Falling Skies The Game

Hvad gør man, når man som lille udvikler har et begrænset budget, og brænder en god del af på at købe en licens baseret på en kendt tv-serie? Det svar man som gamer oftest oplever er, at man kaster en mødding af et spil på markedet og krydser fingre, mens man håber på, at alene navnet på æsken kan trække købere til.

Man kunne forledes til at tro, at Falling Skies the Game er et sådan tilfælde, men det er det heldigvis ikke. Det betyder dog ikke, at det er perfekt. Faktisk et godt stykke fra, men lad os først kigge nærmere på præmisset bag tv-serien og spillet.

Aliens har overtaget Jorden. Enhver, der har set serien (som jeg modsat udviklerne ikke skal spoile lige her), ved, at handlingen finder sted seks måneder efter en bunke slimede seksbenede væsener kendt som Skitters har udslettet det meste af menneskeheden og taget stort set alle andre som slaver, som nu kontrolleres ved hjælp af alien-teknologi. Vi følger Tom Mason, som er tidligere historielærer på Boston University. Han er naturligvis den, der sætter tingene i perspektiv gennem tanker om menneskehedens natur og opførsel gennem historien, og han viser sig også at være en vigtig allieret i den del af den menneskelige modstandsbevægelse, der kaldes 2nd Mass.

Ganske vist er serien nu nået til fjerde sæson og på vej mod en afsluttende femte, men har du endnu ikke set første sæson til ende, bør du droppe at spille denne spilmatisering, til efter du har set den. Det tager få minutter for udviklerne bag spillet at spoile første sæsons afslutning, og det ville jeg synes var ret fesent, hvis jeg havde haft planer om at se den. Desværre er det omtrent den eneste slags historie, som de disker op med i spillet. Ja, der er mange af de rigtige skuespilleres stemmer med (og andre gange nogle, der lyder pokkers meget som originalen), men der er ikke megen ekstra historie her, selvom vi både får et gensyn med Tom, Pope og flere andre. Men det gør faktisk ikke så pokkers meget, for man bliver alligevel grebet af at bygge et hold op og forbedre det. Og det sikrer samtidig, at spilleren kan vælge mellem forskellige missioner fra kortet, uden at være tvunget til at tage dem i en bestemt rækkefølge.

The Falling Skies the Game er en rendyrket Xcom: Enemy Unknown-klon. Xcom er et turbaseret strategispil, som jeg synes rigtigt godt om.

Man ved dog, at man risikerer at blive skuffet, når startintroen ligner noget en fuld Telltale-ansat har brækket op efter en heftig julefrokost, og animationerne på figurerne her er livløse og til tider grinagtige som på et fesent Wii-spil. Eller når de i mellemsekvenserne står som Ken-dukker med fjerne blikke, mens en mekanisk mund går op og ned i takt til talen. Jeg forbereder mig allerede på en bundkarakter. Bedre bliver det ikke af at loade-skærmen minder mig om, hvordan hovedpersonerne burde se ud.

Da jeg først kommer i gang med selve spillet, så glemmer jeg dog hurtigt alt om lavbudget-introen, for det er egentligt ganske godt. Faktisk så godt og velfungerende, at da jeg senere kigger på uret, er der gået et par timer, uden at jeg har bemærket det. Og gameplayet er nu engang det vigtigste.

Falling Skies the Game ligner og spiller som Xcom, nærmest til punkt og prikke, bevares: det føles lettere, men nu er jeg jo også nærmest kun kommet i gang, da jeg danner mine første indtryk. Har du ikke spillet Xcom (eller Falling Skies the Game), så lad mig forklare gameplayet kort. Du sammensætter et hold af soldater, som du sender ud på missioner. Her finder turbaserede kampe sted. Dine figurer har to action-point at benytte, og disse kan bruges til at udføre to handlinger (med mindre du sprinter for at løbe langt, så er turen slut - for det meste). Du sørger således for at tænke strategisk, når du sender dine folk rundt på kortet. Vil du gå, løbe, angribe, bruge udstyr, gå i dækning eller pille ved en dims på banen? Du vælger og fordeler handlingerne på dit hold en efter en, og så rykker din modstander. Når mission til sidst er overstået høster du belønningen og begraver dine døde.

Sidstnævnte sker på en stor base, hvor du også kan udvikle nye våben eller bedre udstyr, træne dine folk, rekruttere nye, sende dem ud på solomissioner for at skaffe ressourcer, og naturligvis tage ud på en ny mission som et hold, hvor du blandt andet kommer til at hjælpe overlevende, undersøge områder, nedlægge aliens, bombe mål og en del mere.

