Far Cry 3

Vi kigger over skulderen, og ser nogen styre en jetski mellem klipper og bølger, som en tråd gennem et nåleøje.

Gang på gang bliver vi draget til at kigge os omkring, og ser en lang række dynamiske øjeblikke folde sig ud: Et sted ser vi nogen blive angrebet af en tiger, netop som han genladede sit våben, med den sikre død til følge. En anden sniger sig anspændt rundt om en patruljerende militsgruppe. En tredje svæver majestætisk gennem himlen i en hang-glider.

Vi retter øjnene fremad mod vores eget ø-paradis, og ser noget helt andet: et imaginært drivhus der borer sig ind i en klippehule, mens vi tripper på psykedeliske svampe i en fugtig undersøisk grotte.

Men alle scenerne er del af det samme spil. Og mens en af udviklerne patruljerer mellem demomaskinerne, kaster han sit blik på fem meget forskellige forsøg på at nå det samme mål: en redningsmission drevet af hævn.

Far Cry 3 bekræfter reglen om, at sandkassespil altid fører til de mest underholdende presse-events.

De fører også til en umulig situation. For hvordan fordeler man bedst sin tid for at se alt hvad spillet har at byde på, især i en titel der klynger sit så tæt til glæden ved at udforske og opdage?

Det er derfor vi konstant kigger rundt i lokalet, mod de adskillige HD-fjernsyn og dertilhørende spillere omkring os. Det giver et indtryk af bredden i de mange muligheder, og ganske som forventet er der ikke to spilleres skærme, der viser det samme. Men alle eskapaderne ser umådeligt sjove ud (måske lige bortset fra ham, der bliver spist af tigeren). En sådan alsidighed er slet ikke ringe for det, der essentielt er spillets første tre timer.

På trods af alt dette kaos er der dog ét billede, der brænder sig fast på nethinden: billedet af os, der stirrer ud gennem et træbur på en mildt talende mand, der stirrer tilbage på os. Og det er sådan, Far Cry 3 begynder.

Spillets åbning er en af de mest kraftfulde, vi nogensinde har set, og det skyldes alt sammen denne ene figur, denne ene galning: Vaas.

Spillets hovedskurk leverer en fortryllende, nærmest hypnotisk præstation, og hans tilstedeværelse er så stærk, at vi nærmest savner den, når han ikke er på skærmen.

Det er ikke første gang, vi ser Vaas - den bindegale morder har med rette været i centrum af alle Ubisofts trailere indtil videre - men det er sådan her, vi bliver introduceret for ham.

Han sidder ved det træbur, hvori vores hovedperson Jason og hans bror Grant er fanget og bundet, efter deres ø-ferie i solen fik en brat og skrækkelig afslutning, og deres venner blev ført bort af Vaas og hans mænd til en ukendt skæbne.

Vaas taler til os. Vaas taler af os. Hans monolog skiftevis flyder og stopper brat, og er lige dele karismatisk og skræmmende. Det her er ikke den sædvanlige skurkesnak. Der er noget anderledes, og noget så fængslende i hans levering, at når han vandrer ud i natten er dine følelser en farlig cocktail af glæde og tomhed.

Inden længe forsøger brødrene at undslippe, og spillets tutorial udspiller sig i en lejr fyldt med mordere. De scener som du er vidne til, mens du sniger, gemmer dig og stjæler forsyninger, understreger alle, at selvom der er rigeligt med sjov afstikkere på øen, er det hele omgrænset af et ubehageligt ægte mørke.

Ikke overraskende bliver Grant - der indtil da har spillet rollen som den selvsikre ex-soldat der fører sin skræmte bror i sikkerhed - slået ihjel. Kun du undslipper, og du efterlades alene til at lære at klare dig selv, finde og redde dine tilbageværende rejsekammerater, og på en eller anden måde blive en stammekriger, en totempæl, for den lokale Rakayt-stamme, der undertrykkes af Vaas og hans mænd.

