Far Cry Instincts Predator

Da Crytek i 2004 lancerede det originale Far Cry, blev jeg straks betaget af den forunderlige jungleverden de tyske tryllekunstnere havde spredt udover den helt enorme ø. Historien fangede med det samme, atmosfæren blev optaget som var det et euforisk rusmiddel og spillet havde en lækker blanding af langsom snigen og hårdkogt, begge-pistoler-trukket action. Jeg måtte bide i tastaturet af bare benovelse.

Ikke helt så heldigt gik det for sig, da det ellers så talentfulde Ubisoft Montreal fik smidt materialet i hånden og satte sig for at lave en Xbox-udgave. Oplevelsen var bestemt ingen fiasko i spilmæssig forstand, men formåede bare ikke at gribe fat i mig, på grund af en fantastisk dårlig kunstig intelligens og nogle horrible skudzoner på ens ofre. Denne udgave får snart en efterfølger i form af Evolution, men samtidig har Ubisoft besluttet sig for at samle alle goderne på ny skive til Xbox 360 kaldet Far Cry Instincts: Predator og det er så den jeg har haft snurrende i maskinen den sidste uges tid.

Jeg har, sikkert som så mange andre, fra barnsben lært matematikkens grundregler, hvor én plus én sjovt nok giver to, og derfor kan jeg på sin vis også sagtens forstå Ubisoft. Far Cry Instincts modtog relativ pæn kritik af pressen, og hvis man så samtidig kan blande det med efterfølgeren og give det en pænere indpakning, så kan det jo ikke gå galt. Eller det kan det rent faktisk, når man udelukkende kaster to spil sammen i en blanding, der ligeså godt kunne have foregået på den gamle generation. Og det er præcis, hvad der er tilfældet med Predator. Du tvinges indledningsmæssigt til at spille Instincts igen, eftersom Evolutions historie er låst, hvilket egentlig er en skam, for der vil sandsynligvis være langt flere, der har gennemført Instincts, men aldrig før har rørt Evolution - inklusiv jeg selv. Var det en pine atter at slæbe sig igennem samme historie? På sin vis, ja. Selvom den er fortalt gennem intense sekvenser, altid ud fra et førstepersonsperspektiv, og har masser af interessante scenarier, så er de fejl, der plagede originalen, på irriterende vis stadig til stede, og det er fejl, der ødelægger et ellers udmærket spil.

Her taler jeg først og fremmest om den nærmest latterlige kunstige intelligens, der på en gang både er så frustrerende svær og pinagtig dum, at den slet ikke er til at regne ud. Jeg har flere gange været udsat for, at en person har gloet på mig i flere sekunder uden at reagere, mens fjenderne andre gange opdager mig på mirakuløs vis, selvom jeg sidder på hug i den tykke jungle. Predator indbyder også, i begge historier, til en masse snigeri, og derfor er det utrolig frustrerende, når det stort set aldrig lykkedes, fordi fjenden med sit medfødte røntgen-syn opfanger dine bevægelser, uanset hvor du er eller hvor godt du gemmer dig.

Dette har flere gange resulteret i, at jeg bare har bandet og svovlet og så bare løbet eller kørt direkte forbi fjenderne og videre til næste område, noget der pudsigt nok også lader sig gøre.Helt skævt er det også at de tildelte skudzoner som ens fjender har, reagerer helt sporadisk på et magasin varme kugler. Nogle gange står de stadig efter et dusinvis velplacerede blykugler, andre gange giver de op efter kun et enkelt skud - og det er uanset om du skyder dem i hovedet, benet eller på kroppen. Det er mildest talt skuffende at to af genrens vigtigste områder, nemlig våben der giver konsekvent skade og intelligens der tester dine evner, slet ikke er til stede i koden på Predator.

Nej, jeg har ikke meget til overs for singleplayer delen i Predator. På trods af en medrivende og velfortalt historie, så ødelægger den fejlfyldte blanding af rutinepræget banedesign og en direkte dum kunstig intelligens store dele af oplevelsen, og jeg bliver slet ikke hevet ind i junglen på samme facon som PC originalen i sin tiden gjorde det. Hvad værre er, så er spillet fra et teknisk synspunkt en ren katastrofe. Predator er flere klasser under det originale Pc-spil, hvilket måske var undskyldt på Xbox, men når vi snakker om en næstegenerations konsol, hvor der kommer et spil to år efter originalen, så forventer jeg markante forbedringer. Dette findes udelukkende i de betagende 3D-bølger, der til gengæld også er enormt smukke, men derfra er både omgivelser og karaktererne virkelig ringe.

Heldigvis reddes Predator en del af den omfattende multiplayer del. Den brugervenlige bane-editor er vendt tilbage og vil med garanti føre til masser af underholdende, fanskabte baner på Xbox Live, og her er Predator vel og mærke det første spil til at tilbyde denne egenskab på Xbox 360. Med fartøjer både til lands og vands, en række spændende våben og ikke mindst de overnaturlige egenskaber, så tilbyder spillet en intensiv omgang multiplayer action af slagsens, som stadig kan være svær at finde på Microsofts nye konsol.

Hele problemet med Far Cry Instincts Predator stammer fra det faktum at sidste års Xbox-oplevelse har adskillige ridser i lakken. Det var ikke godt nok at den kunstige intelligens opførte sig som en halvretarderet abe på amfetamin og det er slet ikke godt nok, at de adskillige flere kræfter som Xbox 360 har, udelukkende bruges til at skrue op for charmen på grafikfronten uden at det alligevel registreres synderligt på den visuelle barometer.

Skudzonerne er heller ikke forbedret, hvilket giver samme ternings-agtige uforudsigelighed, når du blæser magasin efter magasin i fjenderne og det giver seriøst problemer på en konsol der allerede nu huser et spil som Call of Duty 2 og det dunkle Condemned. Far Cry Instincts Predator kan godt spilles som en slags sydlandsk skydetelt komplet med papegøjer og blå bølger, men hvis du leder efter et kvalificeret actionspil med tunge våben, masser af udfordringer og få frustrationsøjeblikke, så kan du ligeså godt stille Ubisofts seneste spil tilbage på hylden.