Skip to main content
Anmeldelser Fast & Furious: Arcade Edition

Fast & Furious: Arcade Edition

Arkaderaceren Fast & Furious: Arcade er konverteret til konsollerne og PC - og det fungerer bare slet ikke.
Palle Havshøi-Jensen Opdateret 23 oktober 2025

Fast & Furious: Arcade Edition er en konvertering af arkadespillet Fast & Furious: Arcade, som udkom i spillehallerne i 2022 og var udviklet af Raw Thrills. Denne Arcade Edition er en ren konvertering af arkadespillet og det betyder også, at det er ganske tyndt sammenlignet med andre racerspil på konsollerne og PC.

Det hele er temmelig simpelt; man har otte forskellige biler (blandt andet Shelby GT500 KR, Ford GT, Corvette Z06 og Dodge Charger) og seks baner placeret i blandt andet Columbia, Abu Dhabi, Hong Kong og Havana. I enden af hver bane, er der et mål der skal nås, det kan for eksempel være at afspore et tog med en bombe, forhindre et fly i at lette eller ødelægge en drone over Havana. Målene opnås ganske enkelt ved at komme først over målstregen - that's it.

Man kan åbne op for en pimpet Furious udgave af ens bil, hvis man klarer målene på alle seks baner med den samme bil og man åbner op for en Extreme Mode, hvis man når alle seks mål med den samme bil i streg uafbrudt efter hinanden.

Banerne er fyldt med forhindringer, som for eksempel helikoptere der sender missiler i ens retning, der er klippevægge der falder ned på kørebanen foran en, toge der bliver afsporet og ender inde på vejen, men det betyder ikke voldsomt meget, da ens bil let kan smadre igennem et afsporet godstog. Banerne har op til flere shortcuts, som der løbende bliver åbnet op for, og selv om banerne står kategoriseret med forskellige sværhedsgrader, så havde jeg svært ved at mærke om nogen var sværere end andre.

Ganske typisk for spil af denne type, er der kraftig elastik i alle bilerne, så man kommer aldrig for alvor bagud og på samme måde, kan man heller ikke selv komme ret langt foran. Ens booster, som man har tre af i hvert løb, lader også kun til at have en reel effekt, når spillet føler at den skal have det. Det føles egentlig mest som om, at man forsøger at kontrollere en løbsk bowlingkugle ned af en racerbane og det betyder ikke det helt store, om man rammer forhindringerne, fordi man kan køre igennem det meste og kommer man lidt bagud, så sørger spillet hele tiden for, at de andre biler venter på dig - man kan endda visuelt se, at de bremser op ind imellem.

Det er tydeligt, at det her er et arkadespil og som et sådant fungerer det formentlig ganske godt, med de her små bursts af action-fyldte løb, inden man hopper videre til den næste spillemaskine. Som spil hjemme i stuen på sofaen, er det en anden snak, for det er ganske enkelt alt for simpelt og på under et kvarter, har man nærmest set alt hvad spillet har at byde på. Det skal også lige nævnes, at det kan spilles i lokal split-screen med en ven, men der er ingen online multiplayer.

Den visuelle side er ganske skuffende. Der er godt med fart på, men det ligner altså noget fra starten af PlayStation 4 generationen; omgivelserne er flade, lys og skygger er helt statiske og det ligner ganske enkelt ikke noget fra denne konsol-generation. Lydsiden er ligeledes under middel og mest morsomt er nok motorlydene, der ikke virker til at passe til det der foregår på skærmen, men blot er nogle generiske motorlyde, der kører i baggrunden og som konkurrerer med det middelmådige soundtrack.

Fast & Furious: Arcade Edition er en temmelig skuffende arkaderacer. Det virker mest af alt som et forsøg på en hurtig cash-in på Fast & Furious navnet her op mod julesalget i slutningen af året. Der er i øvrigt intet som forbinder spillet her til Fast & Furious filmene, da der ikke er skyggen af en historie, og hverken Dominic "Dom" Toretto eller Brian O'Conner er til at få øje på nogen steder. Dog har nogle af bilerne formentlig optrådt i en eller flere af de 10 film på et eller andet tidspunkt gennem tiden.

Fast & Furious: Arcade Edition er et arkadespil, som er skræddersyet til at fungere i en spillehal, hvor gæsterne spiller i kort tid, inden de går videre. Der er nærmest ingen progression her, ingen historie og ganske få biler og endnu færre baner. Det er svært at anbefale det her spil til nogen, ikke engang fans af Fast & Furious.

3
Mangelfuld ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Masser af fart, actionfyldte baner
Minusser Alt for lidt indhold, nærmest ingen progression, gammeldags grafik, ingen forbindelse til Fast & Furious universet, fungerer ikke som spil udenfor arkadehallerne
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 23 Gamereactor-udgaver
3,0
Gamereactor Korea 3
Gamereactor 3
Gamereactor Danmark 3
Gamereactor Sverige 3
Gamereactor Norge 3
Gamereactor Suomi 3
Gamereactor Deutschland 3
Gamereactor España 3
Gamereactor France 3
Gamereactor Italia 3
Gamereactor Nederland 3
Gamereactor Portugal 3
Gamereactor Polska 3
Gamereactor Česko 3
Gamereactor Ελλάδα 3
Gamereactor Türkiye 3
Gamereactor 中国 3
Gamereactor 日本 3
Gamereactor Asia 3
Gamereactor Việt Nam 3
Gamereactor Philippines 3
Gamereactor România 3
Gamereactor عربي 3
Fuld profil 3.322 udgivne artikler
3
Mangelfuld Netværkskarakter på tværs af 23 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Cradle Games
Udgiver GameMill Entertainment
Premiere 24 oktober 2025
Genre Racing
Platforme
Xbox Series X PS5 Nintendo Switch
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.