Nytænkning savnes
Med de oceaner af fodboldspil, som vi computer- og konsolspillere har været igennem, skal et fodboldspil helst byde på noget nyt for at fænge. Der bør være nye, sjove og søde detaljer indbygget, (som i Ronaldo V-football), en udvikling på grafiksiden eller en ændring eller forbedring i selve spillets gameplay (som i FIFA spillene).På ingen af disse områder formår F.A. Premier League Stars at markere sig positivt - tværtimod. Spillet er faktisk dårligere end selv flere år gamle fodboldspil.
Bedre kontrol?
Spillet er et actionfodboldspil med en lille managerside, og det foregår, som titlen antyder, i fodboldens hjemland - England. Der er mulighed for at deltage i Europacup'en og i F.A. cup'en. Selve spillet og styreformen ligger tæt op af, hvad man kender fra EA sports FIFA 98 (og siden 99 og 2000), dog er der nu i endnu flere situationer indikatorer, der viser, hvor hårdt man skyder - dette afgøres af, hvor længe skudknappen holdes nede. Dette er tidligere set ved dødboldssituationer, men er nu også indført, når bolden er i spil. Nyt - måske - men ikke særlig velfungerende. Det passer ikke til fodbold, at man på den måde skal "forberede" et skud.
Stjerner
En detalje, der hurtigt kommer til at fylde meget i hovedet på spilleren, er "kampen" om at opnå stjerner. Dette foregår ved, at man belønnes med stjerner for mål (og stjernemål), sejre, at være "Man of the Match" og endelig at vinde kampe. Stjernerne kan benyttes til at forbedre de enkelte spillere på ens hold i forskellige kategorier bl.a. hurtighed, skud, udholdenhed, og har man nok kan man også investere i stjerne-spillere fra andre klubber. Spillet bliver hurtigt en kamp for i ligeså høj grad at vinde disse stjerner som at vinde sejre, og selvom denne "stjerne-idé" da er sjov nok, burde det ikke være det bærende.
Grafik som i gode gamle dage
Grafikken i spillet er langtfra, hvad man forventer, når det er EA sports, der står bag. Faktisk fandt jeg det gamle FIFA 99 frem til en sammenligning, og dette knap 2 år gamle spil er langt flottere på alle områder end nyudgivelsen. Detaljer i f.eks. spillernes ansigter er der ikke meget af - det ligner mest af alt hoveder med en nylonstrømpe trukket over. Det har man allerede formået at lave ret flot i FIFA 2000.
Også hele menusystemet er dårligere end i de andre EA sports udgivelser. Grafikken er dårlig og overskueligheden ikke forbedret.
Sæk over hovedet
Lyden i spillet er heller ikke på nogen måde revolutionerende. Lyden af spark til bolden og læderets hamren mod stolpen giver dig mere fornemmelsen af at sidde med sæk over hovedet end af at befinde sig midt i en energifyldt fodboldkamp. Samtidig er der i menuen jævnt kedelig computermusik, hvor mange andre sportsspil har hits fra forskellige store eller nye bands ("Robbie Williams", "Fat Boys Slim", "Garbage" .
Vent endelig
Samlet set er spillet ikke værd at investere i, med mindre man er meget vild efter alt, der bare lugter af græs og læder. Har man ingen af de omtalte EA sports FIFA-spil, er de langt at foretrække, og har man dem allerede, bliver man ikke bedre rustet med dette nye spil.
For alle må det gælde, at man måske skulle væbne sig med tålmodighed og vente en måneds tid på den nye version i FIFA-serien.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 6 / 10
- Lyd
- 5 / 10
- Spilbarhed
- 4 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 5 / 10