIen, der er durkdreven eller farlig kvik, det er spillet, der konsekvent vælger at smide et træ lige i synet på én. Det er ikke særlig nemt at styre bilerne på jorden. Selv efter mange timers træning vil man aldrig være helt sikker på kontrollen. I luften bliver det værre, hvilket betyder, at et fint og givtigt hop, meget hurtigt kan ende i en kløft med kølerhjelmen tværet ud over en sten eller midt i en nåleskov. Du må gerne skrige i irritation efter 23. gang.

Heldigvis er det ikke påkrævet at sikre sig førstepladsen. Det, der virkelig tæller, er stjerner og de tjenes på forskellige møder. En ordentlig lufttur belønnes med et vist antal stjerner. Gevaldige udskridninger belønnes med et vist antal stjerner. Tricks belønnes ved... nåh ja, et vist antal stjerner. I forhold til preview-udgaven er det blevet sværere at udføre tricks. I previewet var det tilstrækkeligt at give Wiimoten en kastebevægelse. Nu er det blevet nødvendigt at trykke på to knapper og bevæge Wiimoten. På papiret lyder det nemt nok, men når styringen i forvejen er noget vanskelig, svarer det til at blive bedt om at fylde et fingerbøl med en brandslange uden at spilde. Heldigvis behøver man ikke at lave tricks og kan således koncentrere sig om vilde hop, lave perfekte landinger og køre meget tæt på træer.

Der er forskellige powerups fordelt med løs hånd på banerne. De fleste af dem ændrer banernes design. Det kan være at en bakkedal bliver forvandlet til et gåsehudsfremkaldende spring, eller lige omvendt. Dette kan også bruges som våben, da uforsigtige modstandere kan slynges gennem luften af disse terraformende powerups. Andre i samme boldgade placerer en permanent forhindring på banen; det kan være store sten, der pludselig dumper ned fra himlen, en skovbrand der starter eller lignende. Desuden kan man finde et powerup kaldet POW, der gør din bil mere eller mindre uovervindelig. Således kan du drøne gennem træer og konkurrenter, uden at køre galt.

Var det ikke for den til tider katastrofale styring, havde Excite Truck været en af mine favoritter. Grafikken er pæn nok, musikken er en smule monoton med hård rock hele vejen igennem og gameplayet er sjovt. Desværre formår styringen at ødelægge hele oplevelsen, for lige meget hvor mange baner man gennemfører, hvor mange løb man vinder og hvor dygtig man bliver, vil styringen på et eller andet tidspunkt vinde. Og den vinder altid til sidst.