Selve basen er bygget fra begyndelsen af spillet modsat i Xcom: Enemy Unknown, så det er en ting mindre at spekulere over for en ny spiller. Faktisk er de detaljer med til at overflødiggøre en historie, for som fan af serien, ved du allerede hvor vigtige ressourcer er, så hver succesfuld mission føles godt, og hvert et tabt medlem føles som et grumt grumt nederlag. Især når man har brugt tid på at give holdmedlemmerne navne, våben, evner, tøj, hårfarve og meget mere. Dog er det igen et sted, hvor budgettet viser sin begrænsning, der er langt op til de muligheder for detaljer som man har i Xcom.

Du kan dog levelle dine figurer op, og her er en ny funktion, der mere er planket fra Assassin's Creed: Brotherhood end Xcom, nemlig muligheden for at undvære et holdmedlem mod at vedkommende så samler ressourcer ind til basen. En fin ekstrabonus, der krydrer tingene en smule. Hver gang en af dine figurer stiger i niveau får du ligeledes mulighed for at vælge mellem en god bunke perks (typisk femten pr. klasse). Her kan du eksempelvis vælge at kunne bære flere forsyninger, få endnu et træk efter at have spurtet, være mere hårdfør, hurtigere, en mere præcis skytte, bedre i nærkamp og meget andet.

Når jeg fortæller, at du samtidig kan researche nyt udstyr, tilse dine sårede eller besøge dine begravede helte, er der nok næppe en Xcom-spiller tilbage, der ikke føler et slemt tilfælde af déjà vu. Og det er egentlig helt fint med mig, for slutresultatet kunne være en rasende god Xcom-klon, desværre er mellemsekvenserne ikke det eneste sted, hvor spillet halter. Det bliver tydeligt efter endnu en bunke timer.

Grafikken er faktisk ganske hæderlig i selve gameplay-delen af spillet. Der er godkendte detaljer, og overraskende fine animationer under kampene, og det føles fra tid til anden som om man er tilbage i Falling Skies-serien. Men det er ikke noget, der kommer til at blive vist frem med stolthed i stemmen, og kameraet trækker ligeledes ned. Du kan rotere kortet med skulderknapperne enten til højre eller venstre i fire trin samt zoome ud og ind med den venstre pad. Men alt for ofte kommer enkelte bygninger kommer så meget i vejen under modstanderens tur, at du ikke aner hvad der sker (altså udover en silhuet, der lader dig "se" gennem bygningen), så bliver det en smule langhåret at være tilskuer der.

Det største problem for en Xcom-fan ville dog være, at det her kan gennemføres ganske hurtigt, for udfordringen er ikke særlig høj, på trods af tre sværhedsgrader, der kan indstilles når som helst under spillet. Det skyldes især, at dine modstandere ofte står stille bag dække og venter eller farer hovedløst ud på banen. Der er heller ingen overraskelsesmomenter eller smarte modstandere, som man oplever i Xcom-serien. Det giver til gengæld spillet et lidt andet tempo, når man ved at de fjender, som man har opdaget, ikke pludselig bliver afløst af nye tropper. Noget jeg faktisk satte pris på. Jeg satte også pris på at kunne se, hvad en mission ville indbringe, inden jeg tog på den. Det gav mig mulighed for at planlægge efter mine behov for forsyninger.

Jeg havde det hånden på hjertet hyggeligt med spillet. Jeg blev grebet af at forbedre mine tropper og samle forsyninger, og jeg synes det var ganske fin fan-service. Jeg nød også musikken, der består af stemningsfulde orkesterkompositioner i filmens ånd, selvom der ikke helt var nok forskellige musikstykker. Men det gav mig ingen historiemæssig oplevelse, det leverede ikke strategi, der var så dyb som Xcom-serien, og mellemsekvenserne lignede oftest noget, jeg ville have forventet på en Wii eller en Xbox 360 i konsollens tidlige dage. Og jeg spillede det trods alt på en Wii U (hvor Gamepaddet i øvrigt ikke blev benyttet som andet end en spejling af den store skærm desværre).

Er du ny i genren og fan af tv-serien, så er det her et hæderligt sted at starte. Er du erfaren veteran, kan du roligt springe dette bud på turbaseret strategi over, med mindre du er ude efter en let snack. Min anbefaling? Se tv-serien og snup så denne, når den engang dukker op på Steam-udsalg til din PC og muligvis din PS4, hvis du tørster efter endnu et spil i genren.

Har du kun en Wii U at spille på, og ville du ønske, at du kunne spille Xcom på den, så har du her et ganske kompetent alternativ. Chancen er fin for, at du vil føle dig ganske godt underholdt trods nogle minusser på listen.