Vi havde svært ved at finde en grimasse der kunne passe, da de første detaljer lækkede ud. Men ideen om Far Cry 3: Blood Dragon er guld værd, hvis du tilbragte din barndom i 80'erne. Et sted hvor vold var farvestrålende brutalt, heltene var kyniske dræbere, og lydsiden var pumpet fuld af synthesizere.
Blood Dragon er både en indforstået joke og en hyldest til den æra. Din forbindelse til 80'erne vil være afgørende for hvad du synes om det koncept, Ubisoft har bygget op rundt om alt skyderiet. Det er et selvstændigt, digitalt udgivet singleplayer-spil, der kun bruger Far Cry 3 som fundament for sine mekanikker og intet andet. Det er en hyldest til udgivelser som Bionic Commando og John Carpenters Escape From New York.
Ideen om et FPS-mod er ikke ny - den er praktisk talt gammeldags på PC - men ses stadig sjældent på konsol. At Blood Dragon ikke kræver, at man har Far Cry 3, men stadig byder på otte heftige timers open world gameplay, gør det snarere til et sjovt eksperiment for et bredt publikum, end en omgang simpel tie-in DLC.
Derfor får vi en ny hovedperson, en ny verden og nye våben. Rex Power Colt (hvis stemme leveres af Michael Biehn, der laver sin bedste Solid Snake Plissken-efterligning) er en cybernetisk kriger med dårlig attitude og kærlighed til tanken om et narkofrit USA. Vi befinder os i et "futuristisk" 2007, i en krigshærget verden der trues af missilangreb fra en mismodig kommandør, som Colt tilfældigvis har tjent under engang. Her er laserrifler, transformerende sniperrifler, og en shotgun så old-school at den burde være dækket med edderkoppespind.
Det er en mos af stilarter, og det virker som om studiet virkelig har moret sig med ideen. Gameplayet er som moderne FPS-spil, men du kan bære otte våben ad gangen i stedet for de moderigtige to. Mellemsekvenserne er statiske og pixelerede, dialogen har glimt i øjet, og tutorialsene er fuldt bevidste om hvor meningsløse og irriterende de er. Der er endda tilbud om at købe en DLC-pakke, der spiller spillet for en.
Dialogen er stærkt krydret med bandeord og testosteron som en Schwarzenegger-film. Det er, ironisk nok, alt det man havde håbet Duke Nukem Forever ville have været.
Som med ethvert andet spil, der har klemt humor ind, bliver det interessant at se hvor længe grinene varer ved, når først vi har fundet os til rette i al skyderiet. En to timer lang film kan være et maraton af citater, men når man udvider til otte timers skyderi, kan man godt løbe tør for damp. Indtil videre prøver vi en kort to-missioner lang sektion af spillet. Den starter med en sekvens, hvor vi skyder løs fra en helikopter - komplet med rockmusik til at overdøve larmen - til at smadre en base fyldt med soldater ved hjælp af pile og ildspyende dinosaurere.
Dinoerne er den Blood Dragon, der er nævnt i titlen - store T-Rex-agtige bæster, der vandrer omkring på sletterne uden for de skjoldbeskyttede Omega Force-baser. Kæmpeøglerne ser dårligt, men har næse for cybernetiske hjerter, hvilket man hurtigt opdager, da man skal kravle uset forbi et af deres spiseområder, og dernæst kaste hjerter fra dræbte soldater for at styre dyrene væk fra en eller hen mod en fjendtlig patrulje.
Disse drager er også nøglen til historien, da deres blod bliver brugt som biologiske våben i den nærtliggende missilbase, og giver superkræfter til dem, der sprøjter det i armen. Vores første opgave er at slukke for et aktivt missil, og vi forlader basens åbne område til fordel for en underjordisk bunker. Dette netværk af korridorer, der er fyldt med computere fra dengang Sean Connery spillede Bond, er mindre interessante end de neonfarvede udendørsområder, men slipper af sted med det på grund af omgivelserne, og kampene er rigtig sjove. Det skyldes især den afsindigt kraftige shotgun og et udvalg af melee-angreb - takedowns bagfra (og fra oven) dræber øjeblikkeligt, og det er muligt ikke bare at kæde dem sammen, men også at smide kastestjerner af sted for at ramme fjender uden for rækkevidde.
Selvom historien er så bombastisk, er her stadig lagt vægt på stealth. Med et tryk på d-paddet aktiveres dit cyborg-syn, så du kan tagge fjender, mens et andet bizart nok kaster terninger for at distrahere patruljer. Vagter kan tilkalde forstærkninger, hvis de ser dig, og den glidemanøvre, man kunne afslutte spurtløb med i Far Cry 3, er her stadig. Selve bevægelserne føles dog lidt tungere end man ville forvente af figuren.
Der er dog en lang række opgraderinger tilgængelige, så måske er den ultimative dræbermaskine bare uden for vores XP-rækkevidde i demoen. Vi tager et hurtigt kig på listen med låste evner, og er imponerede over udvalget: mere helbred og hurtigere genladning står skulder ved skulder med sejere evner, som muligheden for at stjæle en fjendes pistol midt i en slåskamp, eller at trække splitten fra fjenders granater og sparke deres indehaver end i en fjendtlig gruppe.
Måske bliver joken lidt tyndslidt efter otte timers spil, men det gør præsentationen næppe. Bakket op af et fabelagtigt soundtrack, der vækker minder om film som Terminator uden direkte at stjæle, ligner Blood Dragon en heftig omgang, der bruger mekanikkerne fra kildematerialet på nye og unikke måder. Om ikke andet skal spillet have ros for at forsøge noget så anderledes. Forhåbentlig er det et tegn på fremtiden for Ubisoft, snarere end bare et engangseksperiment.