Far Cry Primal

Far Cry Primal blev i lang tid anset som det nye Far Cry 3: Blood Dragon, et slags useriøst mellemkapitel, hvor seriens regler blev bøjet en smule, for at give spillerne noget at grine af. Det blev dog gjort ret klart ret hurtigt, at Far Cry Primal ikke bare tager sig selv ganske seriøst, men også er repræsenterer et ægte næste kapitel i serien i forhold til størrelse, ambition og indhold. Men hvorfor troede folk så at det var et nyt Blood Dragon? Jo, det er fordi at du er hulemanden Takkar i landet Oros i år 10.000 f.Kr. Er der derfor sniper-rifler at opgradere, lastbiler af stjæle og intense skududvekslinger? Nej, Far Cry Primal fokuserer på naturen, og alt hvad den indebærer.

Far Cry-serien benytter sig , ligesom alle Ubisoft's store spilserier, af en meget genkendelig og bestemt struktur, der både er seriens største styrke og svaghed. Du ved hvad du forventer, og får det forventede, og Primal er, trods fokusset på hulemænd, køller og sabeltandstigere, ingen undtagelse. Efter en kort introduktion til våbenbrug, crafting, bevægelse og de diverse fjendetyper, åbner kortet sig op, og det handler derfra om at gennemføre sidemissioner, udrydde fjendtlige fæstninger, skinne dyr og opgradere våben. Det er et loop som du kender bagvendt hvis du tidligere har stiftet bekendtskab med Far Cry 3 og Far Cry 4.

Lad os dog ikke forhaste os, og få fat styr på konteksten først. Du er Takkar, en modig hulemand der på tragisk vis mister sine kammerater på vej mod landet Oros, hvor hans stamme, Wenja, eftersigende skulle trives. Dog er realiteten en anden, for Wenja-stammen er stort set blevet udryddet af Udam, en stamme af blodtørstige kannibaler. Takkar skal derfor genopbygge Wenja-stammens landsby og folk, og det gør han ved at rekruttere en række særlige karakterer med hver deres specialitet, og ved selvfølgelig at knuse Udam i massevis. Du har måske allerede nu kunnet mærke, at der mangler et særligt Far Cry-karaktertræk, og du har ganske ret, for i denne omgang centrerer spillet sig ikke om én særligt karismatisk skurk som Vaas eller Pagan Min. Du har de to stammeoverhoveder i form af Ull og Batari, men ingen af disse gør særligt meget væsen af sig, og det sætter en alvorlig bremse for din tilknytning til spillets plot.

Vi får sjældent mere indblik i karaktererne end de mest basale motivationer, og selvom man delvist kan undskylde det forsimplede udtryk med, at det jo foregår i stenalderen, hvor kommunikationen endnu ikke har antaget en avanceret form, så udgør det ikke en synderligt spændende spilhistorie. Der er ingen forankring i verdenen, ingen grund til at investere i Takkar, Ull eller Batari. Det er en skam. Dialogen er ikke foruden sin charme, men det falder for det meste fladt til jorden.

Samtidig sætter Far Cry Primal et enormt fokus på selve stammeopbygningen, altså opgraderingen af din landsby. Ved at redde fortabte Wenja-folk fra en række dynamiske situationer i vildmarken, vil de automatisk blive tilføjet som indbyggere i din landsby, og jo flere indbyggere du har, jo mere XP og jo flere ressourcer får du. Det er et smart system, der, når nu spilleren ingen tilknytning har til hverken plottet eller karaktererne, i det mindste sørger for, at din landsby betyder noget. Din landsby skal samtidig opgraderes, men i stedet for at give spilleren friheden til at tilpasse landsbyens opbygning, så er det ganske forsimplet system, der lader dig opgradere specialisternes hytter. Der er ingen forskel på at indsamle ressourcer til at opgradere dit spyd, eller at indsamle ressourcer til at opgradere Sayla's hytte. At opgradere hytten giver selvfølgelig adgang til nye opgaver, og forøger mængden af ressourcer du får, men noget interessant system er det ikke.

Selvom du bruger meget af din tid på at indsamle ressourcer til opgradering af landsby og våben, så bruger du alligevel størstedelen af din tid i Far Cry Primal på at vandre rundt i Oros, og her lysner det en smule for spillet. At gebærde sig i spilverdenen føles ganske solidt, og studiet bag beviser endnu en gang, at de om ikke andet kan finde ud af at designe betagende åbner verdner. Fra de solrige egne i syd med bugtende bække og sollyset der glider ind over den tætgroede skovbund, til de hårde snestorme i nord, så er Oros fantastisk at se på og bevæge sig igennem.