Selvom Jasons synsvinkel som ny på øen er en oplagt grund til at forklare spilleren hvordan landet ligger og fylde baggrundshistorien ud, må vi vente og se hvordan Ubisoft sælger ideen om, at en udenlandsk backpacker-turist fra middelklassen kan tage springet til revolutionær med totem-kræfter, der fører befolkningen til fred og fremgang.

Ud fra det vi indtil videre har set er det dog tydeligt, at udvikleren ikke har tænkt sig at gøre denne fortælling lige så entydig, som den umiddelbart virker. Vi kan ikke lade være med at tænke over, hvorvidt Jasons rolle måske nærmere er som marionetdukke end leder.

Men vores tanker om det spillets langsigtede perspektiver må vente, da vi i stedet brydes med et stort spring i sværhedsgraden, da vi tvinges til at vænne os til et miljø, der glædeligt tager dit liv hvis det får chancen.

De særlige kræfter, vi nævnte før, kommer fra spillets trio af skill-træer, der lægger vægt på enten lang rækkevidde, stealth eller tank-agtig styrke. De viser sig alle at være uvurderlige, da du i starten har omtrent lige så gode chancer for at overleve som et lamt dovendyr. Far Cry 3 er et svært spil.

Run and gun-taktikker knuser dig hurtigere end kylling i en kødhakker. Selv hvis du tager dig tid, vil du sandsynligvis lave ged i den alligevel de første par gange. Du er nødt til at udvikle tålmodighed og timing sammen med de nødvendige evner til at gøre dig halvt Crocodile Dundee, halvt Predator og helt hårdfør skiderik.

Planter kan ikke stoppe kugler, og fjenderne vil hurtigt flankere dig, når de først bliver klar over din tilstedeværelse. Et ikon med form som en halvcirkel markerer deres synsretning, og den bliver hurtigt fyldt ud, når de er tæt på at opdage dig, så du har nogle få øjeblikke til at finde skjul.

Trods øens store omfang, bliver din bevægelsesfrihed under missioner begrænset til det nærmeste område. Når først du træder ind i en missionsspecifik zone, placeres der en usynlig barriere med omtrentlig form som en cirkel rundt om dig og dit mål. Den markeres på dit kort, og nærmer du dig kanten, får du en advarsel på skærmen. Træder du udover, er missionen slut.

Kortet i sig selv er enormt, og i starten fuldstændig indhyllet i forstyrrelser. Jammer-tårne er strøet over hele øen, og skal slukkes før lokale landmærker og interessepunkter i det omkringliggende område bliver markeret. Det minder lidt om Assassin's Creed, men fordelene er mange - ikke alene bliver køretøjer markeret, men din nye stamme begynder at finde vej til området, og nye handelsruter med bedre udstyr åbnes op.

Du kan selvfølgelig også bare gå blindt på opdagelse, og ignorere grusveje til fordel for buskadser og jungle. Ligesom ACIII har Far Cry 3 et fuldt økosystem, der dækker hele øen, og det er nødvendigt at interagere med det (dvs. slå dyr ihjel) for at skaffe forsyninger til din figur.

Du kan flå døde dyr for at skaffe læder, der så igen kan bruges til større tasker til ammunition, mens planter kan høstes og bruges til potions. De øvrige beboere spiller også ind på nogle af de valgfrie missioner - vi påtager os for eksempel en opgave med at jagte en flok vilde hunde, der har hærget det lokale område.

Og ligesom med ACIII er vi spændte på at se hvor meget dyrelivet får indflydelse på missioner, når du bevæger dig ind på et dyrs territorium. Vi har allerede lært at hade hunde, da en næsten perfekt forsøg på at snigmyrde lederen af en fjendtlig landsby i al ubemærkethed blev afbrudt i sidste øjeblik af en patruljerende vagthund. Den bidske hvirvelvind af tænder er lille nok til at passere ubemærket under vores synsfelt, og hurtig nok til at være en pine at tage ud, selv hvis hele den nu alarmerede landsby ikke skød på os.

Dukker du dig i buskadser er du næsten usynlig, og der er et glide-move til at flytte sig hurtigt fra cover til cover. Selvom du ender med at bære rundt på pistoler, rifler, haglgeværer, buer, miner og deslige, er det de ikke-dødelige våben, der er de mest interessante.

Med den uendelige forsyning af sten, der er tilgængelig via d-pad'et, kan du lave afledninger, der lokker vagter væk fra deres patruljerute. Denne evne vil sandsynligvis kunne redde dit liv gennem hele spillet. Som når vi for eksempel skal adskille radiooperatører fra resten af den gruppe, der gemmer sig i maven på et grundstødt skib på stranden - med et missionskrav om ikke at blive opdaget overhovedet.

Vi ender med at lægge sten ud som brødkrummer for at lokke nøglepersonerne hen til vores gemmested i klipperne over deres lejr, inden vi tager dem ud med et stealth-drab.

En anden del af dit ikke-dødelige arsenal er det spejlreflekskamera, der lader dig tage billeder af dyr, og endnu vigtigere markere fjender efter type - normal, RPG, sniper, heavy - på din HUD, når først du har fanget dem i din linse.

Det er en fin lille funktion, der tvinger dig til at vurdere dine omgivelser inden du angriber - at bide mærke i terrænet mens du forsøger at finde det bedste sted til at tælle antallet af fjender. Hvis der bliver mulighed for at uploade og dele sine fotos kan vi snildt forestille os, at der opstår et brugerskabt minispil med at tage modige paparazzi-billeder af fjenderne. Men som sagt tvinger det dig til at tænke over omgivelserne, og bruge dem til din fordel for at overleve.

For ingenting er nemt i Far Cry 3. Du er konstant i fjendtligt territorium, bag hver bakke og rundt om hvert et sving venter der nogen med mere erfaring og ildkraft, og som vil slå dig ihjel for bare at være der - lige indtil du har vænnet dig til omgivelserne og er gået Predator med dine nye evner. XP uddeles i forhold til hvor godt du klarer missionerne. Den første vi klarer giver for eksempel en tredobbelt bonus, hvis man ikke bliver opdaget undervejs.

Jason lærer måske hurtigt at blive en dræber, ganske som enhver FPS-hovedperson er dømt til at blive, men der er en modvægt til din blodige succes i form af dine venner. Dit første møde med din rejsemakker Daisy, der gemmer sig i en læges hjem langs kysten, viser hendes chok over hvor meget du har forandret dig på så kort tid. Og udviklerne vil blive ved med at slå på den kløft, efterhånden som spillet skrider frem.

Denne første samtale, og den med hendes beskytter Dr. Earnhardt, viser at Vaas ikke er et isoleret tilfælde - udviklerne har virkelig arbejdet hårdt for vride så meget følelse som muligt ud af de scriptede karakterøjeblikke. Hver øjebevægelse, ansigtstrækning og skift i kropsholdning er nuanceret til at gøre disse centrale figurer ægte.

Som det ser ud nu, er disse øjeblikke spillets visuelle højdepunkt, og sætter en standard som sandkassemiljøerne ikke kan nå endnu. Men det er forståeligt, når man tager i betragtning hvilke hestekræfter der skal til for at rendere miljøer, der rækker så langt som øjet ser.

Men studiet har sat sig for at få disse karakterøjeblikke med gennem hele Far Cry 3's fortælling. Vores trippede oplevelse ned i grotten skyldes jagten på forsyninger, der kan helbrede Daisy. Og disse svampe udsender en gas, der inducerer en en stribe bizarre imaginære hændelser i stil med dem, vi så på Ubisofts Gamescom-konference.

Igen er det en ubehagelig oplevelse, og modsætningen mellem ø-paradis og de uhyrligheder som begås af ikke bare skurkene men også dig selv, er omdrejningspunktet der giver os en ferie i solen, vi sent vil glemme.