Far Cry 4

Det er kun et par år siden at Ubisoft udgav det fremragende Far Cry 3, hvor standarden for open world-skydespil i den grad blev sat. Der var et stort område at udforske, forskellige dyr som kunne jages, og en god historie der kredsede om en sympatisk galning. Nu er Far Cry 4 klar, denne gang med et større område, endnu flere dyr der kan jages, og endnu en gang en historie med en sympatisk galning i centrum. Det lyder måske som om der ikke er så meget nyt at komme efter i denne ombæring, men tag ikke fejl af hvad der på papiret måske lyder som en gentagelse, for der er masser at komme efter for både nye spillere, såvel som fans af de tidligere spil i serien.

Som spiller overtager man denne gang rollen som Ajay Ghale, en nepaleser der er opvokset i USA, og som er rejst til sin borgerkrigsramte hjemstavn Kyrat for at sprede sin afdøde mors aske. Desværre når Ajay aldrig videre end til en grænsekontrol, hvor han tages til fange af Kyrats selvudnævnte leder og konge Pagan Min, der med sit lyserøde jakkesæt og afblegede hår klart udgør seriens mest flamboyante skurk. Det varer dog ikke længe før man bliver reddet af en gruppe oprørere kaldet The Golden Path, der fortæller en, at man er søn af deres afdøde leder Mohan, og at de har brug for ens hjælp til at vælte Pagan Min og dennes tyranniske styre. Det varer heller ikke længe før man angriber fjendtlige baser på elefantryg, og sprænger konvojer i luften for at forhindre fjenden i at få våben, og det er her Far Cry 4's ellers udmærkede historie halter en smule. En amerikansk opvokset ung mand tager til Nepal for at sprede sin mors aske, og er på et splitsekund forvandlet til en dræbermaskine, der kan håndtere alle slags våben som en professionelt uddannet soldat. Det er tydeligt at Ubisoft i denne omgang ikke har lagt lige så stor vægt på karakterudvikling, men rettere har ønsket at få spilleren i hurtigt gang, hvilket måske er en smule trist.

Det er ikke kun historien der sættes hurtigt i gang. Alt hvad der hedder overflødigt tutorial er blevet skåret fra, og man har adgang til et væld af spillets indhold lige fra starten, hvilket er en meget positiv oplevelse.

Udvalget af våben til køretøjer er omfattende lige fra starten af, og skill-træet har kun ganske få evner, der kræver man gennemfører historiemissioner for oplåsning. Resten er enten tilgængelige fra starten, eller kan låses op ved at gennemføre en enkelt af de forskellige typer sidemissioner. Der er desværre ikke så mange nye evner at lære i forhold til forgængeren, ud over eksempelvis at kunne ride på elefanter, men de tilbagevendende skills er stadig sjove, så det går ikke ud over spiloplevelsen som helhed. Måden man kastes ud i det hele føles klart som et nik fra udvikleren om at man nok godt kan finde ud af at spille spillet uden at skulle holdes i hånden, og det er forfriskende at få så meget frihed indenfor den første halve time.

En stor del af Far Cry-serien har altid været omgivelserne, og denne gang må jeg indrømme flere gange at have siddet med munden åben over hvor flot Kyrats bjerglandskab er lavet. Det kan tydeligt mærkes at udviklerne har benyttet sig af de ekstra hestekræfter i de nye konsoller for at bringe naturen til live, hvilket de har præsteret med overbevisende bevoksning og træer, og ikke mindst imponerende lys- og vandeffekter. Det var svært ikke at få lyst til at besøge stedet i virkeligheden, efter at have set solen gå ned bag de fjerne snedækkede bjerge, mens de sidste solstråler spejlede sig i en nærtliggende sø. Havde det ikke været for den blodige borgerkrig og, ja, Kyrats manglende eksistens på vores side af skærmene. Spillets figurer er også flot animerede, selvom enkelte personer blandt civilbefolkning havde en lille tendens til at have voksdukke-looket. Dyrene er bragt til live ved hjælp af overbevisende bevægelser og hvad der næsten må være de bedste og blødest udseende pelse i et computerspil. Jeg tog mig selv i konstant at tage screen-shots for at fange den imponerende natur, men den skal klart ses i bevægelse for at få det fulde indtryk.

