Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Expeditions: A MudRunner Game

Expeditions: A MudRunner Game

Vi har siddet fast et utal af gange og rullet os i mudderet i det nyeste spil i MudRunner serien.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Expeditions: A MudRunner Game er fortsættelsen af MudRunner og SnowRunner spillene, og det fortsætter da også i de samme mudrede hjulspor som forgængerne. Der er igen tale om noget, der kunne minde om vanvidskørsel, når man kaster tonstunge lastbiler ud i naturen fyldt med mudder, klipper og floder.

Expeditions: A MudRunner Game

I de to forrige spil skulle man typisk transportere varer fra A til B og videre til C, men i Expeditions skal man i langt højere grad udforske og udføre forskellige ekspeditioner, som dog alle involverer tunge terrængående køretøjer. Der er i alt knap 90 ekspeditioner man kan kaste sig over og de bliver løbende låst op, efterhånden som man kommer gennem spillet. Der er ikke skyggen af en historie, og de enkelte ekspeditioner hænger ikke sammen. Det ene øjeblik skal man bjærge et fastkørt køretøj, finde en drone som er faldet ned eller inspicere et gammelt flyvrag på toppen af en klippe.

Ud over de forskellige ekspeditioner, er der over 80 contracts og mere end 60 tasks, som er mindre opgaver eller udfordringer, som belønner med opgraderinger til ens køretøjer, opgraderinger til ens baser og også adgang til helt nye køretøjer. Så der er rigeligt at gå i gang med i Expeditions - hvis man har tålmodighed, for det kræver det i høj grad.

Dette er en annonce:

Spillet indeholder omkring 20 forskellige lastbiler til det tunge arbejde og lidt lettere 4x4 terrængående køretøjer, som primært bruges til scouting. Man kan opgradere ens køretøjer med alt fra nye motorer til bedre terrængående dæk, bedre undervogn og affjedring og en masse andet. Man kan også udstyre dem med for eksempel et spil foran, så man kan trække sig selv fri hvis man sidder fast (og det kommer man til!), metaldetektorer og udstyr der kan måle vanddybden, som kan være meget nyttigt, hvis man kommer til en sø eller en lille flod.

Expeditions: A MudRunner Game

Man har også en drone med sig - og det er både godt og skidt. Den er effektiv til at udforske det ufremkommelige terræn, så man kan planlægge ens rute, men dronen er også et lidt underligt afbræk fra det, det hele drejer sig om, nemlig hardcore offroad kørsel. Man kan selvfølgelig bare lade være med at bruge den, men det gør nogle ekspeditioner, hvor man skal afdække hvert et hjørne af et område, til en nærmest uoverkommelig opgave.

Heldigvis er den vigtigste del ved spillet, nemlig kørslen rundt i det ufremkommelige terræn, også den bedste del. Langt det meste af spillet udspiller sig over flere områder i Arizona og i Karpaterne - en stor bjergkæde i Østeuropa. Bilfysikken er, for det meste, ganske fremragende men der er dog enkelte gange hvor den er lidt ujævn, ment på den måde, at ens store truck visse steder kan blive stoppet af en kaktus eller en lidt større gren på jorden, mens den andre gange kan klatre op af stejle bakker, som nærmest ser helt ufremkommelige ud. Det kan nogle gange være lidt forvirrende, hvor man egentlig kan køre og hvor man ikke kan.

Dette er en annonce:

Mens man begiver sig gennem landskabet, kan man løbende arbejde med forskellige indstillinger på bilen. Selvfølgelig kan man aktivere firehjulstræk, men også slå lavgear og spærredifferentiale til, som virkelig får ens store køretøj til at klatre. Man kan endda løbende justere dæktrykket, som også har stor indflydelse på hvor godt greb man har i underlaget. Det her er virkelig en gennemført offroad-oplevelse, hvor man det meste af tiden snegler sig af sted i et særdeles ufremkommeligt terræn.

Expeditions: A MudRunner GameExpeditions: A MudRunner Game

Grafikken i Expeditions er rimelig lækker og de forskellige køretøjer er meget detaljerede og de bevæger sig realistisk når de kæmper sig vej gennem de mudrede og stenede landskaber. Omgivelserne er flotte, med vandløb, bjerge, ruiner på bakketoppe, åbne sumpområder og golde sletter med knivskarpe klippestykker - jeg kunne dog godt have ønsket mig lidt mere variation i omgivelserne, da det hele ser mere eller mindre ens ud efter lidt tid.

Desværre overskygges den ellers flotte grafiske side af en større bug, som betyder at teksturen på jordoverfladen ikke altid vises - den kommer og går helt random. Det ene øjeblik ser jordoverfladen fin og detaljeret ud og det næste kører man rundt på en helt flad og gnidret overflade. Som det ses på skærmbilledet herunder, er det en meget tydelig fejl, så vi regner bestemt med at udviklerne er i fuld gang med at fixe den. Lydsiden er ligeledes glimrende, med nogle gode tunge lydeffekter fra de store lastbilers motorer - men også et rædselsfuldt soundtrack, som man omgående slukker for.

Expeditions: A MudRunner Game

Expeditions: A MudRunner Game er et spil for den tålmodige gamer og en god tilføjelse til MudRunner serien. Der er ikke skyggen af historie i spillet, men gameplayet fungerer rigtigt fint og bygger videre på det som gjorde MudRunner og SnowRunner så populære. Fysikken kan være lidt underlig med mellemrum og så er der naturligvis den her store bug i det visuelle.

Endelig er det værd at nævne, at co-op delen endnu ikke er aktiv, den kommer i en opdatering senere. Så hvis du er den tålmodige type og måske er en smule fascineret af de store terrængående køretøjer, som kan æde mudder og klipper som var det ingenting, så skulle du tage et kig på Expeditions: A MudRunner Game.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Køretøjerne er meget detaljeret, velfungerende gameplay, en solid udfordring for den tålmodige, mange ekspeditioner og ting man kan finde rundt omkring
-
Til tider lidt urealistisk fysik, teksturer på jordoverfladen kommer og går, ingen form for historie
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold