Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser F1 Grand Prix
Anmeldelser F1 Grand Prix

F1 Grand Prix

Travellers Tales kører en fin første omgang, men kan ikke helt holde farten oppe. Jesper har testet Sonys Formel 1-racer.
Jesper Nielsen Testet på 22 august 2005

Formel 1 er vel en af de mest omdiskuterede og sindsoprivende sportsgrene i Danmark. Når motorsportens energipumpede og anoreksiramte stoltheder drøner over skærmen en helt tilfældig søndag eftermiddag på TV2, kan de virkelig forstå at splitte nationen i to. Hvor de hårdkogte racernørder står på knæ for mere sendetid, skriger og buh’er den resterende del af Danmarks befolkning, om det er sure husmødre, der hellere vil se endeløse boligprogrammer, eller arrige sportsfans, der ikke kan forstå, hvordan deres hellighed kan blive afløst af et par automobiler, der kører i ring. Ja, Formel 1 kan forstå at gøre sig upopulær, men selvom det kan være uhyggeligt kedeligt for nogle at se mere end tyve biler køre i rundkreds flere timer i træk, så får piben sikkert en helt anden lyd, hvis man får tilbudt at prøvekøre disse benzinhungrende asfaltmonstre.

Eftersom Formel 1 er en meget eksklusiv sportsgren, er det dog de færreste, selv indenfor motorsporten, der nogensinde får lov til at sidde bag rattet på en af disse biler. Heldigvis har Sony i længere tid forsøgt sig med en virtuel erstatning, og denne formular bliver naturligvis bragt over på PSP’en. I første omgang har Sony hyret engelske Travellers Tales til at varme asfalten op, og selvom resultatet ikke er ligeså prangende som Sonys tidligere PlayStation præstationer, så står vi alligevel overfor et kompetent F1-spil, der nok skal få visse fans til at skynde sig ned til deres nærmeste spilforhandler.

Der er truffet nogle risikofyldte og kritiske beslutninger, da man i sin tid påbegyndte arbejdet på F1 Grand Prix, hvoraf den mest afgørende utvivlsomt har været, at spillet skulle være langt mere arkade end sine konsolforgængere. Dette har resulteret i et spil, der er langt mere tilgængeligt og decideret lettere end tidligere, og det kræver bestemt ingen højtudannet racerkører, hvis man ønsker at stige højt til vejrs på F1 ranglisten. Alligevel har man tvivlet på, hvorvidt det faktisk kunne lykkes at bevæge Formel 1 sporten ind på arkadeområdet med succes, og her følger et delvist ja. Det betyder først og fremmest, at man ikke behøver investere uanede mængder tid, heriblandt fordi løbene er forkortet til sølle tre omgange, men også fordi man kan spille det mod alt og alle, uanset om de har prøvet det før eller ej. Og det er jo ret lækkert, når vi i dette tilfælde taler om et spil til en håndholdt konsol.

Men som med enhver god historie, er der også det dårlige, og måske lidt for mange i denne fortælling. Selvom spillet boltrer sig rundt i Formel 1-navne og mærker, så føles det bare ikke helt som om, at man har indtaget førersædet i motorsportens mest eksklusive række. Det er simpelthen for let at styre rundt i banerne, måske på nær den tætpakkede Monaco-bane, hvor den mindste kollision med de opstillede mure ofte resulterer i en hektisk karruseltur. Her hjælper det bestemt ikke, at den meget ringe AI, uvidende om din tilstedeværelse, konstant maser ind i dig, så du ikke har en jordisk chance for at dreje rundt, før alle har passeret dig.

Det er samtidig meget påklageligt, at spillet udviser en ret dårlig grafisk side. Banerne er såmænd opbygget ned til den mindste detalje, og bilerne ligeledes, men skærmen domineres konstant af såkaldte ’jaggies’, eller kantede linjer, hvilket gør hele skærmen meget grynet og pixelleret. Samtidig virker den mildest talt underlige skadesmodel ikke særligt imponerende. Hvis det hænder, at du bare snitter din modstander, så får du et "Damage"-skilt smidt i hovedet, men racerbilen kører videre uden noget tegn på synlige skader.

Der er dog ingen tvivl om, at man har taget visse skridt i den rigtige retning med F1 Grand Prix, men samtidig virker hele spillet som lidt af et hastejob, og har bestemt ikke den rigtige Formel 1-følelse over sig. Det er et hæderligt bilspil, der godt kunne have været den ringe AI foruden, hvilket blot gør 8-spiller multiplayerdelen desto mere interessant. Dog er jeg fuld af forhåbning, og hvis Sony bare næste gang traditionen tro kan overlade F1-projektet til deres Liverpool-studie, så er jeg overbevist om, at PSP’en vil kunne stå med et ægte Formel 1-spil.

-----------------------------------------------------------------------------------

Læs også disse PSP-anmeldelser:

Wipeout Pure
Lumines
Archer MacLean's Mercury
NBA Street Showdown
NFL Street 2 Unleashed
F1 Grand Prix
Ridge Racer
" target="_blank">http://www.gamereactor.dk/texter/?id=60360"> Need for Speed Underground Rivals </a>

Yderligere karakterer

Grafik
5 / 10
Lyd
4 / 10
Spilbarhed
5 / 10
Langtidsholdbarhed
4 / 10
5
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Lettilgængeligt. Masser af løb, både mod AI og venner
Minusser Alt for grynet grafik, en anelse for arkadeagtigt, mærkelig skadesmodel, ringe AI
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
4,5 spredning 4–5
Gamereactor Danmark 5
Gamereactor Sverige 4
Fuld profil 744 udgivne artikler
5
Middel Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Traveller's Tales
Udgiver Sony
Testet på PSP
Genre Racing
Platforme
PSP
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.