Fantastic 4

At fremstille et kompetent spil med superhelte er åbenbart meget sværere end eksempelvis at lave et kompetent platformspil. Markedet bugner ligefrem af platformspil af overordentlig høj standard, mens antallet af gode superheltespil på det nærmeste kan tælles på én hånd. Dårlige spil af arten "Spandexklædt m/k bekæmper ondskaben" er snarere reglen end undtagelsen, og for hvert fremragende Spider-Man 2 er der mindst fem spil af Catwomans kaliber. Lad os, med dette i baghovedet, bevæge os ind i De Fantastiske Fires verden.

De Fantastiske Fire var alle normale mennesker inden de tog på en tur i rummet ledsaget af en mand med det lidet tillidsvækkende navn Victor Von Doom. Undervejs løb De Fantastiske Fire ind i en såkaldt kosmisk storm, og den ændrede deres DNA med superkræfter til følge. Reed Richards, gruppens leder og bærer af navnet Mr. Fantastic, fik en enormt fleksibel krop. Sue Storm kan gøre sig usynlig samt løfte og gribe fat i ting med tankens kraft. Johnny Storm kan omgive sin krop med flammer, mens holdets fjerde mand Ben Grimm er blevet til en orange ting af sten.
"Hvis en superhelt kan danne basis for et godt spil, hvad kan fire superhelte så ikke blive til?", spørger den vakse læser. Svaret fra udvikleren er: "Et standardiseret beat ’em up, der kun svagt smager af heltegerninger.".

Som enhver ved løses konflikter bedst med tørre tæsk, hvilket i teorien gør De Fantastiske Fire til konfliktløsere af allerhøjeste karat. Der er i den grad også brug for konfliktløsere, idet al slags kryb fra robotter og kæmpeedderopper til underjordiske øgler og stenstatuer er på fri fod. Der er derfor alskens fjender at give tæsk, men alligevel byder Fantastic Four ikke på megen variation, og monotonien banker snart på døren. Selvom figurerne har en række slagkombinationer til rådighed, er det i de fleste tilfælde nok kontinuerligt at trykke på X-knappen for let angreb, eventuelt assisteret af et tryk eller to på knappen for tungt angreb. For øvrigt er det ikke altid at et slag rammer fjenden, selvom man faktisk står klods op af den formastelige, der har gjort sig fortjent til en dragt prygl.

Monotonien forstærkes af banernes opbygning. Du kommer ind i et nyt område, du tæsker de ventende fjender, du går videre til et nyt område - mønsteret gentager sig. Kun lejlighedsvist bliver det forventelige brudt. Fra tid til anden skal De Fantastiske Fire bruge deres kosmiske kræfter, hvilket dog langt fra giver anledning til fest og farver. I God of War var der en klar sammenhæng mellem, hvad der skete på skærmen og hvad man gjorde med joypaddet. I Fantastic Four er det eneste element af interaktivitet, at man kan se på en måler, hvor meget man mangler at trykke på en given knap. Synd, for hvis man udstyret med overmenneskelige evner og vil være en superhelt der jonglerer med fjenderne, så rækker det simpelthen bare ikke eksempelvis at trykke på X-knappen indtil måleren på skærmen viser fyldt.

Dog kan man, hvis man er superheltefanatiker og ikke kan få nok af mennesker i spandex, godt more sig i selskab med Fantastic Four. Man kan i sådanne tilfælde glæde sig over, at stemmerne er indtalt af skuespillerne fra filmen og at musikken ligeledes muligvis stammer direkte fra de hvide lærred. Lydeffekterne er de sædvanlige lidt intetsigende i kategorien "Bang", "Smash" og "Knald", og de hverken skuffer på grund af dårlig kvalitet eller overrasker med overdreven originalitet.

Grafikken er rimelig og animationerne pæne, men banerne er kedelige og byder sjældent på mere variation end man kan finde i en pakke knækbrød. Fejl er der også nok af, som fjender eller helte, der pludselig sidder fast i eller ligefrem forsvinder gennem ellers solide objekter.

Hvad der helt sikkert vil tiltale fans af tegneserien er de tegneserieforsider, koncepttegninger, biografier og videoer, der kan låses op gennem hele spillet. Nævneværdigt er et interview med selveste Stan Lee. Kedeligt og forudsigeligt spil, der mest af alt smager som suppe kogt på et årgammelt laset eksemplar af De Fantastiske Fire.