Ud over historien byder Kyrat på et væld af aktiviteter, og føles mest af alt som en kæmpe legeplads. Der er klassiske aktiviteter, såsom at overtage fjendtlige baser og jage dyr, men der er også et par nyheder at finde. Der er blandt andet dynamiske karma-missioner, hvor man hurtigt skal reagere på begivenheder såsom gidseltagninger og ildkampe, og store fæstninger man kan angribe, og som hver ejes af en af Pagan Mins generaler. Man er velkommen til at angribe disse fort alene, men så længe den tilhørende general stadig lever i historien, er modstanden betydeligt større, og man anbefales at få hjælp til at gennemføre sit angreb. Dette kan gøres på to måder. Den første er at tilkalde hjælp fra computerstyrede oprørere ved hjælp af optjente eller indkøbte Guns For Hire Tokens. Disse poletter kan skaffes fra butikker spredt rundt på kortet, eller ved at gennemføre førnævnte karma-missioner, da hver gennemført mission belønner spilleren med et token og øger ens karma-niveau. Karma-niveauet tillader spilleren at købe sig til stærkere oprørskæmpere, så det er en ressource man gør sig klogt i at investere i, da det kan være til stor gavn senere i spillet.

En anden måde man kan overmande de fjendtlige soldater på er gennem co-op, hvor man lader en anden spiller tage rollen som figuren Hurk, en tilbagevendende figur fra treeren, og derfra frit kan udforske Kyrat sammen, overtage baser eller jage dyr. Man kan dog ikke spille historiemissioner sammen, men der er masser at tage sig til ud over disse, så det gør ikke så meget.

Begge spillere beholder også de penge og items de samler op, så det kan være yderst gavnligt for begge parter at samarbejde. Det fungerer virkelig godt, og jeg må indrømme, at jeg nød det da jeg sammen med en fremmed spiller overtog en base med mig siddende med en riffel på en bakketop som snigskytte, og ham inde i selve basen med bue og pil. Vi præsterede ligefrem at koordinere at slå to soldater ihjel samtidigt ved hjælp af det simple Shout-system, der tillader spilleren at sende korte prædeterminerede beskeder til sin makker, så man slipper for at bruge tid på at skrive hvis man skulle mangle en mikrofon. Som en bonus for PS4-ejerne er det også muligt at spille sammen med venner der ikke engang ejer spillet. Dette kan lade sig gøre ved at sende en Key to Kyrat til vennen der ikke har spillet, og derefter kan man spille sammen i to timer. Det er en genial måde at lade folk få en smagsprøve af spillet, mens dem der allerede har købt det får prøvet at arbejde sammen med en af deres venner. Man er desværre begrænset til ti nøgler per spileksemplar, og det vides ikke pt. om det bliver muligt at skaffe flere senere hen, så vælg med omhu når invitationerne sendes ud.

Et sted hvor udviklerne også skal have ros, er omkring spillets køretøjer. Far Cry-serien har længe lidt af til tider dårlig styring af køretøjerne, hvilket hovedsageligt har skyldes de snævre og snoende veje i de tæt bevoksede omgivelser. Dette problem er blevet afhjulpet meget af muligheden for at aktivere en Autodrive-funktion, der sørger for at bilen bliver på vejen, og tilmed følger gps'en til ens destination. Denne feature er også meget kærkommen, da det denne gang er muligt at skyde mens man kører, hvilket kan være meget svært at gøre hvis der skal sigtes og styre bil samtidigt. Der er også et par nye køretøjer med i spillet, såsom det terrængående luftpudefartøj, og selvfølgelig den lille og charmerende gyrokopter. Denne lille minihelikopter gør at man nemt kan komme fra A til B uden at skulle tænke for meget over at blive overrasket af bjørne eller tigere på vejen, men man er dog ikke helt udenfor fare, da der er en begrænsning på hvor højt man kan flyve, og derfor godt kan opleve at man opdages af fjenden og bliver skudt efter. Man kan finde dette fine køretøj ved baser rundt om i Kyrat, og bedst af alt får man adgang til den stort set med det samme, hvilket igen understreger hvor hurtigt man får stillet værktøjer til rådighed, så man nemt og hurtigt kan kaste sig over de forskellige opgaver, som det bedst passer en.