Men du skal jo ikke bare se på Oros, så meget som at tæske løs på det, og det gør du med en række spændende, men slemt begrænsede våben. I starten virker det som en ret chokerende omvæltning, at måtte nøjes med et spyd, en kølle og en bue, og dette bliver kun tydligere når du finder ud af, at nærkamp i det hele taget ikke passer særlig godt i Far Cry Primal. Det virker kluntet og påtaget, og lige meget hvor mange Udam der falder for foden af ens spyd, føles det aldrig naturligt at bruge. Som man bevæger sig længere ind i spillet, og låser op for en række smartere våben forbedres selve kampsystemet dog en del, og man begynder, på bedste Far Cry-vis, at benytte sit samlede arsenal på en mere intelligent måde. Bi-bomber, fælder, slynger, mulighederne bliver hurtigt mange, og derfor har du, på trods af begrænsningerne, stadig mulighed for at ligge en bestemt strategi, når du ønsker at knuse en gruppe fjender. Dog er det klart, at Far Cry Primal fungerer allerbedst, når kampene foregår på afstand. Samtidig mangler selve tilpasningen af våbnene også, for det at have våben med forskellige taktikker pålagt har tidligere været en essentiel del af Far Cry 3 og Far Cry 4, og denne frihed glimrer ved sit fravær i Far Cry Primal.

Den allerstørste forskel kommer dog i form af det rige dyreliv som Oros indeholder, og det er på mere end én måde. Disse dyr, der er alt lige fra hjorte og krokodiller til sabeltandstigere og brune bjørne, repræsenterer ikke bare den største trussel når du bevæger dig igennem landskabet, for de er samtidig det største våben du kan benytte imod dine fjender. Ser du, Takkar er nemlig en såkaldt Beast Master, og derfor kan han tæmme dyr han møder til sin samling, og bruge dem som følgesvende i kamp. Du kan have ét dyr aktivt ad gangen, og de har hver deres styrker og svagheder. En Jaguar kan eksempelvis scanne området efter fjender, og markerer dem derefter, hvorimod en Dhole kan indsamle ressourcer til dig imens du står stille. Du kan derfor tæmme dig igennem fødekæden så at sige, og jo højere du klatrer, desto mere magt har du over naturen. Allierer du dig eksempelvis med en sabeltandstiger, vil den skræmme alle laverestående dyr væk. Smart. Dit foretrukne rovdyr kan kommanderes til at angribe særlige fjender, skabe en distrahering eller bare skabe kaos, og disse øjeblikke repræsenterer nogle af spillets allerstærkeste. Selve Pokémon-aspektet med at "samle" på dyr bliver hurtigt trivielt, men at benytte dem i kamp føles både solidt, og giver Far Cry Primal en nødvendig kant over sine forgængere.

At både se på og lytte til Far Cry Primal er samtidig en fryd, for spillet imponerer både visuelt og auditivt. Oros er ikke bare en fremragende designlektion i forhold til den åbne verden, men det sætter samtidig en standard for farver, diversitet og grafisk gengivelse. Rovdyrernes øjne glinser i natten, fjendernes fakler giver et varmt lys i skovbunden imens de patruljerer og ansigtsanimationerne er eminente i mellemscenerne. Samtidig er stemmeskuespillet i top, og det hjælpes godt på vej af, at skuespillerne for en gang skyld ikke taler engelsk med påtaget accent, men faktisk taler et ældgammelt sprog, som er blevet rekonstrueret og tilpasset af en række eksperter. Det føles ganske autentisk. At de så siger uinteressante ting på en interessant måde, er så noget helt andet.

Og at se på og lytte til Oros, og at systematisk og taktisk knuse de forskellige fæstninger er fortsat Far Cry Primal's primære styrke, og med en hær af kompagnoner fra dyrenes rige får du den taktiske kant, som våbentilpasningen mangler. Dog må denne omgang Far Cry siges at være en blandet landhandel, for for hver ting der fungerer, såsom dyretæmning, visuel og auditiv kvalitet og strategisk kamp, så er der ting der bare ikke sidder i skabet, som historien, karaktererne, nærkampsystemet og genkendeligheden. Far Cry Primal er skam meget mere end resultatet af et b-holds skriblerier på en restaurantserviet, men samtidig er det den svageste Far Cry-oplevelse i en del år.