Facebreaker K.O. Party

Egentlig startede det ret positivt. Lige inden min første kamp småsavlede jeg lidt, for FaceBreaker så ud til at være pakket ret flot ind. I hvert fald var jeg imponeret over det grafiske udtryk, inden gongongen lød. De to boksere stod og fremviste både vaskebræt og svulmende biceps i al deres glinsende og svedige skønhed, og det er faktisk et stykke tid siden, jeg har set så flotte teksturer i et Wii-spil. Hvad grafik angår halter den jo et stykke efter både Xbox og PS3, og på en eller anden måde har man nu vænnet sig til, at Wii-spil sjældent imponerer grafisk.

Men FaceBreaker ser altså ret pænt ud og gav mig fornyet håb om, at EA var sluppet bedre fra Wii-udgaven af boksespillet, end det var tilfældet med udgaven til de store maskiner. Blichfeldts sønderlemmende kritik af PS3-udgaven sad stadig i mit baghoved, da jeg begav mig ud i min første dyst, og lad mig slå fast med det samme, at jeg til at starte med lige skulle kæmpe for at finde mine egne ben.

FaceBreaker er nemlig et vanvittig hurtigt spil, når man tager i betragtning, at der er tale om et boksespil. Tempoet minder mest af alt om et fighting-spils, og det kræver bestemt nogen tilvænning, fordi man forventer sig en særlig form for spilmekanik af et boksespil. Her betyder stil og taktik normalt en del, men ambitioner om at bokse en klog og veldisponeret kamp kan man næsten lige så godt lægge på hylden, for selv om man godt kan parere modstanderens slag, så er FaceBreaker i bund og grund et rendyrket actionspil, som primært handler om at hamre løs med næverne, så hurtigt man kan. Det opdager man, når man begiver sig ud i en dyst mod en kammerat og opdager, at man ikke får det store ud af at mestre de finere teknikker såsom parader og at danse lidt rundt i ringen.

Chancen for at den uvidende kammerat alligevel vinder er nemlig relativt stor, og det skuffer jo enhver garvet spiller. Men at et spil er nemt at gå til kan jo også være en kvalitet - og i særdeleshed når der er tale om en spil i party-genren, hvilket FaceBreaker er. Men det står bare ikke helt distancen mod alle de gode partyspil på markedet. Man kan sagtens få pulsen op ved at stå og hamre løs mod skærmen, men det er bare ikke helt nok, for på trods af at alle kan stille sig op og fægte med armene, så fænger spillet bare ikke. Fokuseringen på at holde et højt tempo gør, at hele forestillingen virker rodet og uoverskueligt, og derfor kan det også være svært at se FaceBreaker som et rigtigt familiespil - dertil er tempoet for højt. Jeg ser ingen chancer for, at en bedstemor og -far vil synes, at det er til at have med at gøre.

Men hvad så hvis der er tale om en festlig aften med drengene? Her gør FaceBreaker sig bestemt bedre. Her er der basis for et par gode dyster, men dels er der så tale om en temmelig smal målgruppe, og dels er FaceBreaker bare ikke sjovt nok længe nok. Og så kan spillet se nok så fint ud. Facit er, at FaceBreaker er mere rodet, end godt er, og det betyder i sidste ende også, at spillet tildeler sig selv en blodig tud, som det aldrig rigtigt overkommer.

Heller ikke single-player-delen har megen morskab at byde på. Den er ganske uinspirerende og nærmest ligegyldig. Den består af et dusin kampe på enten lav eller høj sværhedsgrad og ikke så meget mere. FaceBreaker har ikke på noget tidspunkt lovet en dyb karrierere-mode, men det her er altså for slapt. Men jeg må samtidig sige, at single player-delen heller ikke trækker ret meget ned, for jeg betragter den som rent bonusmateriale, idet der er tale om et party-spil. Men når nu single player-delen er der, så skal den også have chancen, og her mødes man hurtigt af temmelig svære modstandere, som angriber ufortrødent med 500 kilometer i timen, og det frustrerer faktisk mere, end det ansporer en til at gøre modstand. Man henfalder blot til samme flade taktik, som går ud på at få sendt så mange slag afsted som muligt, og det er her, det endegyldigt skinner igennem, at tempoet er spillets mest grundlæggende fejl.

Spillet er så hurtigt, at det kan være ganske svært at føle, at man har ordentlig kontrol over sin bokser. Når man oplever, at man opnår stort set lige så gode resultater ved at hamre wiimoten og nunchuken frem og tilbage gennem luften som en tryklufthammer, som hvis man forsøgte at tænke sig om og skifte mellem parader og høje og dybe stød, så er der et alvorligt balanceproblem, og det kan FaceBreaker ikke overkomme.

I modsætning til det forrygende Fight Night og det ganske udmærkede Prizefighter, så er FaceBreaker skabt som et partyspil for flere deltagere. Der er ganske enkelt ikke gods nok i handskerne til at tilfredsstille en garvet spiller, men et mindre drengeselskab er også et mere tilgivende publikum, og det er i dette lys, FaceBreaker bør anskues og her har spillet en lille berettigelse. Men i længden fungerer det bare ikke godt nok. Der er både bedre bokse- og partyspil på markedet.