Fallout: New Vegas - Dead Money

I Dead Money bliver der vendt op og ned på den gængse formular, Fallout: New Vegas får en anderledes udvidelse.

Det hele starter med lyden af en kvindestemme over radioen, en stemme der fortæller om et utopisk kasino ved navn Sierra Madre. Sierra Madre er et sagnomspundet kasino, som var stedet hvor alle kunne starte på ny, selvfølgelig i de mest luksuriøse omgivelser. Men da kasinoet skulle have sin store åbningsfest faldt atombomberne, og det, der skulle have været et dekadent tilflugtssted for de rige og berømte, endte i stedet med at blive omsluttet af en giftig tåge.

Som spiller vågner man her under den blodrøde sky, der dækker solens stråler. Her fortæller en af de lærde fra Brotherhood of Steel hvordan han har påmonteret et eksplosivt halsbånd rundt ens om hals, og gør man ikke som der bliver sagt, kan man hurtigt se sig selv hovedløs. Herfra er det op til spilleren at samle et hold af tre andre vidt forskellige følgesvende og sammen bryde ind Sierra Madre kasinoet og lave kuppet over alle kup.

Det første der slår en, så snart man overtager kontrollen, er hvor mørkt og dystert der er i denne del af ingenmandsland. Himmelen har samme farve som en blodappelsin og lyset er mildt sagt sparsomt, når man bevæger sig igennem landsbyens stille gader. Det er i en omvæltning i forhold til det gængse golde ørkenlandskab som vi efterhånden har vænnet os til, men samtidig er det også en anelse repetitivt og intetsigende. De forskellige dele af det ellers store miljø man bevæger sig i har ingen unikke karakteristika, og derfor ender det med at de forskellige segmenter af udvidelsens miljøer hurtigt flyder sammen.

Designmæssigt sætter det tankerne hen imod en forladt spansk bjergby, kun befolket af de mystiske spøgelser og sikkerhedshologrammer der beskytter visse bygninger. Spøgelserne minder meget om The Combine fra Half-Life 2, og det unikke ved disse fjender er, at de kun kan slås ihjel ved at man skærer, hugger eller sprænger kropsdelene af dem. Det viser en vis kyndighed fra udviklernes side, da man derved bliver mere fokuseret på at finde effektive nærkampsvåben som spiller. Selvfølgelig finder man også skydevåben på sin vej, mest nævneværdig er den nye Holorifle der med sit EMP-agtige lysstråle bedøver fjenderne, så man har tid til at skære lemmerne af dem, men det er altså mest ens evner med håndvåben der bliver sat på prøve.

Fjenderne er dog ikke det eneste der står i vejen for at gennemføre det store kup. Imens man bevæger sig igennem banerne, skal man se sig ekstra godt for i forhold til spillets fælder, der hyppigt bliver benyttet til at hindre ens fremgang. Især det halsbånd man er blevet udstyret med, er særlig sensitivt overfor andre radiofrekvenser, og det fungerer rigtig godt som et inkorporeret puzzle-element. På et tidspunkt skal man infiltrere byens politistation hvor en af de førnævnte følgesvende sidder indespærret. Der er ingen fjender i bygningen, men alligevel må man snige sig langs væggene, da lyden af den hastigt stigende bip-frekvens fra ens halsbånd stiger og stiger i takt med ens egen puls. Radioerne som selvfølgelig er spredt ganske kreativt får halsbåndet til at reagere og det er et virkelig godt, omend uoriginalt element at skulle finde og skyde disse radioer i mørket. Ligeledes er den giftige sky også noget man som spiller skal have for øje. Mest af alt dækker skyen over forskellige dele af spillets fysiske område, men når det er benyttet bedst, er skyen tilrettelagt sådan at man som spiller skal tænke mere vertikalt end man har gjort i tidligere spil i serien. Man skal altså være bevidst om hvorvidt man bevæger sig på landjorden, eller hustagene, og det skaber derved et godt flow i banedesignet at veksle mellem flere forskellige planer.

Apropos forskellige niveauer, så føles denne udvidelse for varieret i kvaliteten. Oplægget til historien er rigtig godt, og kan til forveksling minde om introduktionen til det oprindelige Bioshock. Det visuelle oplæg bliver dog hurtigt fejet til side til fordel for et enormt langt og hamrende kedeligt dialogtræ, og som spiller har man svært ved at forholde sig til spillets præmisser, hvilket unægtelig får betydning for spillerens indlevelse, det havde det i hvert fald for mig. Så selvom der bliver leget senere hen med begreber såsom identitet og grådighed, så føles det hele en anelse prætentiøst, fordi spillet ikke viser et konsekvent højt niveau fra start, og det er endda på trods af nye originale og interessante figurer.

Det skal også nævnes i forbindelse med spillets mangler, at det er den samme gamle grafikmotor der styrer ballet, og selvom Obsidian har patchet spillet op i forbindelse med udgivelsen af Dead Money, er der stadigvæk en del mindre tekniske problemer. Svingende AI, fejl i geometrien, dovne og flade teksturer, alt sammen kombineret med de uundgåelige pop-ups og frame-drops. Personligt måtte jeg slette min oprindelige download blot for at få Dead Money til at fungere, så man skal altså være beredt på at oplevelsen ikke altid er lige helstøbt.

På trods af disse fejl, er det dog svært ikke at anbefale Dead Money. Historien er ikke uden evner, og der bliver udvist en god portion innovation til, at det hele om ikke andet føles anderledes end ens tidligere eventyr i Nevadas ørken.

Ikke nok med at man får nogle gode timers underholdning, men levelgrænsen stiger også fra 30 til 35, og det alene er rigelig grund til at give Dead Money et forsøg. Vær blot opmærksom på at denne udvidelse svinger i kvaliteten. Har du allerede vandret ørknen tynd, er der dog ingen vej udenom eventyret om Sierra Madre og det store kup.