Family Trainer

Lad os prøve noget anderledes og starte anmeldelsen med en lille diskussion af socialklasser. I den virkelige verden hedder to af de grundlæggende størrelser blue-collar og white-collar. Eller på godt dansk: Dronninger og arbejderbier. Og den inddeling findes faktisk også i Nintendos egen lille verden. Dronningerne er dem, som vimser rundt på et smart Wii Fit-board, mens arbejderbierne er dem som... Ja, hvad laver arbejderbierne egentlig, tænker du nok, og nu skal jeg fortælle dig, hvad alle vi arbejderbier laver: Vi leger idioter og hopper op og ned på danse- og hoppemåtter i vores stuer! Og dermed er vi nået frem til objektet for denne anmeldelse. Mine damer og herrer, jeg giver jer: Family Trainer!

Family Trainer er et af de spil, hvor vi faktisk ikke burde bringe screenshots fra selve spillet, men derimod fotografier af de personer, som er i gang med at spille det. For det er muligheden for at skeje ud hjemme på stuegulvet, der er spillets hjerte og sjæl, og hurra for det. Det er dejligt at se et spil, som ved, at det ikke hører hjemme i flokken, og derfor går sine egne veje. For selv om kursen måske er lidt slingrende, så står målet lysende klart: At skabe morskab og grin ved familie- og vennefester rundt omkring i verden. Hvis vi virkelig mener, at det er sjovest at spille sammen med andre mennesker, så tilhører fremtiden spil som Family Trainer.

Den store spil-pakke består af selve spillet og så den bløde, knasende måtte, som bredes ud på gulvet. På måtten er indtegnet otte styrepile, og når man træder eller slår dem, ja, så registrerer måtten det og sender signalet videre til Wii'en. Så man styrer altså spillet fra måtten. Det princip er ikke nyt, og mange vil nok kende det fra diverse dansespil. Selve Family Trainer-spillet består af 16 forskellige discipliner, og man kan både spille alene eller lave turneringer mod venner og fjender, så længe de befinder sig i samme stue. Online er her ikke noget af, hvilket også er godt det samme. Hele morskaben ligger i, at man er sammen med de folk, man har accepteret at ydmyge sig selv over for.

For det kræver nemlig lidt overvindelse at give sig i kast med Family Trainer. I begyndelsen virker det lidt åndssvagt at stå og hoppe i sjippetov som en anden galning. Eller sidde i skrædderstilling og styre en slæde igennem en tunnel fyldt med forhindringer. Men der går ikke mange minutter, før man giver pokker i selvopfattelsen og giver los. Sidste gang et spil fik gjort mig så svedig, at jeg måtte smide tøjet, stod jeg og fægtede min wiimote som en anden bordtennismester, og nu må de forbipasserende ude på gaden altså igen lide den tort at se mig stå i bar overkrop og skabe mig tosset midt i stuen.

Family Trainer skulle efter sigende være en moderne udgave af et spil med samme navn, som udkom til den allerførste Nintendo-boks. Men det var kun japanere og amerikanere, som fik lov at lege med dengang, men nu får vi andenrangs-europæere lov til blandt andet at styre en lille togvogn gennem forræderiske miner, og her skal man huske at løfte det rigtige ben i svingene, så man læner sig ind i svinget og undgår at vælte. Og man skal hoppe, når vognen skal springe over dybe afgrunde. Og samtidig skal wiimoten pumpes op og ned ligesom på en dræsine. Og så skal man også huske at skyde klippeblokkene med wii-moten, så man ikke kører ind i dem. Så selv om der også er et sprint-spil, hvor kun gælder om at løbe hurtigt på stedet, så er der ikke tale om totalt overfladiske minispil. De er ganske sjove og afvekslende.

Alligevel kunne oplevelsen godt forbedres på et par punkter. Tag nu den ellers fint konstruerede måtte. Den er uden teksturer, og derfor kan man ikke føle knapperne, når øjnene er fæstnet på skærmen. Derfor vil man i kampens hede opleve, at man glider lidt ud af position med manglende præcision til følge. Derfor ville det være bedre, hvis der var lidt teksturer i den. Og selve følsomheden kommer også lidt på en prøve i de spil, hvor præcisionen er afgørende, men i bund og grund er måtten velfungerende og virker ganske holdbar. Og grundlæggende er der også tale om 16 sjove minigames, hvor man får lov at prøve mange forskellige ting. Et nogle af dem kan man også spille to ad gangen enten med eller imod hinanden. Og sjældent har jeg grint så meget, som da min kæreste og jeg skulle hoppe i sjippetov sammen, og det gik op for os, hvor åndssvage vi måtte se ud. Det er den slags oplevelser, der gør, at jeg ikke er i tvivl om, at Family Trainer vil være et sikkert hit for en familie på jagt efter et spil, hvor alle kan være med, og hvor man får lov til at grine sammen.

Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af Nintendos lille, fikse Fit-board, men det gør mig nu ikke det store. Jeg har hørt, at man ikke må hoppe på det, og så går hele ideen altså lidt af konceptet, synes jeg. Hvis man vil have folk til at røre sig foran fjernsynet, er der mere mening i at lade dem slippe tøjlerne og skabe sig tosset i et spil som Family Trainer. Her er også en trænings-del, og selv om den naturligvis skal tages med et gran salt, vil jeg gerne skrive under på, at et kvarters spilletid faktisk er udmærket motion. Men det er altså som fest- eller familiespil, at Family Trainer vil finde sit publikum, og det giver anledning til at diskutere i hvor høj grad holdbarheden af et spil skal smitte af på den endelige karakter.

For hvis et spil er skabt med det formål at underholde seks gange om året, skal det så vurderes på linie med et onlinespil, som er skabt til at underholde dag ud og dag ind? Der er ikke noget nemt svar på spørgsmålet, og det er ofte meget individuelt, hvor højt man vægter holdbarheden af et spil. Nogle er tilfredse med ganske få timer, hvis blot oplevelsen undervejs har været forrygende, mens andre som minimum kræver, at et spil kan fastholde deres opmærksomhed i tyve timer eller mere. Holdbarheds-karakteren er baseret på, at jeg mener, at der skal være plads til spil som Family Trainer, selv om det måske ikke er et spil, som vil blive hevet frem hver dag, hver uge eller måske endda hver måned. Men når det kommer frem, vil man få en hulens masse morskab pakket ind i et kort tidsrum, og det skal man naturligvis have med i overvejelserne, hvis man tænker på at købe. Family Trainer vil være lige så sjovt om to år som i dag - det er kun selskabet, der sætter grænsen for morskaben. For hver gang måtten bliver hevet ud på dansegulvet, vil der være en meget sjov time eller to foran en.

En lille advarsel skal der dog også med på vejen. Family Trainer er ikke spillet for den lille familie på tre, som gerne vil have noget at hygge sig med i lejligheden på tredje sal i juleferien. Eller, jo, det er det faktisk, men man skal bare lige være opmærksom på, at det i så fald sker med overhængende risiko for at antænde et brændende had hos både underboer og overboer, for når der springes rundt på hoppemåtten, forplanter effekten sig i hele hytten. Nu er advarslen givet videre. Men man kunne jo også invitere naboerne ind til en øl og en tur på måtten. Det ville med garanti kun forbedre naboskabet, for Family Trainer er altså et hyggeligt, lille bekendtskab.