Ud over køretøjer er det også muligt at komme rundt på en lidt anden vis i Kyrat. Det er nemlig muligt at iføre sig et Wingsuit, der gør at man kan hoppe ud fra høje klipper, for så at kunne svæve gennem luften med meget høj fart, og det kan være enormt tilfredsstillende at suse afsted mod sit mål, for i sidste sekund at trække faldskærmen og lande sikkert. Hvis det er i en mere opadgående retning man skal, har man også adgang til en klatrekrog. Med denne krog kan man klatre op ad klippesider, og svinge sig fra skrænt til skrænt, så længe der er et fæstningspunkt i nærheden. Disse fæstningspunkter er spredt ganske gavmildt rundt, så der er masser af muligheder for at tage den lige vej op.

Der er i denne ombæring blevet lagt meget vægt på at spilleren har valg der skal træffes, og at hvert valg har en konsekvens. Det lyder jo meget godt, men desværre er valgene en smule mere overfladiske end hvad man kunne have håbet på. The Golden Path er splittet efter ens fars død, og to potentielle ledere kæmper om at tage hans plads som leder. Det er derfor op til spilleren at træffe beslutningen om, hvem man vil hjælpe. Det føles godt undervejs i historien, men der hvor hele ideen falder til gulvet er når den sidste beslutning skal tages. Jeg vil ikke røbe hvorfor, men kun konstatere at det får det hele til at føles en smule falskt.

Til sidst har vi spillets multiplayer-del. Ubisoft har denne gang taget deres gode erfaringer fra deres andre titler, som Splinter Cell og Assassin's Creed, og lavet de to hold asymmetriske. Det vil sige at de to hold spilles meget forskelligt, og kræver hver deres taktik at mestre. På den ene side er der The Golden Path, der spilles som et klassisk FPS. De har adgang til maskingeværer og køretøjer, og når det kommer til ren ildkraft, er de klart deres modstandere overlegne. På den anden side har vi Rakshasa-holdet. Dette er Pagan Min's eliteenhed bestående af spirituelle krigere. Disse krigere har adgang til buer og pile, men hvad de mangler i ildkraft, gør de op for med naturens kraft. De kan nemlige tilkalde hjælp fra forskellige dyr for at få overtaget mod fjenden. Til at starte med kan man hidkalde en ørn, der i den grad kan skabe kaos blandt modstanderne, og som vigtigst af alt gør at alle fjender vælger at kigge op, hvilket tillader krigeren at fyre nogle velplacerede pile af. Klarer krigeren sig godt, opgraderes dyret til en bjørn, der er et meget hårdfør dyr, som kan nå at dræbe mange fjender inden den dør. Til sidst er der tigeren, der med sin hurtighed nemt kan rydde en hel base af fjender, skulle de være uopmærksomme. Disse tre dyr, kombineret med forskellige indsprøjtninger der gør krigen enten hurtigere, eller giver evnen til at spejde forude ved tankens kraft, gør Rakshasa-holdet yderst dødbringende i kamp. Det er sjovt at spille begge sider, og da de hvert spil har to runder, så man får lov til at spille som begge hold, gør det også, at man ikke kan brokke sig over ubalance. Det er meget kreativt fundet på, og jeg er sikker på at denne multiplayer-del vil få en del fans i fremtiden.

Der er heldigvis også overraskende få bugs at finde, og de begrænsede sig til meget få visuelle fejl, mens frameraten yderst sjældent dykkede og holdte sig pænt på den gode side af 30 fps, så vidt jeg kunne fornemme.

Far Cry 4 er nok det kønneste spil jeg har spillet. Alt fra naturen til lyseffekterne imponerer, og det veludførte stemmeskuespil gør at man virkelig drages ind af miljøet og historien. Selve gameplayet er lige så underholdende som det var i treeren, hvis ikke mere, takket være den velfungerende co-op, og den generelt store mængde af aktiviteter man finder ved bare at bevæge sig rundt. Det bliver aldrig overvældende, og man overraskes konstant af hvor meget indhold der er at finde. Desværre skuffer valg-og-konsekvens systemet, og det havde næsten været bedre at udelade, når nu valgene ikke har nogen reel effekt ud over om man angriber en base i øst eller vest.

Dette lille minus skal dog ikke afskrække nogen fra at spille dette fantastiske spil, som jeg vil anbefale til alle der kan lide open world-spil med masser af action.