FaceBreaker

Med en fortid som vicebutikschef i en af landets mange spilbutikker, er der ikke den omgang PR-pladder, jeg ikke har hørt fra de ivrige repræsentanter af de danske spiludgivere. Smøren lød altid på nogenlunde samme vis, og uanset hvor dårligt det omtalte spil var, kunne vedkommende jo altid bare ty til at recitere, hvad der stod på bagsiden af spilæsken.

Med Facebreaker snurrende i maskinen, har jeg flere gange forestillet mig, hvordan den glorificerede salgstale ville have lydt, hvis jeg stadig havde befundet mig mellem spilhylderne. Humoren ville helt sikkert have været indgangen til far og mor Danmark, og grunden til, at jeg sagtens kunne anbefale det til alle. Grafikken vil være blevet beskrevet som "ren Pixar" og nærmest det samme som at smide "Finding Nemo" i DVD-afspilleren. Bedst ville dog have været gameplayet, altså oplevelsen, der med en gnidningsløs kontrol, sørgede for, at det var lige til at samle op for alt og alle. Bagefter ville jeg være blevet spist af med en T-shirt, i håbet om at den kunne få pladderet til at hænge ved.

Grunden til at min baggrund som spilkrejler, har været så stor en del af min tid med Facebreaker, er at dette er et, af den slags spil som alle vil kunne gennemskue på få sekunder. Det er med andre ord et af den slags spil, som der skal laves en massiv omgang skadekontrol på. Men for nu at være fair, vil jeg her prøve at bedømme Facebreaker ud fra de argumenter, som ville være blevet brugt til at forsvare det fra udgiverens side.

Hvad der er sjovt er naturligvis op til den enkelte, men ikke en gang har jeg grint, smilet eller høfligt rømmet mig, mens spillet har forsøgt med dets såkaldte vittigheder. Dårlig dialog, uendeligt pinlige stemmer og en animation, der synes komplet tilfældig, er aldrig sjov, og det beviser Facebreaker bedre end noget andet spil jeg kan mindes.

At have grafik i liga med Pixar er en af de hotteste klicheer lige nu, men det er også en vanvittig sammenligning i spilregi. Pixars mangeårige erfaring med at tilføje liv og mening til selv de underligste figurer, er en sand kunst. Facebreakers forsøg på at sammensætte en gruppe uoriginale stereotyper, er uinspireret og hold-dig-for-øjnene pinligt. Hvordan det i den grad har kunnet glippe, når nu der ikke har været nogle restriktioner er mig en gåde. Det siger dog det hele, at det ikke engang er lykkes at gengive en nogenlunde parodi på Dolph Lundgrens' Ivan Drago fra Rocky-filmene, han var jo i sig selv en parodi på den typiske russiske superskurk.

Som altid er der dog intet af ovenstående, der ville have betydet noget, hvis bare spilbarheden havde været i top, og med en så rig baggrund indenfor boksespil, skulle man tro det muligt. Den erfaring, der burde være optjent med udviklingen af Fight Night er dog pist borte, og der synes ikke engang at være draget åbenlys inspiration fra det klassiske Ready 2 Rumble. I stedet har udvikleren valgt, at genopfinde den dybe tallerken, og resultatet er aldeles forfærdeligt.

Hvis du nogensinde har set de Rock'em Sock'em Robots der så hyppigt optræder i amerikanske film, har du en god ide om hvordan spilmekanikken i Facebreaker fungerer. For de uindviede er der tale om et spil, hvor vinderen findes ved en kombination af tilfældighed og hvem der kan trykke hurtigst på en knap. Tilfældighed er en dræber når det kommer til gameplay, for hvem dælen skulle gide bruge tid på noget som til stadighed bliver afgjort ved tilfældighed og ikke evne? Facebreaker er personligt ligeglad med det paradoks, og dermed er det også ligegyldigt.

Bortforklaringer fra pressefolk og sælgere, vil fortælle dig at grunden til at Facebreaker er blevet så "misforstået" er, at det ikke var lavet til det såkaldte hardcore publikum. I alle deres forsøg på at sende skylden videre, vælger de dog at overse en ganske enkelt sandhed: Facebreaker er et elendigt spil, og det kan ingen T-shirts ændre noget ved.