En af de store kunstneriske kvantespring i spildesign må siges at være hoppet fra 2D til 3D. Det var ikke bare en teknisk skubben til de etablerede normer, det var skelsættende kreativ udvikling, der satte fokus på et af kunstens vigtigste aspekter: perspektiv. Fez beskæftiger sig med netop denne udvikling, ved at lade en traditionel 2D-verden blive revet i stykker af en 3D-behandling. Midt i dette perspektivkaos findes et charmerende platformspil, som gik sin triumferende sejrsgang på Xbox 360 i 2012, og på PC i 2013. Nu er listen af tilgængelige platforme udvidet til at omfatte Sonys PlayStation 4, PlayStation 3 og PlayStation Vita.
Gomez, spillets lille fezbeklædte hovedperson, lever i en lille 2D-landsby. Han er tryg og vellidt blandt de andre landsbyboere, men alt dette ændrer sig drastisk, da den mystiske hexahedron kommer ned fra himlen og knuser grænserne mellem dimensionerne. Den rolige verden er nu 3D, og Gomez må derfor forsøge at samle den knuste hexahedron og bringe orden i dimensionerne igen. Historien er simpel, strømlinet og forsætteligt endimensionel. Charme er der dog masser af, og forholdet mellem 2D og 3D leverer en stærk komisk tone, som appellerer direkte til gamere.
Gomez' nye fez-kræfter, giver anledning til en række fantastiske og komplekse puslespil, der tvinger spilleren til at tænke på timing og platforming, samtidig med perspektivskift og dimension. Du kan til hver en tid bladre spillets kameravinkler igennem ved at bruge skuldreknapperne på controlleren, og derved kan du påvirke miljøernes layout. Dobbeltheden mellem platforming og perspektiv gør Fez utrolig specielt, og adskiller det fra stort set alt andet på markedet.
Heldigvis er platformingen, og den sjove leg med perspektiv ikke Fez' eneste kort på hånden. Nej, oven i fezzen får du en usædvanlig smuk nostalgisk grafisk stil, der både byder på stærke og smukke farver, og en 8-bit inspireret opløsning, der vil sende erfarne gamere på en skøn tur ned af memory lane. Dertil kommer et lige så old school-soundtrack, der på bedste Nintendo-inspirerede facon bringer minderne tilbage fra Pokemon, Super Mario og Zelda.
Som Emil Ryttergaard skrev i den originale Fez anmeldelse, hopper Gomez rundt i bedste Super Mario-stil. Netop denne sammenligning er skelsættende, da Fez nu har bevæget sig fra de store tv-skærme, til den blanke OLED-skærm på Sonys PlayStation Vita. Siden Super Mario og platforming-orienterede titler altid har gjort sig godt på håndholdte spillekonsoller, hvordan klarer Fez sig så? Jeg opdagede hurtigt, at Fez i virkeligheden hører hjemme her. Den enormt smukke pixelerede grafik er nu endnu skarpere, og platforming-elementerne føles mere passende. Hvis du er den heldige ejer af en PlayStation Vita, kan Fez ikke anbefales nok. Men du får faktisk spillet på både PlayStation Vita, PlayStation 4 og PlayStation 3 for bare én pris af 75 kroner, med mulighed for at sende din save-fil mellem de forskellige platforme. Du kan derfor hygge dig i Gomez' selskab på den store fladskærm og derefter tage ham med i toget.
Fez er en unik oplevelse. Den tvinger spilleren til at tænke over perspektivet, som er udgangspunktet for al kunst, og formår samtidig at kombinere denne idé, med en underholdende omgang platforming.
Én ting er at det er en vanvittig god handel, man bydes på her med cross-buy, en helt anden er at Fez er mange gange sin pris værd.