Skip to main content
Anmeldelser F.A. Premier League Manager 2002

F.A. Premier League Manager 2002

EA Sport har netop startet deres årlige serie af sportstitler. Men er første udspil godt, eller har de gemt det bedste til sidst? Vi kigger her på F.A. Premier League Manager 2002.
Keld Jørgensen 24 september 2001

Vi har kigget nærmere på EA’s bud på en pæn Championship Manager-dræber - men det eneste EA formår at dræbe er lysten til at beholde spillet på harddisken.

Manager af dårligste skuffe
Med Premier League Manager (PLM) har EA virkeligt vist hvordan man ikke laver et manager spil. Spillet er simpelthen alt for simpelt - i løbet af 1-2 sæsoner, så er det muligt at få et hvilket som helst hold til tops i Europa-cuppen. Spillet byder ikke på de slags udfordringer som vi kender fra andre og bedre manager spil (CM), som fore eksempel at man frygter for at møde en enkelt modstander.

Snyd så vandet driver
Hvem har ikke altid ønsket sig at kunne købe alle Arsenals spillere - enten for at smide dem på sit dårligste hold, eller bare fordi man ser op til dem, så er der rig mulighed for at prøve kræfter med det. Når du forhandler kontrakt med spillerne, har du mulighed for at tilbyde dem en bil eller et hus oveni den ellers pæne løn - så er chancen for at spilleren skifter til din klub nemlig rimeligt store. Desværre kan alle andre klubber også byde på netop den spiller, som du er på udkig efter. I PLM er der også mulighed for at opbygge et ungdomshold bestående af unge talenter, men det tager tid for dem at komme til at kunne spille i et ordentligt tempo, så et par millioner er rare at have stående på bankbogen - specielt når din stjerneangriber har brækket benet.

Talentet vokser frem
Hvis du vil gøre dine lokale talenter bedre, er der kun én vej frem, og det er gennem en hård og intens træning. Heldigvis kan du selv indstille hvad hver enkelt spiller skal træne de forskellige dage. Alt lige fra spurt om mandagen til armbøjninger over en kasse øl nede på det lokale værtshus om fredagen - desværre ikke helt, for det med ølkassen må du selv klare, men ellers kan du sætte dem til næsten alt. Hvis det ikke er evnerne der mangler, kan du, inden sæsonen starter, prøve med et par træningskampe mod andre hold, bare for at se i hvor god form dine spillere egentlig er.

Virkelighedstro?
Hvem kender ikke fænomenet med, at man lige har købt et manager spil, og så dagen efter er der fem store navne, der skifter klub? Her har EA været smarte, så de har inkluderet en editor, så du har fri mulighed for at ændre spillernes attributter, samt hvor mange penge der skal være i klubbens besiddelse. Men nok om at skifte spillere ud og forbedre dem - nu er det tid til at se 22 mennesker løbe rundt på et stykke græs og så sparke den stakkels bold rundt på banen.

Så ruller bolden
Når du langt om længe er klar til at gå ud på grønsværen for at kæmpe en bestemt legemsdel ud af bukserne, er det tid til at stille dit hold. Hver spiller har en række positioner som han kan spille og en række positioner som han gerne vil spille. Men hvis for eksempel alle dine venstrefløjs spillere er skadede, kan du sagtens sætte en forsvarsspiller ind istedet, men resultatet bliver også derefter.

Stadion ombygges
I takt med at du vinder flere og flere kampe, finder du ud af, at det er en god ide med plads til flere tilskuere eller måske en souvenir-butik tilknyttet dit hold. Nogle af de udvidelser, du kan bygge i forbindelse med dit stadion kan gøre livet lettere for dine spillere - hvad med at træne indendørs hvis det for eksempel regner? Eller vil du have lagt dræn i plænen, så i kan spille kampe på regnvejrsdage, er dette også muligt mod et mindre beløb.

Sååååå’ u’
Hvem kender ikke det, at man sidder og spiller et spil, og så kommer kæresten gående ind og siger, at det kunne hun have gjort tusinde gange bedre? Også denne situation har EA tænkt over, for det er nemlig muligt at spille mod hinanden på samme computer, så der er rig mulighed for at slå hinanden (både i spillet og i virkeligheden). Desværre er det ikke altid en lige god ide at spille mod andre, for hvis man skal sidde og finpudse sin holdpstilling, kan der hurtigt gå 5-10 minutter, og så gider den anden sikkert ikke sidde og vente så længe.

Gult kort til EA
Alt i alt er spillet en udmærket fodbold simulator" for begyndere, som sikkert vil holde nye spillere fanget i et pænt stykke tid. Spillet er da meget sjovt at sidde og lege med, men det når aldrig andre managers spil til anklerne - specielt ikke når CM ½ udkommer. EA er kendt for at lave solide sportsspil, men nu er de også kendt for at lave middelmådige spil.

Yderligere karakterer

Grafik
5 / 10
Lyd
6 / 10
Spilbarhed
8 / 10
Langtidsholdbarhed
6 / 10
6
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Fedt nybegynder fodbold manager spil
Minusser Desværre er jeg ikke en nybegynder
Fuld profil 81 udgivne artikler
6
Middel Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.